Oplysningstidens menneskerettighedstænkning har kristne rødder – Kristendom, kirke og religionsfrihed 7

Religionsfrihed er en af menneskerettighederne, ja, nogle vil endda hævde, at retten til religionsfrihed er alle menneskerettigheders moder. I par. 18 i FNs menneskerettighedserklæring slås det, som bekendt, fast, at ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Når FN i 1948 formulerede menneskerettighedserklæringen, var det som en reaktion på fascismens og nazismens undertrykkelse af borgernes rettigheder og på alle de grusomheder, som mennesker var blevet udsat for i første halvdel af det 20. Århundrede.

Men hvor kommer tanken menneskerettigheder egentlig fra? De fleste er enige om, at oplysningstidens filosoffer spillede en afgørende rolle, bl.a. Kant. Men udviklede oplysningstidens menneskerettighedsprincipper sig i et opgør med kristendommen eller som en frugt af kristendommen?

I artiklen ”Christiaity and the Roots of Human Dignity in Late Antiquity” (i bogen Christianity and Freedom), argumenter Kyle Harper, der er professor i antikkens historie på University of Oklahoma, meget overbevisende for, at det faktisk var kristne teologer i antikken, som først udviklede begrebet om menneskerettigheder. I en kantiansk tradition for forståelse af menneskerettigheder er de tre afgørende komponenter, nemlig universalisme, frihed og værdighed. Ved at undersøge responsen hos kristne teologer på samfundsspørgsmål som slaveri, seksuel tvang og fattighed, når Harper frem til, at det var teologer som de kappadokiske fædre der i slutningen af det 4. Århundrede etablerede et grundlag – der inkluderede disse tre elementer – for at tale om menneskerettigheder.

Når det gælder det helt afgørende spørgsmål om menneskets værdighed, så bevægede stoikerne og Cicero sig et stykke videre i forhold til Aristoteles, der ikke mente at alle mennesker kunne have samme rettigheder, da de ikke havde samme værdighed, men de udviklede aldrig et egentligt begreb om menneskets værdighed. Det finder vi først hos nogle af antikken kristne teologer, især de såkaldte kappadokiske fædre, som var skolede i den græske filosofi, og som forankrede menneskets medfødte og umistelige værdighed i, at det er skabt i Guds billede.

Gregor af Nyasa (c. 332–395) udtrykte det således: ”Han, som kendte den menneskelige natur, sagde, at hele kosmos var ikke værd til at blive udvekslet med menneskets sjæl”. Hvilket ligger meget tæt på Kants udsagn om menneskets værdighed: ”Alt hvad der har værdi, kan erstattes med noget er lige så meget værd; men alt, hvad der på den anden side er hævet over all værdi og derfor ikke kan have noget af tilsvarende værdi, har værdighed.”

Gregor af Nyasa er den første, vi kender til, der kritiserede slaveret som institution i den antikken verden, og netop gjorde det ud fra sin forståelse af kristendommens menneskesyn. Således skrev han bla. ”Kan man fordømme et menneske til slaveri, hvis natur er at være fri og autonom?” Det er tankevækkende, at Gregor ikke blot standsede ved de passager i skriften, der overfladisk set kunne bruges til at legetimere slaveri, men udviklede et sammenhængende menneskesyn, der var fast forankret i menneskets gudgivne universelle værdighed.

At der op igennem historien er begået de værste overgreb mod mennesker fra kirkens side, og at der også har været udviklet teologier til forsvar for sådanne overgreb, er et historisk faktum. Men op igennem historien – og her peger Harper på de kappadokiske fædres betydning – har der også været kirkelige teologer og kristne filosoffer, der – ganske vist ofte i opposition til den dominerende kirkelige og politiske diskurs – har udfoldet tanken om alle menneskers gudgivne værdighed og frihed. Harpers konklusion, som jeg tror, han har ret i, er, at oplysningstidens syn på menneskerettigheder dybest set var baseret på et fundament af menneskelig værdighed, som var utænkeligt uden kristendommen. At begreberne om menneskets værdighed og deraf følgende rettigheder i oplysningstidens og den senere tids politiske diskurs blev sekulariseret er en anden sag.

 

København, fredag, den 13. oktober 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by cheltenham electricians on 20. oktober 2017 - 05:36

    Greɑt post. I used to be checking continuously this blog аnd I’m inspired!
    Extremely helpful info ρarticularly the closing phase 🙂 Ι maintain ѕuch info mucһ.
    Ι uѕed to bе lоoking fоr this particular infoгmation for a long time.
    Thanks and gooⅾ luck.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: