Mission er … at lovsynge – Gud for alle hans gode gerninger mod os- Mission i folkekirken 9

David
Lovsang møder vi i Bibelen fra Mosebøgerne til Johannes Åbenbaring, for Guds folk har altid været et lovsyngende folk. Lovsang indgik i gudstjenesten i Det gamle Testamente, og i Ny Testamente hører vi om, at Jesus også deltog i lovsangen (Matt 26,30). Davids Salmer, som var jødernes salmebog, blev også de første kristnes salmebog og alle senere kristnes salmebog. I Ny Testamente møder vi fx Marias lovsang og Zakarias lovsang, og Paulus formaner de første menigheder til at huske lovsangen: ”Lad Kristi Ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerter til Gud” (Kol 3,16).

Lovsang er menneskets respons på åbenbaringen af Guds godhed og Guds frelsende handlinger. Og det er ikke kun mennesker, der lovsynger Gud. ”Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, hele hans hær! Lovpris ham, sol og måne, lovpris ham, alle lysende stjerner! Lovpris Herren på jorden, alle I havdyr og store dyb, ild og hagl, sne og røg, du stormvejr, der udfører hans befaling! Alle I bjerge og høje, alle I frugttræer og cedertræer, alle I vilde dyr og alt kvæg, alle I krybdyr og vingede fugle!” (Salme 148). Mennesker og dyr og natur, ja hele kosmos er skabt af Gud for at lovprise Guds storhed. Salmernes bog afsluttes med en salme, der understreger, at Gud skal lovprises på alle mulige måder ”… med hornets klang … med harpe og citer … med pauker og dans ….” og af alle skabninger: ”Alt hvad der ånder, skal lovprise Gud” (Sl 150). Alle skal inddrages i lovsangen til Gud. Lovsangen er derimod også en bekendelse for hele verden: ”Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte og fortælle om alle dine undere.” (Sl 9,2). Kristus-hymnen i Fil 2, som måske er en af de første kristnes trosbekendelser, er netop en hymne, en lovsang til Kristus.

Den danske folkekirkes gudstjeneste er i høj grad båret af salmer, dvs. af lovsang, der samtidig er et udtryk for menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten. Mange ændringer i gudstjenesten kan vi forestille os, men ikke en gudstjeneste uden den fælles salmesang. I salmesangen kommer både tilbedelse af Gud, tak til Gud, bøn og forbøn og bekendelse til udtryk.

Mange kirkegængere og øvrige borgere i Danmark er ofte meget åndeligt blufærdige og har svært ved at skulle sætte ord på åndelige spørgsmål, men det poetiske sprog, som vi møder i salmernes lovsang, gør det muligt for mange at sætte ord på deres tanker og følelser, tro og tvivl. Mange har mistet deres religiøse sprog, men salmerne kan være med til at give folk et sprog for troen. Det betyder, at de salmer, vi bruger i lovsangen, har en helt afgørende pædagogisk betydning i formidlingen af den kristne tro fra generation til generation, og til dem, der er fremmede i forhold til kristendommen.

Som kristendom udtrykt i poesi har salmerne også ofte den effekt, at de ikke blot kommunikerer kristendommen til vort intellekt men også til vore følelser. Ja, i og med, at vi bruger vore stemmer i lovsangen, så går kristendommen på en måde også ind i kroppen på os.

Dertil kommer, at de salmer, som vi bruger i lovsangen i kirken, er udtryk for en inkulturering eller kontekstualisering af kristendommen. Den kristne tro udtrykkes i ord og billeder, som giver mening for vor tids mennesker, og sættes i relation til det liv, vi lever i dag. Derfor kan vi ikke nøjes med at synge de gode gamle kernesalmer af Luther, Kingo, Brorson og Grundtvig, men har til stadighed brug for at synge nye salmer. Salmeskrivning og salmesang er derfor også et vigtigt udtryk for mission.

Man kan skelne mellem to former for mission. En centrifugal mission, som er udadrettet og sender os ud fra det center, som kirken her er, til mødet med mennesker, der, hvor de er. Og en centripetal mission, som indebærer at mennesker drages til det center, som kirken og dens fællesskab er, og hvor vi byder folk velkommen, når de kommer til os. Som et gudstjenestefejrende fællesskab er kirken i første omgang engageret i en centripetal mission, en tilstedeværelsens mission, hvor fokus er på det, som kirken altid er, nemlig et lovsyngende fællesskab, der kan virke dragende på mennesker, fordi lovsang er et udtryk for glæde og engagement.

Hvordan vil i en folkekirkelig sammenhæng mission se ud, hvis vi tager udgangspunkt i lovsangs- metaforen? Hvilke praksisser kunne det indebære?

For det første er det vigtigt i sig selv, at der overalt i landet er menigheder, der samles til gudstjeneste og dér lovsynger Gud. Gudstjenesten med dens lovsang er en offentlig handling, der minder mennesker om den treenige Gud, som vi samles for at lovprise, tilbede, takke og bekende troen på. På denne måde er kirken som en by, der ligger på et bjerg, der ikke kan skjules.

For det andet må perspektivet for vor lovsang altid være, at Gud ønsker at inddrage hele sit skaberværk og alle skabninger i lovsangen af ham. Derfor er det opgaven at byde alle andre velkommen til at deltage i lovsangen – og i det hele taget at formidle vore salmer videre i alle mulige sammenhænge. Fx ved at bruge salmerne til fællessang ved højtider og fester.

Guds lovsange synger vi ikke,
men sangene synger i os,
når glæden slår ind i vort hjerte
og smelter vort mismod og trods.
Da ser vi med undrende øjne
vor tvivl blive afklædt som løgne,
og sandheden lyse af liv.

(Holger Lissner. DS 414 v. 3)

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: