Herrens veje og vore tabuer

DR1s TV-serie ”Herrens veje” tager fat på en række emner, ja, tabuer, som vi har svært ved at tale om. Provst Johannes Krogh sætter ord på det grundlæggende tabu, som serien tager fat på, når han i seriens første afsnit udtaler, “Jeg tror på Gud, og det er mere kontroversielt, end at jeg fortæller om, hvornår jeg sidst havde sex med hvem og på hvilken måde.”

I seriens andet afsnit sættes der fokus på et andet tabu, nemlig spørgsmålet om feltpræsternes rolle i forhold til soldater i krig. Når et land sender sine unge mænd og kvinder i krig, og de risikerer liv og helbred i fædrelandets tjeneste, og vi sender feltpræster, som også risikerer liv og helbred, ud til dem for at yde dem kirkelig betjening, så må alle bakke op om dem, og så virker utidigt – usolidarisk og unationalt – i denne sårbare situation at stille kritiske spørgsmål.

Jeg skylder måske her at sige, at jeg ikke er pacifist, men selv har været soldat under den kolde krig, og som soldat lærte at skyde med gevær og med kanoner, og jeg har også som soldat – og siden i andre sammenhænge – mødt feltpræster, som jeg havde den største respekt for. Men ikke desto mindre synes jeg, at det er gavnligt, at ”Herrens veje” sætter fokus på de udfordringer og dilemmaer, som feltpræster står i, når de er på Herrens mark.

Hvad skal feltpræster navigere efter, når de står i kampens hede? Krig er og bliver brutal, men ikke desto mindre er der internationalt anerkendte regler for krigen, nemlig Genevekonventionerne, som også Danmark har tilsluttet sig. If. Genevekonventionen (i Red Cross’s pædagogiske gengivelse) står der, at “Some members of the armed forces of a state (medical personnel and chaplains) are classed as non-combatants and do not have the right to take a direct part in hostilities.” Og videre: “Non-combatants (…) are not permitted to take a direct part in hostilities and are liable to trial and punishment if they commit, or attempt to commit, hostile acts.” Og “To ensure retention of non-combatants status, they should be issued with small fire arms for self-defence purposes only.”Og endelig fremgår det, at de bør udstyres med et tydeligt Røde Kors armbind. Som ’non-combatatants’ nyder feltpræster en større beskyttelse end soldater.

I den lutherske tradition, som folkekirken står i, spiller toregimentelæren en afgørende rolle, også for forståelsen forholdet mellem kirke og krig. I skriftet ”Om krigen mod tyrkerne” (1529) advarer Luther mod at sammenblande det verdslige regimente, hvor fyrsten bl.a. har til opgave at forsvare land og borgere om nødvendigt med krig, og det åndelige regimente, hvor kirken har til opgave at forkynde evangeliet, for ”hvordan skulle Kristus komme dertil, at han eller hans skulle have med sværdet at gøre, føre krig og dræbe folk, når han dog roser sig af, at han er kommet for at frelse verden, ikke for at dræbe folk? Hans gerning er jo at udbrede evangeliet og med sin Ånd frelse mennesker fra synd og død, ja fra dette liv hjælpe dem til det evige liv.” Krig er for Luther en rent verdslig sag. Derfor siger Luther da også: Kirken skal ikke stride eller kæmpe med sværdet, den har andre fjender end dem af kød og blod, nemlig de onde djævle i luften. Derfor har den også andre våben og sværd og fører andre krige, som den har nok at gøre med, så den ikke skal blande sig i kejserens eller fyrsternes krige … Endvidere, hvis jeg var soldat og på kamppladsen så en præst eller et korsbanner, ja, om det så var et krucifiks, så ville jeg flygte derfra som forfulgt af Djævelen.”

Det må bestemt være særdeles vanskeligt for feltpræster at skulle navigere mellem   soldaternes forventninger, Genevekonventionens udsagn om krigens love, den lutherske teologi om de to regimenter og deres egen samvittighed. Hvordan kan vi tale om konkrete eksempler på feltpræsters arbejde uden at komme galt af sted og gøre soldater og feltpræster fortræd? I fiktionens form kan emner, som det ellers er meget svære for os at tale om, imidlertid bringes op. Derfor er det prisværdigt, at TV-serien ”Herrens veje” tager fat på dette tabu og måske er med til at rejse en debat om emnet – ikke på basis af “sager” fra den virkelige verden, men på basis af TV-dramaet. Og når debatten engang har lagt sig, er der måske behov for, at der fra de kirkelige myndigheders side udarbejdes tydeligere retningslinjer for, som feltpræster kan støtte sig til, når de skal udføre deres meget vigtige arbejde blandt danske soldater i de krige, som foregår i den virkelige verden.

Christiansfeld, mandag, den 2. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Karen E. Hansen on 2. oktober 2017 - 17:31

    Folk med erfaring i de sager må udtale sig om fiktionens forhold til sandsynligheden. Men der er vist ingen tvivl om, at det er i højeste grad ukorrekt, at feltpræsten bliver udstyret med automatvåben – og at sergenten, uanset situationens alvor, beordrer ham til at skyde. Så debatten må vel gå på Adam Prices viden og ret som forfatter. For med dette dramatiske greb har han jo i den grad lagt skyldens byrde på August, oven i købet med et civilt offer. Spørgsmålet er, om der ikke er smurt så tykt på, at det forvrider debatten.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 3. oktober 2017 - 09:26

    Nu er det jo ikke en dokumentarudsendelse, men netop fiktion, så derfor handler det ikke om, hvor præcist dramaet gengiver virkeligheden, men om at dramaet rejser en række problemstillinger, som feltpræster og soldater i krig står overfor, og som det ville være sundt at vi i kirke og samfund fik diskuteret. Den debat, der kørte i 2012, tyder på, at der er problemstillinger, som fortjener at blive diskuteret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: