En kættersk tanke ….

Forleden fik jeg en farlig association, som jeg tøver med at dele med andre. Jeg var i mit studium af forholdet mellem kristendom, kirke og religionsfrihed kommet til forfølgelsen af kættere, som tog sin begyndelse kort tid efter, at kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget, og som kulminerede med oprettelsen af inkvisitionen omkring år 1200. Det, der fangede min opmærksomhed og ledte mine tanker på afveje, var begrundelsen for den systematiske og voldsomme forfølgelse af kætterne

Gennem fastlæggelse af en kanon for de hellige skrifter og vedtagelsen af trosbekendelser blev kirkens grundlag defineret, og gennem etableringen af en kanonisk lov blev rammerne for kirkens liv og proceduren for håndteringen af kættere lagt fast. Når vi kommer op omkring 1200-tallet blev disse regler administreret af inkvisitionen. Herved blev det klart, hvem der var rettroende kristen, og hvem der var kætter. Kættere fordærvede den kristne tro, og derfor måtte de skilles ud fra kirken. Kættere brød med det kirkelige fællesskab, og, hvis man ikke ville omvende sig og tilpasse sig fællesskabets tro og regler, og blev man af kirken ekskommunikeret og evt. dømt til døden ved brænding. Kirken overlod det imidlertid til de verdslige myndigheder at eksekvere dommen.

Problemet med kætteri var, at det indebar en afvisning af de helt centrale dogmer og værdier, som identificerede samfundet som kristent, og der bragte alt det, der holdt samfundet sammen, i fare. Religiøs enhed blev betragtet som en uafviselig nødvendighed af hensyn til bevarelsen af den politiske enhed og bevarelsen stabilitet og orden i samfundet.

Da jeg reflekterede over det, slog det mig, hvor forskellig verden så ud den gang i forhold til nu, og – da jeg i et upåagtet øjeblik lod tankerne flyve – hvilke ligheder der faktisk er. Vi er i dag ikke optaget af kirkens enhed, og kan da slet ikke se, at der i dag skulle være nogen forbindelse mellem kirkens enhed og enheden i samfundet. Men vi er alligevel i den grad stærkt optaget af samfundets enhed, af sammenhængskraften i samfundet.

Det, der i dag truer enheden, er ikke den religiøse mangfoldighed i sig selv, men den kulturelle mangfoldighed. Enheden, sammenhængskraften, ligger ikke i den fælles kristne tro, men i den fælles danskhed. Vi er ikke optaget af grænserne for den ortodokse kristne tro, men vi er meget optaget af grænserne for danskhed. Hvem og hvad er dansk, og hvem og hvad er ikke dansk. I de senere år har vi fået en lang række kanon’er for danskhed, og forleden varslede uddannelsessminister Søren Pind if. Jyllands-Posten en kanon over ti værdier, som alle skal følge: ”ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge”. Dem, der ikke lever op til kravene om danskhed, er dem, der ikke ”vil Danmark”. De er ikke danskere, men en slags kulturelle kættere, der truer samfundets enhed og sammenhængskraft, og derfor bliver ekskommunikeret fra det danske fællesskab.

Det er naturligvis ikke rimeligt at trække kætterkortet, for nutidens kulturelle kættere i Danmark bliver naturligvis hverken presset under tortur til at omvende sig til vore kulturelle værdier eller brændt på bålet for deres kulturelle kætteri, der truer samfundets enhed og sammenhængskraft. Men, som sagt, det var også kun en farlig association, ja, en kættersk tanke ….

Christiansfeld, tirsdag, den 10. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: