Statskirken rører på sig!

“Sådan Stefan! Sådan skal det også være i Danmark!!”, skrev Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen på sin Facebook-profil i forgårs, med henvisning til en DR-artikel med overskriften ”Sveriges statsminister: Ingen præster må sige nej til at vie homoseksuelle”. Og i går udtalte Mogens Jensen så i en artikel i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Præster skal tvinges til at vie homoseksuelle”, at alle præster i folkekirken skal have pligt til at vie homoseksuelle. Mogens Jensens begrundelse, som han uddybede i TV-avisen i aften, er den, at nægtelse af vielse af homoseksuelle er udtryk for diskrimination, og at han ikke kan forstå, at præster ikke skal følge de samme regler som andre tjenestemænd. I dag kan vi så læse i Kristeligt Dagblad, at ” Flere partier vil se på tvungen vielse af homoseksuelle”.

Kirkeministeren er ikke tilhænger af forslaget, og sandsynligvis vil der i folketinget ikke være flertal for et sådant forslag …. i dag. Men det faktum at næstformanden i landets største parti stiller forslaget, og at en række partier ikke på forhånd vil afvise forslaget, er et symptom på, at statskirken rører på sig.

Reformationen i 1536 indebar, at Danmark fik en fyrstestyret kirke, altså en statskirke. Med grundloven af 1849 var målet at erstatte statskirken af en folkekirke. I § 4 siges det, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. fik en folkekirke”. Der står altså ikke at folkekirken skal styres af staten. Tværtimod siges der i § 66, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Dvs. at grundlovsfædrenes mål var, at folkekirken skulle have sin egen styringsstruktur, således at politikerne ikke skulle blandes ind i kirkens anliggender. Men det er, som bekendt, aldrig sket.

I stedet skete der det, at der i praksis udviklede sig en skelnen mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, således at politikerne med stor skønsomhed traf beslutninger om kirkens ydre anliggender, og søgte at holde sig ude af folkekirkens indre anliggender, som man lod kirkelige myndigheder og instanser om at drøfte og nå frem til løsninger på, som folketinget så bakkede op om gennem lovgivning.

Denne skelnen mellem indre og ydre anliggender er imidlertid ikke lovfæstet, men afhænger ene og alene af, om politikerne har forståelse for denne skelnen og i praksis vælger at respektere den. Derfor er Mogens Jensen formelt set i sin gode ret til at arbejde for at få vedtaget en lov, der handler om folkekirkens indre anliggender. Grundloven sætter ingen grænser for, hvilke beslutninger folketinget kan træffe for folkekirken (eneste begrænsning er vel folkekirkens status som evangelisk-luthersk kirke, og indholdet i denne status er naturligvis stadig til debat).

Når Mogens Jensen foreslår, at folketinget skal vedtage en lov, der pålægger alle folkekirkepræster at være parate til at vie homoseksuelle par, og når en række partier er parate til at overveje forslaget, er det et tegn på, at vores folkekirkeordning er under pres. Meget tyder på, at politikernes forståelse for folkekirkens særlige forhold og deres evne til at navigere med skønsomhed i det mudrede forhold mellem stat og kirke, er stærkt aftagende i disse år. For flere og flere politikere bliver det tilsyneladende mere og mere nærliggende at behandle folkekirken på samme måde som alle andre statslige væsener, der er helt og fuldt underlagt folketingets og regeringens magt.

Ebeltoft, onsdag, den 28. juni 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: