Politikernes sommerlige Tour de Force i kampen om vælgernes gunst på muslimernes bekostning

For mig så er sommeren forbundet med cykelrytteres ”Tour de France” og kampen om den sportslige hæder. Hvem er hurtigst i sprinterne, hvem kommer først op på bjergene og hvem kommer først til Paris. Egentlig er det ret kedeligt at se, fordi det stort set er det samme og det samme, der sker hvert år.. Men Tour de France – med bl.a. Jørgen Leths karakteristiske stemme og hans begejstring for franske vine og slotte og legender om cykelryttere – har været et lydspor for sommeren.

I de senere år er sommer for mig også forbundet med et andet lydspor, nemlig politikeres ”Tour de force” i kampen om vælgernes gunst. Hvem kan råbe højest om faren fra muslimerne? Hvem kan fremsætte det mest ekstreme lovforslag? Egentlig er det ret kedeligt at lytte til, fordi det stort set er det samme show, der opføres hver sommer. Men dette Tour de Force – med bl.a. Martin Henriksens skrækindjagende stemme og hans begejstring for indskrænkninger i muslimernes rettigheder – har været et lydspor for sommeren.

I år var det overraskende nok Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet, som var den første, der gik i udbrud, og fik straks følgeskab af politikere fra Dansk Folkeparti og De Konservative. Den 5. juli foreslog han i Berlingske, at man skulle fratage støtten til muslimske friskoler. Ifølge avisen ”er Socialdemokratiet nu klar med et konkret forslag om at sløjfe det økonomiske tilskud fra staten til friskoler med en andel af børn med udenlandsk baggrund på over 50 pct. Reelt ønsker man helt at lukke en stribe muslimske friskoler.”

Den anden uge af juli gik dette Tour de Force ind i en hektisk periode. Først trak Martin Henriksen den 11. Juli en gammel hest af stalde, idet han if. Berlingske proklamerede, at Dansk Folkeparti, inspireret fra en dom ved Menneskerettighedsdomstolen, ville fremsætte et lovforslag, der vil ”forbyde muslimske kvinder offentligt at bære niqab eller burka, der dækker hele ansigtet”. Politiet skal herefter ”sørge for, at folk får en bøde, eller skal i fængsel, hvis de mod lovgivningen bærer en burka eller niqab”. At en undersøgelse i 2010 viste, at det kun var ganske få kvinder, der bar disse klædningsstykker, forstyrrede ham imidlertid ikke.

To dage senere, den 13. juli, var det Marie Krarup, også fra Dansk Folkeparti, der stadig if. Kristeligt Dagblad ville have forbudt bederum på skolerne, selvom en undersøgelse netop havde vist, at det hovedsageligt var kristne, der brugte bederum. ”Det handler om at undgå islamisering, så det er klart, at det ikke er rettet mod KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. Selvfølgelig vil jeg ikke ramme kristne, men muslimsk bøn, for det er det, som er problemet. Det er her, der har været problemer med social kontrol.”

Dagen efter, den 14. juli, fortsatte Marie Krarup sit opgør med muslimerne. Allerede tidligere på sommeren havde hun agiteret for, at der på finansloven skulle afsættes midler til omvendelse af muslimer, og nu opfordrede hun if. Kristeligt Dagblad til, at ” præsterne sammen med deres biskopper kom i arbejdstøjet og ud der, hvor muslimerne befinder sig, og også begynder arbejdet med at konvertere muslimer til kristendommen.”

Den følgende uge var der mere ro på feltet. Her var det kun Martin Henriksen, som markerede sig med et udspil, der imidlertid aldrig var set før i Danmark. Berlingske kunne således rapportere fra årets Tour de Force, at ”Efterretningstjenesten skal have helt frie rammer til at sætte elektroniske fodlænker på ’mistænkelige’ personer, selvom de ikke er dømt for noget som helst, forslår Dansk Folkeparti.” At tiltaget især havde adresse til muslimer fremgik tydeligt. ”Der er jo rigtig mange i det danske samfund, som har sympati for forskellige ekstreme bevægelser, eksempelvis Islamisk Stat, og det kan være svært for efterretningstjenesten at holde styr på dem alle sammen hele tiden. Derfor foreslår vi, at PET skal have mulighed for at give dem elektronisk fodlænke på”.

Inden afslutningen på sommerens politiske Tour de Force nåede to politikere lige at markere sig. Med tydelig inspiration fra USA’s præsident Donald Trump foreslog DFs næstformand, Søren Espersen, i en kronik i Berlingske den 27. juli med titlen ”Stop indvandringen fra islamiske lande”, at vi må ”ændre vor indstilling til det islamiske univers i erkendelse af, at det er derfra langt den største del af terroren har sine rødder. Vi må i en længere periode – måske fire til seks år – helt afvise at modtage flygtninge og indvandrere fra islamiske lande, indtil vi har fået skabt overblik over vore fremtidige indsatser.”

Same dag spillede undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance ud med sit ministerielle ønske om, at der kom mere islamkritik i folkeskolen. Kristeligt Dagblad sammenfattede hendes ønske således: ”Den demokratiske dannelse udfordres af ikke-vestlig indvandring, mener undervisningsminister Merete Riisager (LA), der vil have diskussioner om islam ’frem i klasselokalet’”.

Efter flere ugers forudsigelig Tour de France kan cykelløb godt komme til at hænge en ud af halsen, og når den sidste cykel er nået i mål på Champs Élysées, kan man begynde at glæde sig over, at der også er andet sport en Tour de France. På samme måde kan politikernes forudsigelige Tour de Force om vælgernes gunst på muslimernes bekostning gennem hele juli måned også godt komme til at hænge en ud af halsen, og man kan begynde at spejde efter, om der ikke er vigtigere politiske emner at drøfte end fx muslimske klædningsstykker og bederum. Og lige som man kan miste interessen for cyklisternes Tour de France, hvis det viser sig, at de ikke holder sig til reglementet, men doper sig for at få bedre resultater, sådan kan man også godt miste interessen for politikernes Tour de Force, når de i deres iver efter at vinde vælgernes gunst undertiden lader hånt om de politiske spilleregler i form af fx grundlov og konventioner.

Christiansfeld, fredag, den 28. juli 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Perfumes a pronta entrega baratos on 5. august 2017 - 00:37

    Muito interessante

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: