Hvad er alternativet til dialog, Naser Khader?

”Regeringens tiltag i forhold til religiøse mindretal har også genoplivet en debat omkring effekten af dialog i forbindelse med kristenforfølgelse”, skriver Kristeligt Dagblad i dag, og på Facebook langer det konservative folketingsmedlem Naser Khader hårdt ud efter Danmission dialogarbejde i Mellemøsten. ”Jeg kan ikke se, det på nogen måde skulle give mening, at organisationen får del i nogen af de penge, vi nu har sat af til at hjælpe forfulgte mindretal”, når de bruger dem til ”dialog-kaffe-arrangementer”.

På trods af de knubbede ord er både politikeren og missionsselskabet enige om, at de forfulgte kristne skal hjælpes. Men hvordan? Danmission søger at skabe fred og forståelse gennem dialog mellem kristne og muslimer fx i Egypten, dialog er for Danmission et af de primære værktøjer i forbindelse med religiøse konflikter. Målet er, at der udvikles gode relationer mellem muslimer og kristne, så de kan leve sammen i fred og fordragelighed i deres landsbyer og så de kan arbejde sammen (diapraksis) om at løse de udfordringer som fattige muslimer og kristne i Egypten er fælles om. Målet er at sikre en fælles fredelig fremtid for både kristne og muslimer i Egypten.

Dialog og diapraksis er ikke et mirakelmiddel, der pludselig får konflikter – og heller ikke muslimers forfølgelse af kristne – til at forsvinde over natten, men det spørgsmål, man bliver nødt til at stille til Naser Khader og alle andre, der gør nar af dialog, når det gælder om at tackle konflikter mellem muslimer og kristne og herunder egentlig forfølgelse, er: Hvad er alternativet til dialog? Hvis man ikke tror på, at det nytter noget at søge tale sammen og arbejde sammen, kristne og muslimer, hvad skal de forfulgte kristne så gøre i stedet for, og hvad skal vi, der gerne vil hjælpe dem, gøre i stedet for at fremme samtaler og samarbejde mellem muslimer og kristne?

Vi kan rejse kritik af muslimer, muslimske organisationer og muslimske stater, der forfølger kristne, og det skal vi naturligvis gøre. Men vil det løse de forfulgte kristnes problemer med forfølgelse, hvis vi skruer op for retorikken og begynder at tale om, at alle muslimer er onde og at det ikke nytter noget at søge at tale sammen, endsige arbejde sammen med dem? Nej overhovedet ikke. Det er muligt, at nogen selv får det bedre af at hælde skældsord ud over islam og muslimerne, men det vil ikke gavne de forfulgte kristne, tværtimod.

Vi kan bede vore politikere om at bringe spørgsmålet op om forfølgelse af kristne i møder med de lande, hvor der foregår forfølgelse af kristen, og appellere til at menneskerettighederne overholdes og religiøse minoriteter bliver beskyttet. Det skal vi naturligvis gøre, men vi har ingen garanti for, at det vil løse de forfulgte kristnes problemer. Måske ønsker regeringen ikke at gribe ind, og måske evner regeringen ikke at forhindre forfølgelse af kristne minoriteter.

Hvis vi altså ikke – selv med den bedste vilje – på disse måder kan beskytte kristne minoriteter mod forfølgelse dér, hvor de bor sammen med deres muslimske naboer, hvad kan vi så gøre for at hjælpe dem? Ja, så kan vi naturligvis invitere disse forfulgte kristne til at komme til Danmark – og andre lande i Vesten, hvor der er religionsfrihed. Men er Naser Khader og andre politikere og meningsdannere, der gør grin med dialogen, parate til det?

Måske er der andre alternativer til dialog, når det gælder om at sikre kristne minoriteters beskyttelse mod forfølgelse dér, hvor regeringen ikke kan eller vil sikre deres religionsfrihed. Det ville imidlertid være ønskeligt, om Khader og Co så ville præsentere en sådan anden effektiv strategi til bekæmpelse af kristendomsforfølgelse, der ikke inkluderer dialog, når de nu ingen tillid har til dialogen.

Odense, onsdag, den 6. september 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: