Til Løkke

I denne weekend har folkekirken fejret 500 året for den lutherske reformation i Haderslev. I fredags var der en folkefest på Gravene i Haderslev med et overflødighedshorn af foredrag, koncerter osv, og i dag var der en festlig gudstjeneste i domkirken bl.a. med deltagelse af dronningen, statsministeren og andre ministre og danske og udenlandske biskopper.

Forud for afslutningen af festgudstjenesten holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en tale om reformationen. Han beskrev den som en milepæl i Danmarkshistorien på linje med indførelsen af demokrati med grundloven i 1849. Efter hans opfattelse var det ikke nogen tilfældighed, at de nordiske velfærdsstater opstod i samfund præget af lutherdom, og han sporede folkeoplysningen, der er en forudsætning for demokrati, over Grundtvig tilbage til Luther.

Når man betænker Løkkes position i samfundet, var det opmuntrende at høre, at hans favoritcitat af Luther var, at ”En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen. En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.” For mig var det imidlertid den sidste del af tale, som var den mest tankevækkende.

Luther såede frøet til den kritiske tanke – den kritiske tanke, der er modsætningen til fundamentalisme. Bibelen er ikke må aldrig blive en grundlov, det var vigtigt dengang det er vigtig i dag. Vi er frie til at diskutere, kritisere, tænke og tro og dermed også frie til at kritisere religionen …

Det er naturligvis ikke overraskende, at Løkke går ind for religionskritik, men fortsættelsen er mere interessant.

… og gå op imod selveste Martin Luther på den dag, hvor vi fejrer ham, så det vil jeg gøre. … Jeg må derfor sige klart fra over for Luthers beskyldninger mod jøder og muslimer, der var så grove, at jeg ikke vil citere dem – det er ord, der ikke hører hjemme i kirken, de hører ingen steder hjemme.

Her er det jo værd at minde om, at Søren Krarup, der jo i en årrække var medlem af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, for år tilbage fandt det betimeligt at genoptrykke Luthers skrifter mod jøder og muslimer, som ifølge Løkke indeholder beskyldninger, der er så grove, at han ikke engang vil citere dem. Endnu mere interessant bliver det, når Løkke melder helt klart ud og siger:

Jeg er glad for at folkekirken i dag har inviteret repræsentanter for andre kristne trossamfund, for det jødiske samfund og for danske muslimer.

Her udviser Løkke en bemærkelsesværdig inklusivitet, ikke kun over for andre kristne trossamfund, men også ikke-kristne trossamfund, og udtrykker sin glæde over, at en jødisk og en muslimsk leder er med til gudstjenesten som gæster. Løkkes frisind over for anderledes troende kombineres med en tydelig forankring i egen tro.

Jeg respekterer andre religioner fra det sted, hvor jeg selv står, i forventning om at få samme respekt tilbage. Vi har religionsfrihed her til lands. Vi er også et meget stort flertal, der tilhører folkekirken. Vi skal kende vore værdier, huske hvad de kommer af, huske hvad vi kommer af. Så vi ved hvad vi skal værne om, så vi kan forstå og forny. Derfor fejer vi reformationsjubilæet.

I en tid med islamistisk terror – og netop i aftes ramtes London igen af et frygteligt terrorangreb – hvor islam til stadighed er til debat og muslimer udsat for kritik, valgte Løkke at citere den tyske kansler, Angela Merkel, der for nogle år siden i en debat om kristne værdier kontra islam sagde:

”Landet lider ikke under for meget islam, men under for lidt kristendom.” Det rummer den vigtige pointe; hvis man vil begå sig i en globaliseret verden, så skal man have sine egne værdier med. Hvis man som det store bøgetræ vil folde sine grene ud, så er man nødt til at have et stærkt rodnet for ellers tager stormen en. Jeg ønsker at de værdier og det menneskesyn, der prædikes i folkekirken fortsat skal stå stærkt. Det er de værdier, der præger vort land.

Da jeg i dag sad og lyttede til Løkkes tale, kom jeg til at tænke på oplevelser i min barndom. Min far var en aktiv venstremand, og i 60’erne tog han mig mange gange med til politiske møder, hvor jeg fik mulighed for at lytte til datidens venstrekoryfæer De stod for en grundlæggende liberal holdning, åndsfrihed og frisind, som jeg i dag hørte et ekko af i statsministerens tale. Derfor tog jeg mod til mig og gik efter gudstjenesten hen og sagde til Løkke: Tak for talen!

Christiansfeld, pinsedag, den 4. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: