Muslimsk-kristne relationer i Jordan

Skyline..jpgNår man, som vi gør det i aften, sidder på en moderne café i Amman og nyder Jordan-vin af høj kvalitet og er omgivet af unge og ældre mennesker, der i adfærd og påklædning ikke er meget forskellige fra dem, vi omgås i Europa, så kan man næsten glemme, at Jordan er et muslimsk land. Men virkeligheden er, at omkring 95% af den ca. 9,5 mio. store befolkning er muslimer (halvdelen palæstinensere), og kun nogle 3-4% er kristne (især græsk-ortodokse og romersk-katolske).

I mange mellemøstlige lande er kristendommen alvorligt truet i disse år, men her udgør Jordan en glædelig undtagelse. Selv om de kristne kun udgør en meget lille minoritet, så fylder de faktisk meget i bybilledet med deres mange og store – og ofte også meget gamle – kirker, der i mange tilfælde ligger side om side med moskéer på centrale pladser i byen. Alle, vi talte med, både muslimer og kristne, sagde, at forholdet mellem kristne og muslimer var meget harmonisk. I flere tilfælde var vi faktisk i lang tid i tvivl om, hvorvidt de personer, som vi faldt i snak med, var muslimer eller kristne, og flere af de muslimer, vi mødte, havde sågar været i kirke flere gange ved forskellige lejligheder.

Jordan er da også kendt som et land, der både nationalt og internationalt er gået foran i bestræbelsen på at bekæmpe islamisk ekstremisme og på at skabe dialog mellem muslimer og kristne. Allerede i 1994 grundlagde den nuværende konges onkel, prins El Hassan bin Talal, der hele tiden har været den drivende kraft i Jordans dialogarbejde, ”The Royal Institute for Inter-Faith Studies” i Amman ”with the aim of defusing tensions and promoting peace, regionally and globally”.

Som en respons på den islamofobe retorik, der bredte sig efter 9-11-terrorangrebet i 2001, tog kong Abdullah initiativ til at samle muslimske lærde fra hele verden om det såkaldte ”Amman Message” (2005), der havde tre hovedpunkter: (1) anerkendelsen af alle 8 islamiske lovskoler som valide (2) forbuddet mod tafkir, dvs. at man erklærede andre muslimer for apostater (3) vedtagelsen af fælles standarder for udstedelse af fatwa’er. Da kong Abdullah i 2010 præsenterede dokumentet på FN´s generalforsamling, tog han samtidig initiativ til at foreslå indførelsen af en ”World Interfaith Harmony Week” til afholdelse hvert år den første uge i februar, en begivenhed, som også i år markeredes i Danmark.

Det var også fra Jordan, at initiativet kom til ”A Common Word” (2007), som 138 ledende muslimske lærde – med prins Muhammed bin Talal, en fætter til kong Abdullah, som pennefører, fra hele verden, tilsluttede sig, og som var et åbent brev til kristne ledere. Dokumentets hovedbudskab var, at i og med at kristne og muslimer tilsammen udgør over halvdelen af verdens befolkning, at den fremtidige fred i verden i høj grad er afhængig af fred mellem muslimer og kristne. Basis for denne fred og forståelse mellem muslimer og kristne eksisterer allerede, da kærlighed til den ene Gud og kærlighed til næsten er grundlæggende principper i begge religioner. Endelig modtog kong Abdullah pave Frans i Jordan i 2014 og ledsagede ham til al-Maghtas, det sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus i Jordan-floden, på østbredden af Jordan-floden.

Så vidt så godt. Men på helt afgørende punkter styres Jordan stadig efter islamiske traditioner. Der er således ikke religionsfrihed i den betydning af ordet, som vi forstår det i Vesten, altså fx det enkelte individs ret til at praktisere sin tro, men også til ikke at tro og til at skifte tro. I Jordan er det først og fremmest religionssamfund – dvs. de religionssamfund – som er godkendt af regeringen – der tilkendes rettigheder, inkl. retten til at praktisere kirkens tro. Og så tilkendes de forskellige trossamfund – efter traditionen fra det osmanniske rige – jurisdiktionen over deres medlemmer, på en række privatretlige områder, som fx ægteskab og skilsmisse og arv. Dertil kommer, at der nok er religionsfrihed (med begrænsninger) men ikke religionslighed – begrundet i, at Jordan er et muslimsk land.

Konversion er ikke forbudt ved lov, men en muslim, der konverterer til kristendommen, kan ikke få sin nye religiøse status godkendt, mens der ingen hindringer er for, at en kristen, der konverterer til islam, kan få sin nye religiøse status godkendt. Og der er desværre også eksempler på, at konvertitter fra islam til kristendom bliver chikaneret af myndighederne. Dertil kommer den sociale udstødelse af konvertitter og faren for verbale og fysiske overgreb fra familien og religiøse ledere.

Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke muslimsk mand er ikke tilladt, og kun hvis manden konverterer til islam bliver ægteskabet anerkendt. Og hvis en kristen kvinde konverterer til islam, mens hun er gift med en kristen mand, må manden også konvertere til islam, for at deres ægteskab skal forblive lovligt. Og også på en række andre områder er der problemer for kristne og andre religiøse minoriteter.

Der er ingen tvivl om, at den kristne minoritet i Jordan har det langt bedre end de fleste andre kristne minoriteter i Mellemøsten. Der er heller ingen tvivl om, at mange kristne i andre mellemøstlige lande ville ønske, at de oplevede de samme harmoniske relationer mellem kristne og muslimer, som man gør i Jordan. Men træerne vokser ikke ind i himlen – heller ikke i Jordan. Selv i Jordan er der endnu lang vej til den form for religionsfrihed, som vi i Vesten anser for helt grundlæggende for et demokratisk retssamfund.

Amman, Jordan, onsdag, den 22. marts 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: