Endnu et angreb på religionsfriheden

At religionsfriheden er under pres i verden i disse år er stort set alle politikere på Christiansborg heldigvis opmærksomme på og bekymrede for. Men at religionsfriheden også er under pres – om end i mindre skala – i Danmark, er de fleste politikere ikke opmærksomme på – af den gode grund, at presset mod religionsfriheden kommer fra politikerne selv.

Det har i mange år været Dansk Folkeparti, som har ført an i angrebet på religionsfriheden i Danmark, men flere og flere partier har fulgt trop. Vi så det i den religionslovgivning, som fulgte i kølvandet på TV2-udsendelsen ”Moskéerne bag sløret”, og som indebar et afgørende brud på den danske tradition for en udstrakt grad af religions- og trosfrihed og frisind., bl.a. ved at indskrænke præsters, imamers og andre religiøse forkynderes og underviseres ytringsfrihed mere end alle øvrige borgeres ytringsfrihed.

Dansk Folkeparti var med til at holde gryden i kog. I forlængelse af den åbenbart endeløse (og set udefra: navlebeskuende) debat om, hvad der skal til, for at indvandrere kan blive danskere, udtalte Martin Henriksen, at indvandrere for at blive danskere skal fejre de kristne højtider og også gerne gå i kirke en gang imellem. Denne intention om i praksis at begrænse religionsfriheden, kom der dog ikke noget beslutningsforslag ud af.

Men i går kom der til gengæld en andet beslutningsforlag fra Dansk Folkeparti til førstebehandling i Folketinget, nemlig ”B 54  Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner”. Socialdemokratiet bakkede straks op om forslaget, dog med den ændring, at forbuddet ikke kun skulle rettes mod muslimsk bøn på gymnasier, universiteter mv., – det ville naturligvis være et udtryk for diskrimination af en religiøs gruppe – men også alle andre religiøse grupper, fx kristne. Regeringen bakkede op om intentionen om at få standset religiøse møder på uddannelsesinstitutioner, men ikke gennem en lovændring. Derimod ville undervisningsministeren (fra Liberal Alliance) sende et ”hyrdebrev” (!) ud til lederne af uddannelsesinstitutionerne for at råde dem til at få standset de religiøse møder på uddannelsesinstitutionerne.

Bestræbelserne for at få forbudt, at religiøse personer og grupper kan mødes i et lokale på et gymnasium eller et universitet for der at praktisere deres religion med bøn eller meditation, skriftlæsning eller samtale, er et markant forsøg på fra centralt hold at indskrænke religionsfriheden. En uddannelsesinstitution er for de studerende en arbejdsplads, og normalt vil man mene, at medarbejdere i deres pauser skal have mulighed for at praktisere deres religion, hvis de ikke forstyrrer andre. Dertil kommer, at uddannelsesinstitutioner ifl. ovenstående forslag gerne må stille lokaler til rådighed for alle andre aktiviteter, blot ikke religiøse aktiviteter, fx må politiske studenterforeninger gerne samles og drøfte politik, og studerende må gerne samles for at feste og drikke øl, men studerende må ikke samles på en uddannelsesinstitution, hvis emnet er religion.

Hvis undersøgelser så havde vist, at det skabte alvorlige problemer, at religiøse studerende samledes til bøn, at der kom konflikter og uro, så kunne jeg forstå, at man ville se på problemet og overveje, hvad der kunne gøres for at løse problemet, og om der var behov for et lovindgreb. Men hverken gymnasierektorerne eller universitetsrektorerne rapporterer om, at der er problemer, og at de ikke har problemer med selv at regulere brugen af deres lokaler.

Derfor er det svært ikke at konkludere, at der her er tale om et angreb på religionsfriheden. Det har sikkert ikke været politikernes hensigt at indskrænke religionsfriheden ( for DFs vedkemmende har de ikke ønsket at indskrænke kristnes religionsfrihed!), men effekten af vedtagelsen af en lov om ”forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner” vil i praksis være endnu en indskrænkning af religionsfriheden i Danmark.

Og hvad bliver så det næste? Hvis der ikke må være religiøse møder på offentlige uddannelsesinstitutioner – heller ikke på universiteter, hvor de studerende er personligt myndige – hvordan kan man så i længden forsvare, at der må være religiøse møder og andre aktiviteter på offentlige hospitaler og plejehjem? Må skolerne fremover samarbejde med kirkerne om juleafslutninger? Må folketinget fremover samarbejde med folkekirken om en gudstjeneste ved folketingets åbning?

Hvis den udvikling fortsætter, ender vi i et sekularistisk samfund, hvor religionen er fjernet fra det offentlige rum. Her vil nogle måske indvende, at Danmark er et kristent land, og derfor skal indskrænkningen i religionsfrihed kun gælde ikke-kristne grupper Det ville i praksis betyde, at kun kristendommen fik plads i det offentlige rum, mens alle andre religioner ville være forvist til privatsfæren. I begge scenarier er der imidlertid totalitære træk, som vi kender dem fra lande, vi nødigt sammenligner os med.

Når politikere endnu en gang overvejer lovgivning, der vil indskrænke religionsfriheden, er der grund til at råbe vagt i gevær. Vi har grund til at være stolte af den danske frihedstradition, og det vil vi også gerne være fremover. Og skal vi med troværdighed være med til at udfordre regeringer andre steder i verden, hvor religionsfriheden på anderledes brutal måde undertrykkes, til at respektere religiøse mindretal, inkl. forfulgte kristne, så må vi begynde med at værne om tros- og religionsfriheden i vort eget land.

Christiansfeld, onsdag, den 22. februar 2017
Mogens S. Mogensen

Advertisements
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: