Politik og videnskab: Den truende klimakatastrofe

Lige siden oplysningstiden har ”tro og videnskab” været et påtrængende tema. Det giver ikke mening, at lade som om troen eller religionen kan skolemesterere videnskaben, og lige så galt går det, når troen eller religionen lukker øjnene for videnskaben og lader som om den ikke eksisterer. Lige så meningsløst det er for troen eller religionen at ville overtage videnskabens område, er det naturligvis for videnskaben at hævde, at den gør religionen eller troen overflødig.

Teologer og præster har været nødt til at forholde sig til de udfordringer, som er kommet fra videnskabens indsigter, også selv om de mange videnskabelige teorier kun kan sandsynliggøres, men ikke bevises med 100 procents sikkerhed, og løbende bliver justeret. Det har helt sikkert været en smertefuld proces at skulle se videnskabelige indsigter i øjnene, som kan opleves meget forstyrrende for en bestemt religiøs tradition, og som må føre til ændringer i den religiøse lære og praksis. Men ikke desto mindre har det – fx når det gælder kristendommen – været gavnligt og nødvendigt, både for kirken og for det samfund, kirken skulle tjene med evangeliet.

I disse år er ”politik og videnskab” blevet et påtrængende tema. Det giver ikke mening at lade politikken skolemesterere videnskaben, så videnskaben tilpasser sin forskning og sine resultater til politikernes behov, eller for politikerne at lukke øjnene for videnskabens indsigter. Det mest slående eksempel på det sidste er naturligvis USA’s præsident Trump, der trækker verdens rigeste og mægtigste land, hvis videnskabsmænd og kvinder hører til de bedste i verden, ud af Paris-klima-aftalen. Lige så meningsløst er det at lade videnskaben overtage det politiske område, som om politik kunne reduceres til videnskab og ikke handlede om valg af forskellige muligheder, prioriteringer og interesser.

På en række områder tager politikerne heldigvis videnskabens resultater alvorligt, sådan at de fx søger at finde løsninger på de problemer, som videnskaben peger på. Et par klassiske eksempler er økonomi og sundhed. På et område ser det imidlertid ud til at en række politikere både i Danmark og i resten af verden lukker øjnene for videnskabens resultater, eller i hvert fald ikke har modet til at respondere på de udfordringer, der ligger der. Det gælder den videnskabelige forskning om klimaets udvikling på denne jord. Videnskabsfolkene har dokumenteret, hvordan klimaudviklingen har været i de seneste årtier, og hvilke alvorlige konsekvenser det allerede har haft for mange mennesker, men videnskaben kan naturligvis ikke med 100 procents sikkerhed forklare alle årsagerne til udviklingen, og videnskabsfolkene kan også kun sandsynliggøre, hvordan udviklingen vil blive i de kommende år, og hvilke fatale konsekvenser det sandsynligvis vil få for verdens befolkning.

Når man betænker, at vi (indtil videre) kun har denne ene blå planet at leve på, og at hele menneskehedens livsgrundlag ifølge videnskaben er truet, så er der for mig at se tale om det uden sammenligning største problem, som Danmarks og verdens politikere står overfor i disse år. Det er imidlertid en meget smertefuld proces for politikerne at skulle de disse videnskabelige indsigter og teorier i øjnene, fordi de kan opleves meget forstyrrende for politikernes traditionelle projekter, fx spørgsmålet om øget vækst og velstand, og vil kræve radikale løsninger. Men ikke desto mindre er det livsnødvendigt, at vore politikere har modet til at se virkeligheden i øjnene og til at forklare deres vælgere, at situationen faktisk er endnu alvorligere, end hvis det var en krig, der truede os, og at vi derfor må være parat til ofre og afsavn for at redde kloden

Lige som temaet ”religion og videnskab” ikke kun var en udfordring for præster og teologer, men er en problemstilling som alle troende måtte og må forholde sig til, så er temaet ”politik og videnskab” naturligvis ikke kun politikernes problem, men en virkelighed, som alle politisk ansvarlige borgere må se i øjnene og handle ud fra, også på det personlige plan

De to problemstillinger hænger naturligvis også sammen: religion – videnskab – politik, og derfor burde klima-problemstillingen – eller sagt teologisk: spørgsmålet om forvaltningen af Guds skaberværk – ikke kun stå meget højt på den politiske dagsorden, men også på kirkens dagsorden.

Christiansfeld, tirsdag, den 11. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: