Mission er … at dele. – Mission i Folkekirken 5

Det Nye Testamente og især Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er fyldt med historier om situationer, hvor mennesker deler måltider med hinanden, og hvor Jesus som gæst modtog gæstfrihed, samtidig med at han viste sig som værten, der inkarnerede Guds gæstfrihed.

Tydeligst ser vi det i beretningen om de to Emmaus-vandrere, der inviterede deres medvandrer, som de indtil da ikke havde genkendt – som den opstandne Jesus – til at blive hos dem som deres gæst, og hvor han ” tog … brødet, velsignede og brød det og gav dem det ” (Luk 24,30), som en vært ville gøre.

Ydermere er det sådan, at når Jesus inviteredes til at være til stede ved et måltid, så brød han ofte de traditionelle konventioner for måltidsfællesskabet og etablerede et fællesskab, der repræsenterede Gudsrigets inkluderende fællesskab, hvor alle var velkomne uanset køn, alder og social status.

Ved den sidste nadver, aftenen før sin korsfæstelse, gjorde Jesus måltidet med sine disciple til en metafor for kirken. Kirken som “communion”, fællesskab, hvor disciplene delte livets brød og vin, og hvor Jesus var til stede som deres vært. Hver gang vi fejrer nadver, mindes vi om “den sidste nadver”, samtidig med at måltidet peger fremad mod det Guds Rige, som kommer (se fx Matt 8,11).

I opsummeringen af den første menigheds liv og tjeneste skriver Lukas, at “De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst” (ApG 2,42-47). Det er altså tydeligt, at den første menighed var et fællesskab, som var karakteriseret ved at dele både Guds åndelige og materielle gaver, og at delingen også inkluderede dem, der ikke var disciple af Jesus.

At dele er en missions-metafor, som hjælper os til at fokusere på helt centrale dimensioner i kirkens mission. For det første kalder Gud os til at tage del i hans missio han har altså valgt at dele sin mission med os. Vi inviteres til at deltage i måltidsfællesskabet (nadveren), og sendes derfra ud for at tage del I Guds mission ved at dele de gode nyheder i ord og handling med hele verden.

For det andet kaldes vi til at være i mission ud fra den forståelse, der ligger i fællesskabet ved nadverbordet, hvor vi deler de gaver, som Gud har givet os til deling. Dybest set tilhører alt, hvad vi har, både af åndelige og materielle gaver, ikke noget enkeltindivid eller nogen gruppe, men er Guds gaver, som han har betroet os alle i fællesskab. Pave Frans udtrykker det sådan i “Evangeliets glæde”:  ”Ikke at dele sin velstand med de fattige er at stjæle fra dem og tage deres levebrød fra dem. Det er ikke vore ejendele, som vi har, men deres”.

Endelig understreger dele-metaforen for mission, at lige som vi alle er lige, når vi deler brød og vin ved nadverbordet, sådan er vi også lige, når vi rejser os fra nadverbordet og møder vore medmennesker i mission. Det betyder også, at mission her må forstås som “mission fra neden” og ikke en mission, hvor de mægtige og rige allernådigst giver noget af deres eget til de sårbare og fattige.

Hvilke missions-praksisser følger der af dele-metaforen? Hvis vi ser på teksten i Lukas 10,1-12 om Jesu udsendelse af de 72 disciple igennem dele-metaforens prisme, får vi et glimt af nogle missionale praksisser.

Mission er deltagelse i Jesu mission, idet Jesus sendte sine disciple derhen, hvor han selv ville gå. Jesus deler altså sin mission med os. Mission indebærer derfor den praksis, at vi lytter til hans Ånd, da det dybest set er hans mission, og at vi søger hans vejledning, når vi engagerer os i mødet med andre mennesker.

Jesus sendte sine disciple ud to og to, Det er kirken, som Kristi legeme, der sendes ud i mission, og der er brug for alle talenter og gaver. Mission indebærer den praksis, at vi deler missionsopgaven med hinanden og støtter og opmuntrer hinanden.

Disciplene sendes af sted uden de sædvanlige fornødenheder som fx penge. Det betyder, at de er sårbare og afhængige af lokalbefolkningens gæstfrihed og gavmildhed. Mission indebærer den praksis, at vi gør os afhængige af, at de mennesker, som vi ønsker at dele evangeliet med, vil dele med os.

Når Jesus siger til disciplene, ”Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd”, så indikerer det, at disciplene forventes at dele lokalbefolkningens liv ved at deltage i deres arbejde og derfor også modtage deres løns for arbejdet I form af mad og drikke. Mission indebærer den praksis, at vi deler liv med mennesker og i den kontekst deler de gode nyheder i ord og handling.

 

Christiansfeld, torsdag, den 13. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Tidligere blogindlæg i denne serie om mission i folkekirken

 

 

 

Advertisements
  1. Mission er … at fortælle historier. Mission i folkekirken 6 | Mogens S. Mogensen
  2. Mission er … at hele det brudte. Mission i Folkekirken 6 | Mogens S. Mogensen
  3. Mission er … at invitere. Mission i Folkekirken 8 | Mogens S. Mogensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: