Debatten om indvandreres – og muslimers – holdninger til danske værdier foregår ofte på et uoplyst grundlag.

Hvor mange muslimer var der i Danmark i 2016? En undersøgelse foretaget af det britiske researchfirma Ipsos Mori fandt ud af, at det gennemsnitlige svar i Danmark var 15%. Det gør naturligvis en forskel for debatten om muslimer, hvis man tror, at antallet er 3-4 gange så stort som det i virkeligheden er!

Lige for tiden handler debatten om, at indvandrere – og specielt muslimer – ikke bare skal integreres i det danske samfund, men at de skal assimileres, dvs. at de også skal overtage danskernes værdier og normer. Men hvordan ser virkeligheden ud på dette område? Meget tyder på, at politikere og andre debattører, der agiterer for nødvendigheden af en assimilations-politik, henter deres informationer fra anekdoter og nyhedsindslag, og ikke fra den faktuelle viden, som en række solide undersøgelser har leveret.

At indvandreres – og heller ikke muslimers – værdier og normer fra dag 1 er de samme som resten af befolkningens kan ikke undre, men hvor stor er forskellen egentlig? I november 2016 udgav Integrationsministeriet rapporten ”Medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse i Danmark 2016”, der er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt nydanskere og personer med dansk oprindelse i alderen 18 år og derover. De medvirkende nydanskere i undersøgelsen er indvandrere, der har været bosiddende i Danmark i minimum tre år, samt efterkommere med ikke-vestlig oprindelse”.

Når det gælder tilslutning til demokratiet, så ligger indvandrere og efterkommere på hhv. 85 og 83%, mens folk med dansk oprindelse ligger på 93%, og for indvandrere og efterkommere er der ikke de store forskelle mellem de forskellige religioner, 84% af de kristne indvandrere og efterkommere og 80% af de muslimske går ind for demokratiet.

Når det gælder ytrings- og forsamlingsfrihed, er der hos hhv. indvandrere og efterkommere tilslutning hos hhv. 83% og 73%, mens tilslutningen hos etniske danskere er 86%. Tilslutningen hos nydanskere fordeler sig således på religionerne: kristendom 76%, islam 73%, buddhisme 71% og hinduisme 83%.

Når det gælder religionsfrihed – at alle borgere skal have mulighed for frit at udøve deres religiøse ritualer og bære religiøse symboler – er tilslutningen større blandt indvandrere (77%) og efterkommere (87%) end blandt øvrige danskere (63%), og blandt indvandrere og efterkommere topper islam listen med 88%.

Når det gælder foreningsmedlemsskab halter nydanskerne efter gammeldanskerne. 54% af nydanskere er medlem af en forening, mod 81% af gammeldanskerne. Det samme går sig også gældende mht. politisk aktivitet. Her er 66% af nydanskerne mod 84% af gammeldanskerne politisk aktive.

Når det gælder unges selvbestemmelse, så viser undersøgesen at 19% af de unge mellem 18 og 29 år med ikke-vestlig baggrund oplever, at deres familie begrænser deres selvbestemmelse mht. valg af kærester og ægtefæller (mod 26% i 2012). Og det tilsvarende tal, når det gælder valg af uddannelse er 4%.

Når det gælder ligestilling, så er der kun 2% (4% mænd og ,0% kvinder) af de 18-29 rige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der ikke tilslutter sig ligestillinge mellem kønnene.

Disse tal fra integrationsministeriets undersøgelse tegner naturligvis ikke et fuldstændigt billede af virkeligheden, men tallene viser altså, at forskellen mellem værdierne hos nydanskere (inkl. muslimer) og etniske danskere langt fra er så stor, som den ophedede debat om nødvendigheden af en tvungen assimilation, kunne give indtryk af. Der er naturligvis stadig store udfordringer, når det gælder integration af indvandrere – inkl. muslimer – men lad os dog tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i fortegnede billeder af virkeligheden.

Kvaliteten af det politiske arbejde og lovgivningsarbejdet ville blive langt bedre, hvis debatten i højere grad blev baseret på den faktuelle viden, som solide undersøgelser leverer, og ikke på anekdoter og mavefornemmelser.

Uanset, hvilken oplevelse jeg og andre måtte have, fra medierne og fra vort daglige liv, og uanset vore politiske holdninger, så er 15% af Danmarks befolkning altså ikke muslimer.

 

Christiansfeld, søndag, den 17. september 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: