Er der behov for en nuancering af debatten om islam?

Regeringens forslag om en ”ekstrabevilling til Udenrigsministeriets drift på 2,0 mio. årligt i perioden 2018-2021 til brug for en styrkelse af arbejdet med beskyttelse af religiøse minoriteter” har ført til en debat mellem Danmission og en række politikere, bl.a. Naser Khader. Baggrunden er den, at Danmissions generalsekretær, samtidig med at han udtrykte glæde over bevillingen, gav udtryk for, at der var brug for en nuancering af debatten herhjemme om islam.

Men er der brug for en nuancering af debatten om islam herhjemme? Hvis virkeligheden virkelig er sort-hvid, så vil en nuancering jo tegne et usandt billede af virkeligheden. Så, hvordan ser virkeligheden ud?

Bliver kristne i Mellemøsten og andre steder i verden forfulgt af muslimer? Ja, det er i disse år mange kristne, som oplever forfølgelse af muslimer. Er det et stort problem? Ja, det er et meget stort problem, der ligefrem truer mange kristne samfunds eksistens i Mellemøsten, og derfor må der naturligvis tales og dette problem.

Men er det alle kristne i Mellemøsten og i muslimske lande i andre dele af verden, der bliver forfulgt af muslimer? Nej, det er ikke tilfældet, hverken i Mellemøsten eller muslimske lande i andre dele af verden. Der er heldigvis også mange eksempler på, at kristne og muslimer lever fredeligt side om side.

De steder, hvor kristne vitterligt bliver forfulgt af muslimer, er det der alle muslimer, der står bag eller støtter forfølgelsen? Nej, mange steder er der muslimer, som ikke deltager i eller støtter forfølgelsen, og nogle tager offentligt afstand fra forfølgelse af kristne.

De steder, hvor muslimer bedriver forfølgelse, går det der kun ud over kristne? Nej, ofte går det også ud over andre religiøse minoriteter, i Irak fx yezidierne.

Når der er tale om forfølgelse, er det så altid muslimer, der er forfølgere? Nej, der er også eksempler på, at kristne forfølger muslimer (fx i Den Centralafrikanske Republik), og på at buddhister forfølger muslimer (fx i Myanmar), og på, at hinduer forfølger muslimer – og kristne (fx i Indien).

Men hvad har denne globale virkelighed, når det gælder religiøs forfølgelse, at gøre med Danmark, hvor vi heldigvis har religionsfrihed, og hvor ingen religiøse grupper bliver forfulgt?Hvis der gives et fortegnet billede af virkeligheden – fx at alle muslimer forfølger eller støtter forfølgelse af alle kristne i verden – så kan det i høj grad vanskeliggøre integrationen af muslimske indvandrere i Danmark.

Fordi virkeligheden er nuanceret, er der brug for en nuanceret debat om islam og muslimer. En nuanceret samtale om islam og muslimer indebærer ikke, at man undlader at sætte ord på de overgreb, som nogle muslimer vitterligt foretager overfor nogle kristne i Mellemøsten, og at man på det kraftigste tager afstand fra det. Men en nuanceret samtale om islam og muslimer indebærer, at man får alle de nuancer med, som virkeligheden indeholder, når det gælder forholdet mellem muslimer og kristne.

At Danmission søger at nuancere debatten om islam og muslimer, også når det er upopulært og møder politisk modstand, fortjener missionsselskabet stor tak for.

Korsør, onsdag, den 6. september 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 6. september 2017 - 08:53

    Kære Mogens,
    I snart mange år har det været pinligt, at vi i den såkaldte kristne verden har vendt det blinde øje til, mens de gamle kristne samfund med stor hast bliver udslettet i Mellemøsten. Hvis de kristne der føler sig glemt af os, er det absolut forståeligt. Endelig afsætter den danske regering et ganske lille beløb til en smule opmærksomhed, inden den sidste menighed i de ældste kristne landsbyer helt bogstaveligt får sat kniven for struben. Bare lidt opmærksomhed på situationen. Men så er Danmission fremme med en udtalelse, der i manges ører lyder sådan: “tænk nu på muslimernes ære først og fremmest!” Sendt som signal til de kristne i Mellemøsten: Af hensyn til dialogkaffen i Danmark bliver der ikke talt åbent om jeres problem, at I har valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Vi spørger ikke om noget.. Tænk hvis nogen turde spørge: Hvorfor holder de fast på deres kristne tro – også når det koster livet?

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 6. september 2017 - 16:08

    Kære Karen
    Tak for din kommentar, som jeg her svarer på punkt for punkt,
    • ”I snart mange år har det været pinligt, at vi i den såkaldte kristne verden har vendt det blinde øje til, mens de gamle kristne samfund med stor hast bliver udslettet i Mellemøsten. Hvis de kristne der føler sig glemt af os, er det absolut forståeligt.”
    – I kirkelige sammenhænge har vi bestemt ikke lukket øjnene for de gamle kristne samfunds alvorlige problemer. Mit spørgsmål til dig er: Hvad vil du, at kirkerne yderligere skal gøre? Gode forslag udbedes.
    Jeg indrømmer, at politikerne ikke har været meget aktive på dette område, men fra kirkeligt hold er der gjort en stor indsats for at få dem til at forholde sig til problemet. Mit spørgsmål til dig er: Hvad vil du helt konkret, at regeringen skal gøre? Gode forslag udbedes.

    • ”Endelig afsætter den danske regering et ganske lille beløb til en smule opmærksomhed, inden den sidste menighed i de ældste kristne landsbyer helt bogstaveligt får sat kniven for struben. Bare lidt opmærksomhed på situationen. Men så er Danmission fremme med en udtalelse, der i manges ører lyder sådan: “tænk nu på muslimernes ære først og fremmest!” ”
    – Den måde du tolker Jørgen Skov Sørensens udtalelser i interviewet minder mig om den måde en vis person efter sigende læser bibelen på ☺. Hvor ser du, at JSS bare antydningsvist siger noget sådant?

    • ”Sendt som signal til de kristne i Mellemøsten: Af hensyn til dialogkaffen i Danmark bliver der ikke talt åbent om jeres problem, at I har valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Vi spørger ikke om noget.”
    – For mig at se tales der bestemt åbent om de kristnes situation i Mellemøsten. Aviserne og andre medier bugner af beretninger om det, og også i kirkelige sammenhænge tales der åbent om problemet.

    • ”Tænk hvis nogen turde spørge: Hvorfor holder de fast på deres kristne tro – også når det koster livet?”
    – Det tror jeg mange kristne danskere, der har været i kontakt med forfulgte kristne har spurgt sig selv. Og jeg tror, at disse kristnes tro og mod er en stor udfordring for mange kristne i vesten.

    Venlig hilsen
    Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 7. september 2017 - 10:15

    Kære Mogens,

    Udgangspunktet var glæde over, at regeringen omsider har sendt et signal. Jeg ved, at der fra kirkeligt hold er gjort en del for det – og konkret for at hjælpe i Mellemøsten, hvad jeg forsøger at støtte. Men jeg er ikke færdig med at undre mig over, at det er muslimen Naser Khader og ateisten Klaus Wivel, der mest ligefremt taler om uretfærdigheden i behandlingen af de kristne (og andre mindretal), mens det er Danmissions generalsekretær, der benytter lejligheden til at ønske “en mere nuanceret debat om islam”, altså tal ikke om uretfærdigheder, bare før dialog.
    Reaktionen tror jeg godt, jeg forstår. Mange er frustreret over den entydighed, hvormed muslimer i Vesten fremstilles som (eller ser sig selv som) ofre, eller mindretal presset af al for megen debat og kritik. Når endelig der bliver mulighed for åbent at tale officielt om de kristnes meget konkrete lidelser i Mellemøsten, så er reaktionen hos Danmission: “Pas nu på altid at moderere debatten om islam!” Hvilket af rigtig mange fornemmes som berøringsangst.

    Der er to elementer i mine overvejelser. For det første er dialog i denne sammenhæng åbenbart ikke den ligeværdige samtale, vi plejer at forstå den som. Der truer fra den ene side altid, hvad man kan kalde en religiøs urørlighed. Islam kan ikke kritiseres, hvis der skal være fred; mens kristendom og Vesten kan bebrejdes alt. Beskyldninger om “racisme” går altid den ene vej, og islamofobi er kriminelt. Kristianofobi er knap nok et registreret ord, skønt virkeligheden er reel nok 😦 At sælge en 9 år gammel yazidi-pige til sex-slaveri kaldes ikke racisme, og ønsket om islamistiske samfund, renset for kristne, er et ømtålelige emne. (Tyrkiets ære har aldrig kunnet tåle talen om armenierne).
    Det, tror jeg, er årsagen til en del allergiske reaktioner på “dialogen, igen, igen”.
    For det andet, og det er, hvad der optager mig mest, så er der spørgsmålet om trosfrihed. Det glæder mig, at du skriver: “Og jeg tror, at disse kristnes tro og mod er en stor udfordring for mange kristne i vesten.” At det faktisk også handler om tro. Og at det så altså ikke er en ligegyldig sag at underkaste sig Muhammeds lære frem for sit tilhørsforhold til Kristus.
    Der er mange former for islamkritik, og især på grund af forsigtigheden, som f.eks. hos dig, med altid at se risikoen for uretfærdig kritik hos den ene part, altid at understrege de mange nuancer – eller som hos nogen fremføre, at islam har slet ingen essens, (mens muslimer altid fremhæver, at islam er perfekt og omfatter alt), så er bliver kritikken mere og mere indædt, især på nettet.

    Men et aspekt, som jeg savner, og det savn, tror jeg at dele med mange i Europa, det er at kristne her, især kirkens folk, vover at tale om tro. Koranen og Muhammeds lære er en fornægtelse af Kristus. Hvorfor er der så få ledende kirkefolk, der tør give udtryk for det? Hvorfor villigheden til at skjule korset “for ikke at støde”? Man spørger sig: er det sådan, at kirkens folk også synes man kan sige, at islam er omtrent det samme som kristendom og skal omfavnes som sådan? Sveriges ærkebiskop lyder sådan….. Er nuancerne i debatten fra kirkelig hold ved at blive så udflydende, at det hele er gråt – og forsvarsløst over for angrebene på kristentroen?

    Venlig hilsen
    Karen E.

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 7. september 2017 - 10:37

    Udgangspunktet var glæde over, at regeringen omsider har sendt et signal. Jeg ved, at der fra kirkeligt hold er gjort en del for det – og konkret for at hjælpe i Mellemøsten, hvad jeg forsøger at støtte. Men jeg er ikke færdig med at undre mig over, at det er muslimen Naser Khader og ateisten Klaus Wivel, der mest ligefremt taler om uretfærdigheden i behandlingen af de kristne (og andre mindretal), mens det er Danmissions generalsekretær, der benytter lejligheden til at ønske “en mere nuanceret debat om islam”, altså tal ikke om uretfærdigheder, bare før dialog.

    MM: “Jeg begynder at tvivle på, om du virkelig har læst mit blogindlæg. En mere nuanceret debat handler ikke om, at man undertrykker talen om uretfærdigheder og overgreb mod kristne fra muslimsk side, men at man ikke kun taler om det, som om det var alt, hvad der var at sige om forholdet mellem muslimer og kristne i Mellemøsten.”

    Reaktionen tror jeg godt, jeg forstår. Mange er frustreret over den entydighed, hvormed muslimer i Vesten fremstilles som (eller ser sig selv som) ofre, eller mindretal presset af al for megen debat og kritik. Når endelig der bliver mulighed for åbent at tale officielt om de kristnes meget konkrete lidelser i Mellemøsten, så er reaktionen hos Danmission: “Pas nu på altid at moderere debatten om islam!” Hvilket af rigtig mange fornemmes som berøringsangst.
    Der er to elementer i mine overvejelser. For det første er dialog i denne sammenhæng åbenbart ikke den ligeværdige samtale, vi plejer at forstå den som. Der truer fra den ene side altid, hvad man kan kalde en religiøs urørlighed. Islam kan ikke kritiseres, hvis der skal være fred; mens kristendom og Vesten kan bebrejdes alt. Beskyldninger om “racisme” går altid den ene vej, og islamofobi er kriminelt. Kristianofobi er knap nok et registreret ord, skønt virkeligheden er reel nok 😦 At sælge en 9 år gammel yazidi-pige til sex-slaveri kaldes ikke racisme, og ønsket om islamistiske samfund, renset for kristne, er et ømtålelige emne. (Tyrkiets ære har aldrig kunnet tåle talen om armenierne).
    Jeg kan slet ikke genkende din beskrivelse af virkeligheden. Der foregår da heldigvis
    megen kritik af islam og muslimer fra kristen side. Og jeg kan slet ikke få øje på nogen ”religiøs urørlighed”, og at ”Islam kan ikke kritiseres

    Det, tror jeg, er årsagen til en del allergiske reaktioner på “dialogen, igen, igen”.

    MM: “Jeg vil opfordre dig til at læse mit seneste blogindlæg, om hvilket alternativ til dialog
    mellem muslimer og kristne i Mellemøsten man forestiller sig,når man ikke bryder sig om dialog.”

    For det andet, og det er, hvad der optager mig mest, så er der spørgsmålet om trosfrihed. Det glæder mig, at du skriver: “Og jeg tror, at disse kristnes tro og mod er en stor udfordring for mange kristne i vesten.” At det faktisk også handler om tro. Og at det så altså ikke er en ligegyldig sag at underkaste sig Muhammeds lære frem for sit tilhørsforhold til Kristus.
    Der er mange former for islamkritik, og især på grund af forsigtigheden, som f.eks. hos dig, med altid at se risikoen for uretfærdig kritik hos den ene part, altid at understrege de mange nuancer – eller som hos nogen fremføre, at islam har slet ingen essens, (mens muslimer altid fremhæver, at islam er perfekt og omfatter alt), så er bliver kritikken mere og mere indædt, især på nettet.
    Men et aspekt, som jeg savner, og det savn, tror jeg at dele med mange i Europa, det er at kristne her, især kirkens folk, vover at tale om tro. Koranen og Muhammeds lære er en fornægtelse af Kristus. Hvorfor er der så få ledende kirkefolk, der tør give udtryk for det? Hvorfor villigheden til at skjule korset “for ikke at støde”? Man spørger sig: er det sådan, at kirkens folk også synes man kan sige, at islam er omtrent det samme som kristendom og skal omfavnes som sådan? Sveriges ærkebiskop lyder sådan….. Er nuancerne i debatten fra kirkelig hold ved at blive så udflydende, at det hele er gråt – og forsvarsløst over for angrebene på kristentroen?

    MM: “Jeg synes bestemt, at der fra kristen side tales om tro, og tales frimodigt om den kristne
    tro og sågar om at dele denne tro med muslimer i håbet om, at de omvender sig til
    Kristus, hvad der da også sker i disse år især blandt iranske indvandre. Jeg kan heller i
    ikke genkende, at man fra kristen hold skulle skjule de afgørende forskelle mellem islam
    og kristendom. Jeg skal i aften ud og holde foredrag om mødet mellem islam og
    kristendom, og som jeg altid gør, så vil jeg også her gøre tindrende klart, hvor de
    afgørende forskelle ligger mellem islam og kristendom. Men når jeg taler om islam, om muslimer, om kristendom og kristne, og om forholdet mellem muslimer og kristne, så er det mit mål at tale på en så nuanceret måde, at både kristne og muslimer kan genkende sig selv i det jeg siger, og ikke oplever at lytte til en karikatur.”

    Venlig hilsen
    Mogens

  1. dog eye problems
  2. 12 day diet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: