En islamists vej fra at hade til at elske Danmark

ChendidI sidste uge var professor Uffe Østergaard i medierne i forbindelse med sin holdning til integrationspolitik. Her og i tidligere artikler redegjorde han for, hvordan han over årene havde ændret politisk standpunkt. I studietiden på Århus Universitet, hvor jeg mødte ham, var han vel nærmest revolutionær marxist, lige som mange andre af dem, som jeg læste historie sammen med. Der gik imidlertid ikke så mange år, inden han politisk flyttede sig ind på den politiske midterbane, og i dag hører han sikkert hjemme på den konservative eller liberale fløj. Det er gået lignende måde med mange af de andre rødglødende marxister, som jeg læste sammen med; de fleste af dem blev respekterede borgere med respektable politiske holdninger.

Den tanke slog mig, om ikke noget af det samme vil ske for mange af de unge ekstreme islamister, som i disse år fylder meget i medierne, og som – skaber bekymring og frygt i brede kredse. Jeg har i lang tid haft den optimistiske – eller efter nogles mening måske naive –overbevisning, at den danske kultur var så stærk og tiltrækkende, at den på den lange bane ville påvirke muslimske indvandrere, så de efterhånden ville omfavne mere og mere af den danske kultur, inkl. den politiske kultur, uden af den grund nødvendigvis at opgive deres muslimske tro.

Da jeg i dag skulle hente nogle bøger på det lokale bibliotek, faldt mine øjne på forsiden af det sidste nummer af Weekendavisen, hvor der var en henvisning til et interview med Mustafa Chendid, med den sigende titel ”Jeg elsker det her land”. Her kunne jeg læse, at han er ”en 49-årig marokkaner der før kaldte sig salafi light, er på 30 år gået fra at heppe på et islamisk kalifat til at erklære det sekulære Europa sin kærlighed”.

Chendid kom i 1990 til Danmark fra Marrakech, hvor han havde læste på handelsskolen. Han blev venner med den berømte eller berygtede Ahmed abu Laban i Islamisk Trosssamfund i København og kom til at fungere som andenimam efter abu-Laban i en moské, hvor flere meget ekstreme imamer fik taletid inkl, den blinde sheikh Omar Agdel Rahman, der siden fik 240 års fængsel i US for planlægning af de første terrorangreb på World Trade Center i 1993. Dengang var hans mål islamisering af Danmark og resten af Vesten, han sympatiserede med Det Muslimske Broderskab og Yusuf Qaradawi var hans åndelige forbillede.

I dag siger han, at ”Sekularisme er det bedste system for menneskeheden. Jeg praktiserer min religion, ingen siger hvad jeg skal gøre, enhver er fri til at gøre, hvad han vil. Danmark er ikke imod religion, det er bare adskilt fra politikken. Jeg elsker det her land.” Og han siger også, at han er imod ideologiseringen af : ”Politik har ødelagt alt. Islam er blevet for politiseret”

På spørgsmålet om, hvad der fik Chendid på andre tanker, svarer han at ”Jeg holdt aldrig op med at læse. Jeg læser alt. Filosofi, kvantefysisk, ateisme, europæiske historie.
Bøgerne får mig til at forstå mig slev og livet bedre”. Og derfor opfordrer han muslimer til at uddanne sig mest muligt.

Chendid er ikke den eneste radikale islamist, der efterhånden har taget dansk/europæisk kultur til sig. Det samme gælder bl.a. Ahmed Akkari, der som bekendt spillede en hovedrolle i Muhammedkrisen, og som har foretaget en lignende rejse. Dertil kommer sandsynligvis mange andre, der ikke er så synlige i mediebilledet.

Ligesom de fleste af de unge, der var revolutionære marxister i 70’erne (og hvoraf enkelte blev terrorister) siden lagde deres ekstreme holdninger og handlinger bag sig, sådan vil det – efter min mening – sandsynligvis også gå for mange af de unge, der i dag er ekstreme islamister. Jeg tror, at vort samfund med dets demokratisk kultur, vort retssamfund og vort velfærdssamfund og det sekulære samfundssystem er så stærkt og tiltrækkende, at de fleste ekstreme islamister vil ende med at omfavne det. Interviewet med Mustafa Chendid giver håb om en sådan udvikling.

Christiansfeld, tirsdag, den 19. september 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 19. september 2017 - 16:42

    Kære Mogens
    Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg i sin tid læste Ahmed Akkaris bog: “Min afsked med islamismen”. Han fortæller om lange weekender i en mindre bygd på Grønland, hvor de andre ansatte i skolen desværre brugte megen tid på at drikke. Han brugte den på det lokale bibliotek, der også dér var vel forsynet og villig til at skaffe, hvad han spurgte efter. Der læste han historie og idehistorie bl.a.
    Men jeg er nok urolig for, at en tillid som din er naiv. Hvis den danske kultur får lov at virke, ja, så er den stærk. Hvis vi holder vor værdifulde skoletradition i hævd – hvis ikke læsning og eftertanke (som i den grønlandske ro) afløses af nettets opdelte debatter :-/ Hvordan fungerer den danske biblioteks-tradition i ghettoerne? Kan skolen lære nogen derfra at bruge et dansk bibliotek? PS. Læser du kun Weekendavisen på biblioteket?:-)
    Venlig hilsen
    Karen E. Hansen

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 20. september 2017 - 19:01

    Kære Karen
    Lad os mødes om 20 år og undersøge, hvad der er blevet af nutidens ekstreme islamister? Om de stadig holder fast ved deres ekstreme holdninger, eller de har flyttet sig?
    Ja, jeg læser kun WA på biblioteket, men det er nu ikke så ringe endda!
    Vh Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 20. september 2017 - 22:16

    Ja, gerne! Om 20 år er jeg 95 år… Men mine børnebørn er et sted i trediverne! Jeg ønsker blot, at det Danmark, hvor man frit kan læse, hvad man vil, på et ucensureret bibliotek, stadig eksisterer til den tid…. Det kommer an på….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: