Reformationens betydning for religionsfriheden – Kristendom, kirke og religionsfrihed 6

Her i jubilæumsåret, 500 år efter reformationen, er det relevant at spørge, om reformationen indebar en radikal ændring i holdningen til religionsfrihed?

Da Luther i 1517 og de følgende år tog et opgør med den katolske kirkes lære, blev han af kirkens ledelse betragtet som kætter og risikerede at bliv bræt som sådan, som det var sket for Johan Hus et århundrede tidligere. Luthers teologiske begrundelse for hans ret til at sætte sig op imod den katolske kirke var hans forståelse af et kristenmenneskes frihed. Et kristenmenneskes samvittighedsfrihed var kun bundet af Skriften. Derfor tog han også i 1520 afstand fra kirkens og statens forfølgelse af kættere. Kættere skulle overvindes med skriftens ord og ikke med vold.

Luthers vigtigste bidrag til udviklingen af religionsfrihed var imidlertid hans toregimentelære, som han fremsatte i skriftet om ”Den verdslige myndighed” i 1523, hvor han skrev, at ”Gud [har] oprettet to styreformer. Den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og fromme mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så de udadtil er nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres egen vilje.” Den åndelige øvrighed skal kun virke med ordets magt, for ”enhver [har] selv ansvar for, hvad han tro, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. Og den verdslige øvrighed skal ikke blande sig i åndelige spørgsmål. I skriftet ”Om krigen mod tyrkerne” (1528) går Luther så vidt som til at sige om øvrigheden, at den ” bør lade muslimerne tro og leve, som de vil, ligesom man lader pavedømmet og andre falske kristne leve. Kejserens sværd har intet at gøre med troen”.

Luthers tænkning på dette område var imidlertid langt fra konsistent over tid. Presset fra både katolsk og fra anabaptisternes side opfordrede Luther de evangeliske fyrster til, at de – samtidig med at de fremmede den evangeliske forkyndelse – undertrykte den falske forkyndelse, om nødvendigt også med magt. Og i de lande, inkl. Danmark, hvor lutherske fyrster herskede, blev der indført et en ordning af de religiøse forhold, som hverken respekterede det enkelte menneskes samvittighedsfrihed på det religiøse område eller adskillelsen af de to regimenter. Tværtimod blev kættere forfulgt med statens hjælp. Bedre gik det heller ikke, hvor den reformerte tro blev dominerende. Jean Calvin installerede i Geneve et religiøst regime, som brutalt straffede alle anderledestroende.

Den amerikanske historiker Perez Zagorin konkluderer derfor med rette, at ”den ret, som den yngre Luther havde hævdet til i samvittighedens og skriftens navn at udfordre katolicismens deformiteter fandt ikke noget hjem i nogen af de større protestantiske kirkeretninger, som i princippet fortsatte som forfølgelsesinstitutioner”. For det blev også der almindeligt accepteret, at ”konformitet var nødvendig ikke kun for religionens skyld, men også af hensyn til bevarelsen af politisk enhed og fred”.

Undtagelsen var den del af reformationen, som man har kaldt den radikale reformation, nemlig anabaptisterne, som blev forfulgt både af de øvrige protestanter og af katolikkerne. Deres radikalitet bestod bl.a. i deres afvisning af barnedåben og – hvad der er endnu vigtigere i denne sammenhæng – deres afvisning af forbindelsen mellem kirke og stat. Balthasar Hubmaier (1481-1528) gav i traktaten ”Om kættere og dem, der brænder dem” en klar fremstilling af anabaptisternes holdning til religionsfrihed. Heri argumenterede han – med henvisning til Guds vilje som den kendes i Skriften, den autentiske tros væsen og den grundlæggende forskel mellem stat og kirke – ikke blot for religiøs tolerance, men for en total individuel religionsfrihed som et universelt princip.

Med henvisning til Jesu lignelse om rajgræsset af hveden (Matt 13) argumenterede Hubmaier for ikke at forfølge kættere men at overlade dommen til Gud. At forfølge kættere var netop udtryk for det værste kætteri, fordi de handlede mod Jesu lære og eksempel. ”En tyrk eller en kætter bliver ikke overbevist ved vor handling, enten det er med sværd eller med ild, men kun ved tålmodighed og bøn, og så må vi med tålmodighed afvente Guds dom.” Og det var en endnu større synd at overgive kættere til den sekulære magt. Den sekulære magt havde ret til at straffe, ja henrette forbrydere, men staten havde ingen ret til at gøre det samme mod kættere, vantro og ugudelige.

Den anabaptistiske teolog Mennon Simons (1496-1561), der har givet navn til mennonitterne, byggede videre på Hubmaiers principper for religionsfrihed. Hans ideal var en kirke, der udelukkende bestod af mennesker, der af egen fri vilje havde omvendt sig og skilt sig ud fra verden. For ham var det også vigtigt at bevare troens renhed, men det skulle udelukkende ske ved at ekskommunikere kættere fra fællesskabet. For tro kan ikke tvinges frem, og de civile myndigheder har ingen ret til at tvinge mennesker til at tro. ”Tro er en gave fra Gud, og den kan derfor ikke påtvinges nogen af nogen verdslig myndighed; den kan kun modtages fra Helligånden som en nådegave, gennem det hellige ords rene lære og brændende og ydmyg bøn”.

Reformationen indebar et brud med katolsk teologi, især mht. læren om frelsen og om kirken, men når det gælder spørgsmålet om religionsfrihed tegner billedet sig altså langt mere grumset. Luthers lære om menneskets samvittighedsfrihed og adskillelsen af det verdslige og åndelige regimente, blevi praksis ikke fulgt af Luther og Calvin og deres efterfølgere i de lande, hvor reformationen sejrede. Tværtimod blev undertrykkelsen af religionsfriheden her videreført i flere hundrede år af protestanterne, undtagelsen var anabaptisterne, der fortsatte med at kæmpe for religionsfriheden.

 

Christiansfeld, tirsdag, den 10. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by HANNA KRISTENSEN on 11. oktober 2017 - 09:20

    Den der Luther-skillelinie mellem verdslig og åndelighed magt er da kunstig,; den kan Folkekirken jo heldigvis heller ikke overholde, tænk på brug af sparepærer og kirkekaffe fra fattige bønder i Syd, eller hjemkaldelse af missionærer fra konfliktområder og brug af penge fra Missionsrådets Udviklingsafdeling til fremme af økonomisk vækst for enkeltpersoner og områder ude i den 3. verden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: