Ny bog om Luthers toregimentelære

KIrkeogøvrighed
Forleden udkom der en bog om Luthers ”toregimentelære”, altså en bog om forholdet mellem religion og politik, mellem kirke og stat, nemlig ”Kirke og øvrighed i et pluralistsk samfund”, redigeret af Jeppe Bach Nikolajsen. Lige bortset fra, at det i år er reformationsjubilæumsår, giver det så mening i 2017 at udgive endnu en bog om dette 500 år gamle emne?

I sidste uge døde en af verdens mest berømte religionssociologer, nemlig Peter Berger, der 60’erne og 70’erne bl.a. blev kendt for sin sekulariseringsteori, der i korte træk gik ud på, at samfundenes modernisering ville føre til, at religion ville blive marginaliseret. Religion ville forsvinde ud af det offentlige rum og kun overleve som et privat fænomen.

Hvis Berger havde fået ret, ville Nikolajsens bog kun have historisk interesse, men Berger tog fejl. Som titlen på den bog, han redigerede i 1999, antyder, er religion tværtimod kommet til at fylde mere: ”The Desecularization of the World: Resurgent Religion and World Politics”. Derfor giver det i høj grad mening at overveje forholdet mellem religion og politik, mellem kirke og stat. Og det giver i høj grad mening at sætte fokus på Luthers toregimentelære, ikke kun på grund af dens virkningshistorie gennemårhundrederne, men også fordi politikere og teologer i dag argumenterer ud fra denne lære.

Bogen, der er blevet til i forlængelse af en konference om emnet på Menighedsfakultetet i Århus i 2016, falder i tre hovedafsnit. I det første afsnit, ”Toregimentelæren i kritisk perspektiv”, er et hovedspørgsmål, om Luthers toregimentelære kan vejlede kirken i mødet med de udfordringer, den møder i verden. Med udgangspunkt i den aktuelle flygtningesituation konkluderer Anders Østerlund Nielsen, der inddrager kritikken fra amerikanske teologer, at teoregimentelæren ”giver ikke adækvate teologiske begreber og perspektiver til at være kirke og missionsorganisationer”, bl.a. på grund af dens fejlagtige dualisme mellem åndeligt og verdesligt. I artiklen ”Paul Althaus’ forståelse af Luthers toregimentelære” tager Kurt Christensen fat på toregimentelærens evt. betydning for Paul Althaus’ og andre tyske lutherske teologers problematiske politiske stillingtagen i 30’ernes Tyskland. Var det Luthers toregimentelære, der ledte dem på afveje, eller havde de misforstået Luthers toregimentelære. Christensen undviger dette dilemma ved at konkludere, at problemet i stedet var, at Althaus og Co havde fejlbedømt situation i Tyskland i 30’erne.

I afsnittet om ”Toregimentelæren i systematisk perspektiv” giver Harald Hegstad en kritisk analyse af Luthers tale om kirkens usynlighed. Asger Højlund peger på, at det er opgøret med den magtfuldkomne kirke, der er Luthers anliggende i toregimentelæren. Knut Alfsvåg analyserer Luthers forståelse af Bjergprædikenen, og Agnete Råhauge fremfører i artiklen ”Den verdslige øvrighed” det synspunkt, at toregimentelæren ikke kun sætter grænsen for statens eller samfundets myndighed, men også giver et billede af det verdslige livs gode orden.

Det tredje og sidste afsnit belyser ”Toregimentelæren i nutidigt perspektiv”. Jeppe Bach Nikolajsen argumenterer i artiklen ”Kirke, øvrighed og pluralistisk samfund” for, at toregimentelæren i lyset af den tidlige Luther kan tolkes på en sådan måde, at den på en relevant mådekan bidrage til en forståelse af kirkens og øvrighedens rolle i et snemoderne pluralistisk samfund. I sin gennemgang af ”Kirkens engasjement i et pluralistisk samfunn” konkluderer Gunnar Heiene ligeledes, at kirken i Luthers toregimentelære har ”et godt udgangspunkt for å opptre som en ansvarlig samfunnsaktør som kan bidra med vigtige etiske perspektiver i de store og vigtige etiske debattene i vår globaliserte verden”. I bogens sidste artikel af Torbjörn Johanson præsenteres Dietrich Bonhoeffers kritik og fornyelse af toregimentelæren, der er en mellemvej mellem kirkens isolering fra den politiske sfære og kirkens politisering, og påviser, hvordan den radikale efterfølgelse i Dietrich Bonhoeffers teologi kanaliseres ind i et ansvar for verden.

Bogen er et vigtigt bidrag til refleksionen over det vigtige og meget komplekse emne, som forholdet mellem religion og politik og mellem kirke og stat. Bogen er en guldgrube af analyser og perspektiver – og overraskelser. For denne læser var det meget tankevækkende at læse en af Jeppe Bach Nikolajsens fodnoter, nemlig nr. 70. Ofte hører vi, at i Danmark har vi reguleret forholdet mellem religion og politik, mellem kirke og stat, ud fra Luthers toregimentelære med dens skelnen mellem den verdslige og den åndelige magt. Men en højesteretsdom afsagt den 23. marts i år slog med syvtommersøm fast, at når det gælder det juridiske forhold mellem staten og folkekirken, så er der ingen grænser for rækkevidden af den verdslige magt. Lovgivningsmagten har ikke ”pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans”, ligesom der ikke er ”nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence”, og der er der ikke er noget ”grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold”. Så er det sat på plads!

Ved læsningen af denne antologi bliver man mindet om, at al teologi dybest set er kontekstuel, og det gælder i allerhøjeste grad også de teologien om forholdet mellem kirke og stat. Luthers toregimente-teologi blev til i en helt konkret kampsituation i opgøret med den katolske kirke, hvor både Luthers og kirkens liv var på spil, og hvor kirken havde brug for en vejledning i, hvordan kirken kunne være tro mod evangeliet i sin omgang med stat og politik. Dietrich Bonhoeffers teologiske overvejelser om forholdet mellem kirke og stat fandt sted i en lige så dramatisk kontekst, i opgøret med Nazistaten, hvor både Bonhoeffers og kirkens liv var på spil, og hvor kirken havde brug for vejledning. Andreas Østerlund Nielsen mindede i bogens første artikel om, at kirken i dag står i en kontekst bl.a. præget af flygtninge, og dér har brug for vejledning, i hvordan kirken i sin holistiske mission kan være tro mod evangeliet i den måde den forholder sig til politiske spørgsmål. I alle tre tilfælde er der tale om teologer, der står i en luthersk tradition, men konteksterne er forskellige, og derfor er det ikke overraskende, at der både vil være elementer af kontinuitet og diskontinuitet i de svar, som teologerne giver, når de skal vejlede kirken. Og derfor kan vi i dag ikke bare læne os op ad Luther og gentage hans svar, men må selv søge svarene på de spørgsmål, som udspringer af vor aktuelle kontekst. For så vidt som teologiens kilder er skriften, traditionen og konteksten, er denne bog en meget vigtig ressource til dagens teologiske overvejelser også i Danmark, da den udover at vise hen til skriftens og kontekstens betydning giver en spændende drøftelse af den lutherske teologiske tradition om de to regimenter.

Christiansfeld, onsdag, den 5. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: