Den katolske kirkes holdning til jøder og andre ikke-kristne i middelalderen og nyere tid – Kristendom, kirke og religionsfrihed 5

Kirken har fra middelalderen og fremefter fastholdt, at ingen, kunne tvinges til at tro mod deres vilje (credere non potest homo nisi volens, som Augustin havde sagt), og blev et forbud om tvangsomvendelse af fx jøder gentaget op igennem middelalderen. Dog skulle kættere og skismatikere, som én gang frivilligt havde taget imod troen, tvinges til ikke at forlade den igen, og derfor kunne de med teologisk belæg forfølges og brændes på bålet.

Mens det først var fra Andet Vatikanerkoncil i 1962, at den katolske kirke anerkendte alles trosfrihed, var det styrende teologiske princip for kirken i hele denne periode tolerance (tolerantia), et princip, som var en del af den kanoniske lov. Præmissen for behandlingen af anderledestroende var forholdet mellem sandhed og frihed. Det enkelte menneskes frihed, der var en del af menneskets værdighed som skabt i Guds billede, blev underordnet den kristne tros absolutte guddommelige sandhed, som den katolske kirke repræsenterede.

Tolerancen, som især blev fastholdt som princip over for jøder og andre ikke-kristne, byggede ikke på respekt endsige en positiv vurdering af andre religioner, men på en tilladelse. Ikke-kristnes tilstedeværelse blev tilladt for at undgå en større onde, nemlig samfundsmæssig uro. Kirken gav altså ikke nogen anerkendelse af andre religion, men kun en tilladelse til at følge dem (ecclesia non approbat, sed permittit), så man kunne tale om en ’permissiv tolerance’. Tolerancen betød ikke, at det tolerede ikke længere betragtedes som noget ondt, der i princippet burde straffes og forbydes, men tolerancen betød at man ikke blandede sig i det for at undgå et større onde (minus malum toleratur ut maius tollatur).

Tolerancen var altså ikke et udtryk for et påbud om at elske sin næste, men et udtryk for, at man lagde bånd sin velbegrundede vrede mod fx jøderne, der måtte betragtes som Guds og kirkens fjender, og således trods alt skabte et rum for, at de kunne leve inden for det kristne samfunds rammer.

Der var imidlertid kun tale om en ’permissiv tolerance’, dvs. at fx jøders tilladelse til at leve uden indblanding i deres religiøse anliggender kunne til enhver tid trækkes tilbage, hvis jøderne ikke gjorde sig fortjent til den. Denne ”permissive tolerance” udelukkede dog ikke, at jødernes rettigheder – med kirkens fulde velsignelse – blev drastisk beskåret. Som ikke-kristne kunne de aldrig blive fuldgyldige borger i det kristne samfund. Fx fastslog allerede det fjerde lateranerkoncil i 1215, at jøder ikke måtte have offentlige embeder, at de skulle bære en særlig klædedragt, så de altid kunne genkendes af kristne, at de ikke måtte være til stede i det offentlige påskesøndag. Alt sammen for at beskytte de kristne mod at komme til at kompromittere deres kristne tro gennem kontakt med jøder.

På trods af kirkens officielle lære blev jøderne – og siden også muslimerne – som bekendt, talrige gange udsat for voldsomme forfølgelser og undertiden også udsat for tvangsomvendelse, en historie, som er de fleste bekendt og ikke skal genfortælles her. Her er det blot vigtigt at konkludere, at der er en helt afgørende forskel mellem tolerance over for tilhængere af andre religioner og så en egentlig religionsfrihed.

Christiansfeld, mandag, den 9. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: