Fem spørgsmål om folkekirken og mission blandt muslimer

Artiklen i Kristeligt Dagblad i dag, ”Præster: Ikke vores opgave at omvende muslimer” giver anledning til en række spørgsmål, som jeg vover at forsøge at give et svar på – som oplæg til en samtale om emnet.

1. Er mission blandt muslimer folkekirkens opgave? – Ja.
I Kirkeministeriets ”blå betænkning” nr. 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 står der indledningsvis under overskriften ”Kirkens opgave”, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser…. Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.” Så kan det da ikke siges tydeligere.

Som folkekirke er det naturligvis vor opgave at forkynde de gode nyheder om Jesus Kristus, for alle mennesker, også muslimer. At forholde muslimer eller andre særlige grupper evangeliet ville være respektløst over for dem, at vi har fået evangeliet til deling med alle mennesker. På samme måde forventer jeg også, at muslimer ønsker at dele deres tro med mig og alle andre kristne

2. Er det præsters – eller andre kristnes – opgave at omvende muslimer? – Nej.
Det er præsters og andre kristnes opgave i ord og handling at vidne om – fortælle om, kommunikere om, pege hen på – Jesus Kristus. Hvis vi har oplevet, at evangeliet er glædelige nyheder for os, så er det da naturligt at dele det med andre. Men hverken præster eller andre kristne kan omvende – eller skal forsøge at omvende – andre mennesker til Gud. Som det fremgår af evangeliet, så er omvendelse et mellemværende mellem den enkelte og Gud, og derfor taler Ny Testamente da også typisk om, at et menneske omvender sig til Gud, og Guds Ånd fører mennesker til omvendelse. Omvendelse er som troen en Guds gave, som intet menneske råder over.

Enhver tale om at omvende andre, gør andre mennesker til objekter for vore handlinger, og her er manipulation og overgreb en nærliggende fare. At ønske for andre – ja at bede for andre, at de finder glæden i troen på Kristus, lige som vi har gjort, er derimod et udtryk for kærlighed.

3. Er mission forkyndelse eller dialog? – Ja.
Mission er det vi som kirke er sendt for at være, gøre og sige, alt sammen som et vidnesbyrd om det Guds Rige, der i Jesus Kristus er brudt igennem i verden. Hvordan ”vidner” vi bedst om evangeliet? Det afhænger helt af konteksten. Det kan ske gennem prædiken-forkyndelse, det kan ske gennem dialog, som jo dybest set blot betyder samtale, og på mange andre måder. Og hvis vi er i tvivl om, hvordan vi skal møde andre mennesker – også i mission – så kan vi blot mindes Jesu ord om, at ”Alt, hvad I vil, at mennesker, skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Hvis nu det var muslimen, der ønskede at dele sin tro, med mig, hvordan ville jeg så helst have, at han gjorde – eller ikke gjorde – det?

4. Er kirken kun for medlemmerne, og skal præsten kun koncentrere sig om kirkens medlemmer? – Nej.
Kirken er ikke en klub for medlemmer, hvor målet er at servicere medlemmerne bedst muligt. At være kirke er at være sendt til verden, både den nære verden i lokalmiljøet og den fjerne verden langt herfra. Som Dietrich Bonhoeffer har sagt det: ”At være kirke, er altid at være kirke for andre”. Derfor skal vi naturligvis også være parat til at være kirke for muslimer – med gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission.

5. Er formålet med mission blandt muslimer at sikre nye medlemmer til folkekirken? – Nej.
I artiklen står der, at ”Folkekirkens faldende medlemstal har fået flere til at efterlyse et øget fokus på mission.” Men om vi så vidste, at ikke en eneste af de muslimer, der blev kristne, ville vælge at blive medlem af folkekirken, så er det alligevel vor opgave som kirke at dele evangeliet med dem. At gøre mission til et middel til at vende folkekirkens nedadgående medlemskurve og dertilhørende truede økonomi, underminerer missionens integritet. At mission måske fører til, at flere bliver medlemmer af folkekirken, kan vi naturligvis kun glæde os over, men det kan aldrig være det mål, vi styrer efter.

Det tager naturligvis tid for en gammel kirke som den danske folkekirke, der i århundreder har virket i et kristent enhedssamfund, at vænne sig til at skulle agere i en kontekst, hvor et stigende antal borgere bekender sig til fremmede religioner, eller ingen religion bekender sig til. Vi har ingen opskrift liggende i skuffen – ikke engang fra Luther – om, hvordan vi skal være kirke i den situation, så derfor må vi prøve os frem, og også – forhåbentlig – i fred og fordragelighed drøfte med hinanden, hvordan vi griber denne spændende nye udfordring an.

Christiansfeld, torsdag, den 16. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: