Højesteret om forholdet mellem stat og kirke

Undertiden kan man få det indtryk, at forholdet mellem stat og kirke er meget kompliceret, og når kirkefolk i andre lande hører om folkekirkeordningen, bliver de ofte meget forvirrede, og spørger måske, om folkekirken er en statskirke eller hvad? Og så får de ofte svaret, ”Nej, vi har en folkekirke”, og når man så begynder at forklare, hvad det egentlig betyder, bliver de ofte lidt fjerne i blikket.

Så kan man naturligvis henvise de spørgende til, det der står i grundloven om folkekirken. I Grundloven står der, som bekendt kun to ting om folkekirken. Dels, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten” (par 4), dels at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, men det bliver de spørgende jo ikke meget klogere af.

Vi har i Danmark ikke nogen egentlig forfatningsdomstol, der tolker grundloven og afgør om regering og folketing overholder grundloven, men i praksis fungerer højesteret som forfatningsdomstol. Og i den egenskab har højesteret den 2. Marts i år fældet dom i en sag, hvor en gruppe borgere mente, at regering og folketing med en lov havde brudt grundloven. Lovens indhold er i denne sammenhæng irrelevant, men højesterets begrundelse for ikke at give borgerne medhold forklarer med al ønskelig tydelighed, hvordan det juridiske forhold er mellem stat og kirke.

”Det fremgår af grundlovens § 4, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”.

Folkekirken hviler således på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering. [….]

Lovgivningsmagten og regeringen har ikke pligt til forud for regulering af folkekirkens forhold at høre nogen kirkelig instans. Uanset dette skete der forud for den gennemførte ordning bl.a. inddragelse af landets biskopper.

Grundlovens § 66 bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Bestemmelsen har stået indholdsmæssigt uændret siden grundloven af 1849. Der er ikke gennemført en sådan forfatning, og i praksis er folkekirkens organisatoriske og personalemæssige forhold mv. blevet reguleret ved forskellig lovgivning. Der følger ikke af grundlovens § 66 nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, og der er ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. […]

Lovændringen mv. er besluttet af lovgivningsmagten og kirkeministeren, som det tilkommer at regulere folkekirkens forhold inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag”.

Hvis nogen er i tvivl, så slår højesteret her med al ønskelig tydelighed fast, at lovgivningsmagten og kirkeministeren uden at spørge nogen i folkekirken kan regulere alle forhold i kirken, både indre og ydre forhold – dvs. at kirken styres suverænt af staten. Den eneste begrænsning er, at det skal ske ”inden for rammerne af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag”, og her har regeringen og lovgivningsmagten ”et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering”.

Egentlig kan det undre, at denne dom fik så lidt opmærksomhed, da den blev offentliggjort den 23. marts i år, når den på så forbilledlig klar måde fastslår det lovmæssige forhold mellem staten og folkekirken.

 

Christiansfeld, torsdag, den 13. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: