Indøvelse i tilgivelse – Desmond Tutus firefoldige vej til forsoning

Sommerferietid er læsetid, og i begyndelsen af ferien hev jeg jeg en bog ned, som jeg havde fået for et par år siden. Bogens titel var ikke særligt sindsoprivende, men forfatternes navne vakte min interesse. Det var ”Tilgivelsens bog” skrevet af Desmond Tutu sammen med hans datter Mpho Tutu.

Tilgivelse er en kristent kerneord, og Desmond Tutu og hans datter er som bekendt også kristne personligheder, men det interessante er, at tilgivelse her præsenteres som noget universelt menneskeligt og som et fænomen, som videnskabelig forskning har vist en række positive effekter af for menneskers velbefindende både psykisk og fysisk. For mig at se understreger det blot, at evangeliet handler om en genoprettelse af alt det, der i denne verden er brudt, og som vi alle uanset religion lider under virkningerne af.

Bogen opsummerer det, som Desmond Tutu har lært gennem deltagelse i forsoningsprocesser ikke bare i Sydafrika, men også i en lang række andre lande. Tutu slår fast, at ”der ikke ville have været nogen fremtid for Sydafrika uden tilgivelse. Vores raseri og ønske om hævn ville være blevet vores undergang. Dette er i lige høj grad tilfældet for os individuelt, som det er kollektivt”.

Men giver det i alle tilfælde mening at tale om tilgivelse, kan ondskaben ikke være så bundløs, at det bliver meningsløst at tilgive? Hertil svarer Tutu, at hvis vi reducerer et menneske til et monster, så fratager vi dette menneskes evne til at ændre sig og dermed også dets ansvar for sine handlinger. ”Der er intet, der ikke kan tilgives, og ingen, som ikke fortjener tilgivelse”.

Men må man ikke stille betingelser for at kunne tilgive nogen deres ugerninger, fx anger eller erstatning? Selvfølgelig er det lettere at tilgive en person, der siger undskyld og forsøger at gøre det godt, han eller hun har ødelagt, men ”de betingelser, som vi knytter til tilgivelsens gave, bliver de lænker, som binder os til den person, der har skadet os. Men når tilgivelsen er som en nåde, så bliver man straks fri og kan komme videre med sit liv.”

Tutu slår fast, at det at tilgive ikke er et udtryk for svaghed, og erfaringen siger da også, at nogle af de historiske personligheder, som vi beundrer mest, er dem, der har evnet at tilgive, tænk fx på Nelson Mandela. Tilgivelse undergraver heller ikke retfærdigheden, for mennesker kommer altid til at leve med konsekvenserne af deres handlinger. I nogle tilfælde kommer tilgivelsen efter, at foruretteren har udstået sin straf, og selv når der ydes amnesti og immunitet mod retsforfølgelse, som det var tilfældet ved processerne i Sandhedskommissionen i Sydafrika, så var deres status i samfundet for altid ændret efter at have deltaget i processen.

Når Tutu skal forklare betydningen af tilgivelse, tager han udgangspunkt i det afrikanske begreb ”ubuntu”, der direkte oversat betyder menneskelighed, og refererer til troen på, ”at en person kun er en person i kraft af andre”, og at ”vor menneskelighed består i at være knyttet til andre, og en rift i det indbyrdes forhold må repareres for at vi alle kan blive hele”. Dertil kommer erkendelsen af vor fælles skrøbelige menneskelighed, at vi alle både har brug for at tilgive andre og at få tilgivelse fra andre.

Men hvordan griber man helt konkret denne tilgivelse an? Tutu anviser, som bogens undertitel antyder, ”Fire skridt til forsoning med dig selv og verden”. De fire skridt er, at fortælle historien, at sætte ord på smerten, at give tilgivelse og at forny eller opgive relationen.

Tutu og hans datter, der for øvrigt er i gang med en PhD om tilgivelse, har en meget realistisk tilgang til menneskelivet: vi kan ikke skabe en verden uden konflikter, uden smerter og sårede følelser, men vi kan skabe en verden med tilgivelse. Tilgivelse kommer imidlertid ikke af sig selv, men ligesom andre egenskaber som medfølelse, venlighed, generøsitet så kræver tilgivelse at man øver sig i det.

Både på det personlige plan og på det globale plan er der brug for at bryde hævnens cyklus, der blot fører til mere skade og tab, mere smerte og lidelse. Den enkeltes og samfundets og verdens fremtid afhænger af, at hævnens cykles erstattes af tilgivelsens cyklus. ”Enhver hånd, der rækkes ud til tilgivelse, er en hånd, der arbejder hen imod skabelse af fred i verden.”

Selv i en fredfyldt sommerferie kan det give god mening at lytte til Desmond Tutus livsvisdom om tilgivelse, som denne bog er fyldt af – for til det at være menneske hører konflikter, ufred, lidelser og smerter, som vi påfører hinanden.

Christiansfeld, torsdag, den 27. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: