Religion og vold: altruistisk ondskab

”Når religion gør mennesker til mordere, græder Gud”, sådan indleder den tidligere overrabbiner i Storbritannien, Jonathan Sacks, sin nye bog ”Not in God’s Name: Confronting Religious Violence”, hvor han tager fat på et af tidens alvorligste emner, nemlig forbindelsen mellem religion og vold.

Når det gælder spørgsmålet om forholdet mellem religion og vold, har de tre typiske svar været. 1. Religion er den vigtigste årsag til vold, og derfor er afskaffelsen af religion vejen til en fredelig verden. 2. Religion er ikke en kilde til vold, men manipulerende politiske ledere misbruger religionen i deres magtkamp. 3. De andres religion er forbundet med vold, men ikke min religion.

Ingen af disse tre forenklende svar holder imidlertid stik, skriver Sacks. Undersøgelser viser, at religion historisk et kun har spille en mindre rolle i de fleste krige og konflikter i verden. På den anden side fremgår det også med al ønskelig tydelighed – fx af muslimsk terrorisme i dag – at der udøves vold med religiøse motiver Både jødedom, kristendom og islam definerer sig selv som fredsreligioner, og alligevel har alle tre religioner på tidspunkter i deres historier været forbundet med vold. For Sacks er der imidlertid ingen tvivl om, at ”den største trussel mod friheden i den postmoderne verden er radikal politiseret religion.” Både jødedom, kristendom og islam har haft deres voldelige perioder, og i dag er det især religiøs vold knyttet til islam, der udgør den alvorligste trussel.

I sit forsøg på at udrede forholdet mellem religion og vold peger Sacks først på det fænomen, som han kalder ”altruistisk ondskab”. Volden må forstås i forbindelse med dannelse af identiteter og grupper, og her kommer religion ind i billedet, fordi den understøtter grupper mere effektivt en nogen anden kraft. Når man i historiens løb har søgt efter erstatninger for religion til dette formål, er det kun gået galt, tænk blot på politiske ideologier som kommunisme, nationalisme eller racisme. Inden for gruppen opbygges der en altruisme, mens der ofte er aggression mellem grupperne. Volden er en mulighed, hver gang der opstår et ”os” og et ”dem” og den bliver mere sandsynlig hvis dualismen udvikler sig til en forståelse af, at vi helt igennem er de gode og de er de onde. Det kan føre til en kamp mellem lysets børn og mørkets magter, og her kommer den altruistiske ondskab ind i billedet.. Denne dualisme har flere faser. Først er der dehumaniseringen af en folkegruppe, fx jøderne i Nazityskland, der blev beskrevet som baciller eller parasitter, der truede samfundets helbred. Dernæst følger offergørelsen, hvor man definerer sig selv som et uskyldigt offer, der er udsat for overgreb, og gør ”de andre” til syndebuk. Derefter følger gennemførelsen af den altruistiske ondskab. Sacks definerer altruistisk ondskab som ”ondskab begået i en hellig sags, eller i høje idealers navn”. Der er altså i fx nazibødlers og islamistiske terroristers selvforståelse tale om en god gerning, der udføres i en højere sags tjeneste eller for at tjene Gud

Efter at have analyseret årsagerne til den religiøse vold, peger Sacks på, hvordan man kan imødegå eller forebygge den. I en meget spændende eksegese af centrale passager i 1. Mosebog viser Sacks, hvordan der her ligger ressourcer til imødegåelse af religiøs vold. Ud fra en forståelse af, at jødedom, kristendom og islam er som søskende, der alle kæmper om Abrahams velsignelse, gennemgår Sacks fire søskendekonflikter i 1. Mosebog: Kain og Abel, Ishamel og Isak, Esau og Jakob, Josef og hans brødre, og viser vejen til at brødre kan leve sammen i fred på basis af Guds kærlighed til os alle. Ud fra historien om Josefs møde med sine brødre i Egypten peger Sacks på, at ”Den måde vi lærer ikke at begå ondskab på, er ved at opleve en begivenhed fra offerets perspektiv” Eller sagt med andre ord: ”For at blive kureret for den potentielle vold mod den Anden, må jeg blive i stand til at forestille mig selv som den Anden”.

Sacks minder om, at ”Det er ikke vanskeligt at elske din næste/din nabo som dig selv, fordi din næste/nabo i mange henseender er som dig selv. Han tilhører den samme nation, den samme kultur, den samme økonomi, det samme politiske system. Vi er del af det samme skæbnefællesskab og vi har del i det sammen fælles gode. Det der er svært er at elske den fremmede”. Hvis en kristen, en muslim eller en jøde skal gøre plads for den anden, så må man eller hun gennemgå en grundlæggende og desorienterende oplevelse af ”role reversal”. Hvordan ville det fx opleves at være en en jøde der udsættes for antisemitisme? Vi bliver nødt til at sætte os i den andens sted, også når den anden er en, som vi ikke forstår eller ligefrem foragter. En sådan empati på tværs af religiøse grænser, kan opleves som meget farlig, fordi en af religionens funktioner netop er at vedligeholde grænserne.

Samtidig minder han om, at der i Det Gamle Testamente er to pagter, den universelle Noah-pagt mellem Gud og hele menneskeheden, og den partikulære Abraham-pagt med Israel (og antyder, at Gud ikke kun har en historie med Israels folk, men med alle folkeslag). Det betyder, at ”our common humanity precedes our religious differences”, og at Gud er både universel og partikulær, og at Gud ikke kun er vor Gud, men også Gud for alle andre og tilgængelig for alle andre, og at vi kan møde Gud på de mest overraskende steder.

En årsag der bidrager til, at religioner kan føre til vold i Guds navn er fundamentalismen, som Sacks tager et frontalt opgør med. Sacks er af den opfattelse, at der i både jødernes, de kristnes og muslimernes helligskrifter er passager, som – hvis de læses bogstaveligt – kan føre til vold og had. En rabbiner har sagt, at ”Den, der oversætter et vers bogstaveligt, er en løgner”. Pointen er: ”Ingen tekst uden fortolkning” og ”Ingen fortolkning uden tradition” og han henviser til Paulus der i 2 Kor 3,6 siger, at ”Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende”.

Endelig peger Sacks på, at religiøs vold i Guds navn kan ske, når religioner får magt, og derfor må der ske en adskillelse mellem religion og magt. Den svære proces har jødedommen og kristendommen været igennem, og det er den proces, som måske er i gang i islam i disse år. Både i jødedommens og kristendommens historie skete adskillelsen ikke i forbindelse med en kamp mod en anden religion, men i interne opgør inden for den enkelte religion, altså når troende med et chok af genkendelse oplever, at de kæmper mod mennesker der tilhører den samme religion. Derfor mener Sacks også, at den alvorligste konflikt i det 21. århundrede ikke bliver mellem civilisationer eller religioner, men inden for dem, mellem dem, som accepterer, og dem som afviser adskillelsen af religion og magt.

Efter Sacks opfattelse er den en fælles opgave for både jøder, kristne og muslimer at bekæmpe den religiøse vold og den altruistiske ondskab og den dæmoniserende dualisme, der ligger bag. Sacks slutter bogen med en kraftig appel: ”I dag kalder Gud os, jøde, kristen, muslim, til at slippe hadet og forkyndelsen af had, og til omsider at leve som brødre og søstre, i sand overensstemmelse med vor tro og som en velsignelse for andre uden hensyn til deres tro, idet vi ærer Guds navn ved at ære hans billede, menneskeheden.”

Dette korte resume yder naturligvis ikke Jonathan Sacks bog nogen retfærdighed. Bogen er en guldgrube af indsigter og udfordringer for enhver, som interesserer sig for forholdet mellem jødedom, islam og kristendom, og som er bekymret over den vold, der i disse år udføres i Guds navn.

Christiansfeld, mandag, den 19. juni 2017
Mogens S. Mogensen

NB: For nylig er bogen udkommet på dansk under titlen ”Ikke i Guds navn: Hvordan vi bekæmper religiøs vold” på Kristeligt Dagblads forlag.

Reklamer
  1. #1 by Lars Mandrup on 19. juni 2017 - 10:43

    Kære Mogens.

    Tak for dit grundige resumé af Jonathan Sacks nye bog.

    Jeg har et spørgsmål i forbindelse med bogen, som jeg ikke ved, om du kan svare på: Vi er netop vendt tilbage fra en 10 dages rejse i Israel og Palæstina med Betlehems Venner. Vi har tydeligt set den vold og undertrykkelse, som finder sted ikke blot fra palæstinensisk side (som hovedsageligt er fra muslimsk side), men også og i endnu højere grad fra israelsk (jødisk) side mod palæstinenserne. Fra den side har man altså ikke fralagt sig volden som våben.

    En vanskelighed ved at svare på dette er selvfølgelig, at termerne palæstinensisk og muslim, og israelsk og jødisk ikke dækker fuldstændigt over hinanden.

    Mange hilsener

    Lars

    Fra: Mogens S. Mogensen [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 19. juni 2017 11:28 Til: larsmandrup@youmail.dk Emne: [Nyt indlæg] Religion og vold: altruistisk ondskab

    Mogens S. Mogensen posted: “”Når religion gør mennesker til mordere, græder Gud”, sådan indleder den tidligere overrabbiner i Storbritannien, Jonathan Sacks, sin nye bog ”Not in God’s Name: Confronting Religious Violence”, hvor han tager fat på et af tidens alvorligste emner, nemlig”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: