Konversion – og etikken i religionsmødet

I BT kunne man i går læse om ”Forælde knuste efter 15-årig datter er konverteret til islam”. Pigen, der kom fra en lille by uden for Odense, var konverteret til islam i en moské i Vollsmose. ”Det er jo et overgreb på vores barn og et overgreb på os som forældre. De har jo taget forældremyndigheden fra os, når de tager vores barn ind i moskéen og lader hende konvertere uden at spørge eller informere os. Hun er blevet hjernevasket”, fortæller forældrene.

Ingen kan være i tvivl om, at forældrene oplever det skete som et meget alvorligt problem med store konsekvenser for deres familie. Og den slags problemer vil politikerne naturligvis gerne forebygge. Det er derfor ikke overraskende, at vi i dag i Kristeligt Dagblad kan læse om, at ”Politikere ønsker aldersgrænse for konversion”.

Politikerne har naturligvis ansvaret for at sætte de lovmæssige rammer for borgernes religionsudøvelse i Danmark, samtidig med at de skal respektere borgernes religionsfrihed og andre frihedsrettigheder. Men det er ikke alle problemer, som borgerne oplever i samfundet, der kan løses med lovgivning. Som beskrevet i et tidligere blogindlæg, giver det ikke mening at søge at løse dette problem ved at indføre en lov om en aldersgrænse for konvertering. Hvis politikerne alligevel søger at løse den slags problemer ved lovgivning, fører det til at vi får et mere totalitært samfund, hvor staten griber mere og mere ind i borgernes privatliv.

Vi kommer imidlertid ikke uden om, at religionsmødet – og naturligvis ikke mindst islams tilstedeværelse – fører en lang række udfordringer og problemer med sig, som kan opleves meget smertefulde for de borgere, der bliver impliceret i dem. Konvertering mellem religionerne er blot en af disse udfordringer – eller et af disse problemer.

Hvad gør vi så ved disse problemer, hvis de egentlig ikke kan løse gennem lovgivning? Efter min mening må vi tage konsekvensen af, at vore mellemmenneskelige relationer i høj grad er et spørgsmål ikke om lov, men om etik. Livet i enhver familie skal naturligvis overholde landets love, men styres i langt højere grad af familiens etik. På samme måde udvikles der på enhver arbejdsplads, i enhver institution og i enhver forening en etik, som regulerer adfærden. Også i lokale og nationale samfund opstår der en etik for, hvordan vi relaterer til hinanden.

Det betyder ikke, at der ikke opstår konflikter og problemer i hjem, på arbejdspladser, i institutioner og i samfundet, når det gælder spørgsmålet om, hvordan man skal opføre sig over for hinanden. Det skyldes naturligvis, at vi ikke altid er enige om de etiske spilleregler. Men sker det fx i en familie, så må man sætte sig ned og forhandle sig frem til fælles spilleregler. I enhver sammenhæng, fra familier til samfund, sker der således en løbende forhandling om de fælles etiske spilleregler.

Meget tyder på, at vi i dag har brug for, at repræsentanter for forskellige trossamfund sætter sig sammen for at drøfte etikken i religionsmødet. Fx etikken omkring konvertering mellem religioner. I stedet for at vente på – eller at gå og frygte for – at politikerne griber dybt ind i trossamfundenes virke, til skade for alle parter, så ville det være klogt, om repræsentanter for folkekirken og andre kirkesamfund, for islamiske trossamfund, for jøder, buddhister, hinduer mv. satte sig sammen for at se, hvor langt man kunne komme i retning at udvikle en fælles forståelse af, hvordan vi opfører os etisk forsvarligt i mødet mellem religionerne. Konvertering mellem religionerne er kun et af mange sensitive problemfelter, hvor der er stærkt brugt for en fælles drøftelse af etikken, så der er rigeligt at tage fat på. Og så skulle man måske også inddrage repræsentanter for mennesker, som ikke bekender sig til nogen religion, altså ateister og agnostikere, der jo også spiller en vigtig rolle, når mennesker med forskellige religioner og tilværelsesforståelser skal finde ud af at leve sammen.

Hverken lovgivning eller udvikling af fælles etiske spilleregler vil imidlertid løse alle samfundets problemer Trods det, at vi har udviklet et fintmasket velfærdssamfund, må vi lære at leve med, at menneskelivet altid vil indebære lidelser og problemer, vanskeligheder og konflikter, som vi ikke altid kan forebygge eller helt og fuldt afhjælpe . For eksempel kan et ungt menneske på 15 år uden at spørge sine forældre træffe mange andre valg – end at konvertere til islam – som vil opleves som meget smertefulde for forældrene.

 

Christiansfeld, onsdag, den 8. august 2017
Mogens S. Mogensen

 

NB: Et eksempel på udviklingen af fælles etiske spilleregler mht. et særligt område inden for religionsmødet er den “Vejledning for kirkers kontakt med og evt. dåb af muslimske asylansøgere“, som alle landets kirker blev enige om i 2004, med revision i 2016.

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: