Hvordan kan vi forstå mission og være i mission i folkekirken i dag? – Mission i Folkekirken 1

For ikke så mange år siden var ”folkekirke” og ”mission” to ord, som sjældent blev forbundet med hinanden.  Siden da har meget ændret sig, både i den danske kontekst og i teologien, og i dag er der en udbredt forståelse af, at kirke og mission – og dermed også folkekirke og mission – hænger uløseligt sammen. Det har man bl.a. kunnet forvisse sig om ved at læse kirkeministeriets betænkning 1544 fra 2006 om ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, hvor det slås fast, at ” at “Folkekirkens mission er at forkynde Kristus som hele verdens frelser… Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave”, og i denne og andre betænkninger understreges det, at enhver folkekirkemenigheds opgaver er: gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission.

På det organisatoriske plan slog denne forståelse igennem, da ”Folkekirkens Mission” i 2012 blev en del folkekirkens officielle centrale organ, ”Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. På rådets hjemmeside præsenteres ”Folkekirkens Mission” som ”et samarbejde, hvor vi øver os i som folkekirkemenighed at forstå og udleve, hvad det i dag betyder, at den kristne kirke er sendt til verden for i væren, ord og handling af forkynde Guds kærlighed i Jesus Kristus.”

I ydremissionsselskaberne har man i over 100 år reflekteret over, hvad mission egentlig er, og hvordan mission udføres i praksis ….. når der er tale om mission i Afrika og Asien! Men hvordan skal vi i dag i en folkekirkelig sammenhæng forstå mission i Danmark, og hvad vil det i praksis sige i en folkekirkelig sammenhæng at være i mission? Det er for mig at se en af de store udfordringer, som vi står overfor i Folkekirken i dag.

Hvordan kan vi som folkekirkekristne i Danmark i dag i ord og handling kommunikere de gode nyheder om Jesus Kristus til hinanden, til dem der er blevet fremmede for kristendommen og til dem, der tilhører andre religioner, så det opleves som ”gode nyheder”? Og at evangeliet kan kommunikeres på en sådan måde, er vel også forudsætningen for, at vi som folkekirkekristne kan se os selv som deltagere i folkekirkens mission.

Hvilke billeder og følelser kalder ordet ”mission” from hos gammel- og nydanskere i dag? Er det billedet af korstog kulturimperialisme? Er følelsen af at møde bedrevidenhed og følelsen af at blive fordømt? Det er slet ikke sikkert, at ordet ”mission” er gangbart i alle sammenhænge i dag, men det, som vi mener, mission står for, kan naturligvis også udtrykkes i helt andre billeder eller metaforer, der er mere meningsfulde i dansk folkekirkelig sammenhæng i dag.

I svv blog-indlæg vil jeg i de kommende uger give et bud på, hvordan vi i en folkekirkelig sammenhæng i dag kan forstå og udleve mission. Jeg vil præsentere syv enkle metaforer, som har deres rod i Bibelen, og som måske tilsammen kunne tegne et billede af, hvad mission i folkekirken er.

Mission er

  • at se (med kærlighedens blik)
  • at gæste (at møde mennesker som deres gæster)
  • at lytte (til mennesker og deres historier)
  • at dele (alt det, som vi har fået givet til deling)
  • at fortælle historier (livs- og troshistorie og den store historie)
  • at invitere (til en fælles vandring)
  • at hele (dvs. være med til at hele alt, det der er brudt).

Ud fra en kort teologisk og missiologisk refleksion over disse metaforer vil jeg antyde hvilke missions-praksisser, der kunne give kød og blod til en folkekirkelig mission i dag.

Der er naturligvis intet definitivt ved dette bud på en folkekirkelig mission, men jeg håber, det kan lægge op til en drøftelse af, hvordan vi i folkekirken kunne forstå mission, og hvordan mission i folkekirken kunne udfolde sig.

Christiansfeld, søndag, den 14. maj 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 17. maj 2017 - 22:05

    Kære Mogens.

    Du kan lægge nok så meget op til en drøftelse af ” hvordan vi i folkekirken kunne forstå mission”, i sidste ende vil udkommet af de drøftelser udelukkende afhænge af, hvad din tro kan tilbyde, som almindelige, tvivlende mennesker finder bedre end det, de kan finde andre steder. Det, du lægger op til med dette indlæg, lyder som en gang “preaching to the choire”, som englænderne udtrykker det.

    Pia Jarvad, sprogforsker og redaktør af 7. udgave af bogen “Bevingede ord” , 7. udgave, skriver således i introduktionen til bogen: “Vores baggrund som kristne slår utroligt tydeligt igennem i de bevingede ord …”. Bevingede ord er ikke blot irrationelle og irrelevante manifestationer af et folks “ånd”, de er en væsentlig del af den kulturarv, som har ført f.eks. os danskere til vores nuværende stade. Andre kulturer har andre bevingede ord, og, du kan lige så godt indrømme det: Uden islams opdukken her på vore breddegrader havde du sikkert i dag siddet i fred og ro dernede i Sønderjylland og kunnet prædike for kordrengene uden at bekymre dig om noget som helst andet.

    Tag f.eks. det kristne Fadervor. Du er formentligt, og forhåbentligt, enig i, at den bøn er kristendommens bedste bud på, hvordan hver troende kristen ser og forholder sig til sin gud. Han er den fader, som kristne beder tilgive dem deres synder, lige som de selv tilgiver dem, som har syndet mod dem. Kig på linket herunder for at forstå forskellen mellem muslimers og kristnes forhold til deres gud og spørgsmålet om tilgivelse. Skribenten er shia-muslim, men sunnierne deler denne udlægning.

    http://www.almizan.org/tafsir/1-6-7//

    Islams nærmeste svar på Fadervor er nok Koranens indledende sura, Al-Fatiha. Ordlyden har flere ligheder med Fadervor, f.eks. teksten om ikke at blive ledt i fristelse. Men, som alle troende muslimer altid minder mig om, så må jeg holde mig til klassiske tolkninger af koranens tekst, dvs. tafsir, for fuldt ud at forstå den. Og her læser jeg så, at de fleste, anerkendte islamiske tolkere forklarer, at de “som har pådraget sig Allahs vrede” er jøderne, og at de, som “er faret vild”, er de kristne. Og Allah er ikke “pleased” med nogen af dem. Ja, selv profeten har bekræftet den udlægning af ordene i Al-Fatiha. Gad vidst, om imamen ved den “interreligiøse gæstfrihed i Vejle”, som du omtalte 8. marts, fortalte de besøgende om den lille detalje?

    Hvis en bilsælger skal have noget håb om at få kunderne til at vælge hans bil frem for et andet mærke, må han overbevise dem om, at hans bil er bedre end konkurrentens. På samme måde må du og andre forkyndere af den kristne tro overbevise tvivlerne om, hvorfor jeres tro vil lede til mere fordragelighed og fred på jord mellem mennesker end jeres konkurrents tro.

    Venlig hilsen
    Svend

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 22. maj 2017 - 19:00

    Kære Svend
    Tak for dine overvejelser. Jeg synes dog ikke, du forholder dig til, hvordan vi i folkekirken kan være i mission.
    Vh Mogens

  3. #3 by Svend Jespersen on 25. maj 2017 - 18:43

    Kære Mogens.

    Det synes jeg da ellers, jeg tydeliggør i mit sidste afsnit.

    Teksten i mit link viser en klar forskel mellem den kristne tros og islams syn på begrebet “tilgivelse”. At bede Allah om tilgivelse for synder, som kristne gør i Fadervor, er ifølge islam nærmest blasfemisk, for kun Allah har den magt, og Allah tilgiver kun dem, Han vil. Hans begrundelser for at tilgive er uransagelige, og ingen nok så god muslim kan være sikker på den (tilgivelsen). Man kan som muslim kun håbe på den, og ethvert forsøg på at påvirke Allah må derfor, ifølge islam, betragtes som et forsøg på at underminere Allahs ret til at afgøre, om en person kan tilgives eller ej.

    For en del år siden skulle min katolske, irske kones og mine drenge gennemgå den katolske firmelse, det vi her i Danmark kalder konfirmation. Forældrene var indkaldt til et informationsmøde før starten på undervisningen, og her blev der talt en del om de emner, der ville blive dækket. Et af dem var “synd”, som der blev brugt en del tid på. Efter indlægget om synd opstod der en kort pause, og efter nogle sekunder kunne jeg ikke dy mig for at spørge, om der ikke ville blive undervist om “tilgivelse”. Der opstod en endnu længere febrilsk pause, som blev afløst af et: “Jo, selvfølgelig vil der det”.

    Både islam og den katolske kirke er efter min mening alt for besatte af ideen om begrebet “synd”. Både katolikker og muslimer er/var alt for besatte af tanken om, om deres gud nu også ville tilgive dem deres synder og indflydelsen af deres jordiske liv på deres tilværelse efter døden.

    Mennesker med bare en smule kendskab til kristendommen husker disse ord: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis” og “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Eller hvad med de her ord: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”.

    Kristne missionærer burde have modet til at gøre opmærksom på bl.a. tekster som dem ovenfor i mødet med islam. Desværre er der alt for få af dem.

    Venlig hilsen
    Svend

  1. Mission er …. at gæste – at møde mennesker som deres gæster. Mission i Folkekirken 3. | Mogens S. Mogensen
  2. Mission er … at lytte – Mission i Folkekirken 4 | Mogens S. Mogensen
  3. Mission er … at dele. – Mission i Folkekirken 5 | Mogens S. Mogensen
  4. Mission er … at fortælle historier. Mission i folkekirken 6 | Mogens S. Mogensen
  5. Mission er … at hele det brudte. Mission i Folkekirken 6 | Mogens S. Mogensen
  6. Mission er … at invitere. Mission i Folkekirken 8 | Mogens S. Mogensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: