Interreligiøs gæstfrihed i Vejle

I bydelen Løget i den sydlige udkant af Vejle ligger der en kirke, bygget i 2004, og i juni sidste år flyttede en moské i Vejle til Løget, Vejle Masjid / Vejle Arabisk Forening. Som man kan opleve det flere steder i Mellemøsten, Afrika og Asien er kirken og moskéen blevet naboer, og i Vejle kun 25 m fra hinanden.

I min barndom var islam, hinduisme og buddhisme fremmede religioner, som vi læste om i bøger og så i film fra fjerne lande. I dag er disse muslimer, hinduer og buddhister en del af den danske befolkning, og moskéer og templer er blevet en del af gadebilledet i større byer. Hvordan skal vi i folkekirken forholde os til den virkelighed – og det samme spørgsmål må muslimer, hinduer og buddhister naturligvis stille sig?

I går kunne vi i Kristeligt Dagblad læse, at ”Muslimer og kristne i Vejle vil forbedre naboskabet og inviterer hinanden på gudstjeneste og bøn”. I en fælles indbydelse står der, at Løget Moske og Løget kirke er gået sammen om at lave et stort åbent hus arrangement søndag d. 26. marts fra kl. 12-16. Det sker i samarbejde med Kvartershuset, Grønlandsvejens netværk samt andre af områdets gode kræfter. Arrangementet er et tiltag for at fremme godt naboskab og skabe bånd og forståelse på tværs af kultur og religion. Dagen vil byde på mange aktiviteter for både børn og voksne. Man vil kunne opleve en fredagsbøn i moskeen (kl. 12.30) og være med til gudstjeneste i kirken (kl. 14). Moskeen byder på tapaz og kirken inviterer på kaffe. I begge huse vil der være mange forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Vi inviterer indenfor og glæder os til en dag, hvor man kan blive klogere på både tro, kultur, sig selv og sine medmennesker.”

Morten Kvist, der er præst i Herning og Gellerup Valgmenigheder, har en anden tilgang til den samme virkelighed. ”Jeg ser meget positivt på oplysende møder på tværs af religionerne. Men problemet opstår, når man tager del i hinandens bekendelseshandlinger. En fredagsbøn er en kultisk handling, og man kan ikke stille sig ind under islams bekendelser og samtidig tage sin egen tro alvorligt. Dertil er afstanden for stor.”

En tilsvarende holdning findes også blandt muslimer. Da jeg var missionær i Nigeria, oplevede jeg også muslimske ledere, der frarådede – for ikke at sige  forbød – muslimer at træde ind i en kirke, for slet ikke at tale om at være til stede ved en kristen gudstjeneste, og der er sikkert også muslimske ledere i Danmark, der har den holdning.

Frygten hos disse muslimske ledere var, at muslimer kunne risikere at blive tiltrukket af kristendommen, hvis de gik ind i en kirke og overværede en gudstjeneste. Og på samme måde mener Kvist åbenbart, at en kristen, der i en moske overværer en muslimsk bekendelse ikke samtidig kan tage sin egen kristne tro alvorligt. Ethvert møde med et menneske med en anden tro, enhver oplevelse af et andet religiøst eller ikke-religiøst fællesskab, ja, selv enhver læsning om en anden religion eller tilværelsesforståelse kan naturligvis vække interesse og føre til at en person vælger at skifte tro, men det er vel et grundlæggende vilkår ved menneskelivet, som vi ikke kan ændre på uden at gøre skade på menneskelivet. Og det omvendte kan jo også ske, nemlig, at mødet med ”den anden”, ”det anderledes”, fører til, at man besinder sig på og fordyber sig i sin egen tro eller tilværelsesforståelse.

For mig at se er spørgsmålet her først og fremmest, om vi som kristne menigheder vil vise gæstfrihed over for – og modtage gæstfrihed fra – de trossamfund (og livssynssamfund), som er vore naboer. Gæstfrihed handler ikke kun om at byde sine venner og meningsfæller indenfor, men i endnu højere grad om at byde ”den fremmede” velkommen. På græsk hedder gæstfrihed ”philoxenia”, kærlighed til den fremmede (modsætningen er ”xenophobia”, had mod den fremmede), og for kristne må udfordringen altid være at udvise gæstfrihed, og en af de måder, det kan ske på, er ved at invitere ”fremmede” til at overvære vores gudstjeneste, uden noget pres for at få dem til at blive kristne.

At udvise gæstfrihed – og at modtage gæstfrihed – kan føre meget med sig. Interreligiøs gæstfrihed, som de praktiserer den i Løget, kan være med til at øge det gensidige kendskab, så fordomme afmonteres, og så der udvikles relationer af godt naboskab. Gæstfrihed kan i det hele taget føre til, at der udvikler sig venskaber. Og gæstfrihed kan føre til store overraskelser. I Bibelen er der eksempler på, at mennesker, der viste gæstfrihed mod fremmede, fik Herren selv på besøg i skikkelse af den fremmede.

Det kan godt være, at der kun er 25 meter mellem moskéen og kirken i Løget, men mange oplever, som Morten Kvist, at ”afstanden er for stor” mellem islam og kristendom, til at man kan være til stede ved hinandens gudstjenester eller bønner. Morten Kvist har ret i, at der er helt afgørende forskelle mellem kristendom og islam og mellem muslimer og kristne, men gæstfrihed – at være værter for og gæster hos hinanden – handler netop ikke om at udslette ”den andens anderledeshed”, eller om kun at fokusere på ”vor fælles menneskelighed”, men om at mødes og give rum for hinanden, netop som dem vi er, også i vor forskellighed.

Christiansfeld, onsdag, den 8. marts 2017
Mogens S. Mogensen

NB: Et par forkerte data om Løget og Løget kirke er blevet rettet i teksten 10/3.

Reklamer
  1. adult cam2cam

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: