Kampen om religionsfrihed i islam – 4 Sufisme

Mens der i den klassiske shari’a-tradition i islam ikke var basis for at tale om trosfrihed ud over den begrænsede trosfrihed, som dhimmi/millet-systemet gav plads, så harmonerer trosfrihed mere med islams sufi-traditioner. Ifølge sufi-tænkere findes der en fælles essens i eller bag alle forskellige religioner. Alle religioner er for mange sufi-mestre lige smukke, fordi de alle søger den guddommelige sandhed. Som fx Rumi siger det i et digt. ”Enhver profet og helgen har en vej, men de fører alle til En Gud. Alle veje er det samme” Og i et andet digt siger han: “Kristen, jøde, muslim, hindu, zoroastrier, sten jord, bjerg, flod, ehver har en hemmelig vej til at være sammen med Mysteriet, den er unik og skal ikke dømmes”.

Men sufierne var i modsætning til de islamiske jurister og teologer ikke interesserede i samfundets ydre love, og dermed heller ikke i spørgsmålet om religiøse rettigheder, men i erfaringen af mødet med det guddommelige, og derfor omsatte de naturligvis heller ikke deres tolerante holdning til ikke-muslimer i dogmatiske eller juridiske principper og regler. Men igennem hele islams historie er der udgået inspirationer fra sufismen, som har komplementeret og også udgjort en modvægt til – og undertiden også et alternativ til – den shi’a-baserede tilgang til islam. Og derfor er der også grund til at forvente, at der fra sufi-traditionen kan komme inspiration til udvikling af en forståelse for trosfrihed i islam.

Et eksempel på, hvad inspirationen fra sufismen kunne føre til, er Akbar den Store, der regerede som stormogul i Indien i perioden 1556-1605. Akbar blev født i en sunni-muslimsk familie og blev undervist af to persiske lærde i religiøse spørgsmål. Efter en række sejrrige kampe, der førte til at hans rige kom til at omfatte ikke bare det halve af Indien men også nåede nordpå til Afghanistan og Østpå til Bengalen, indførte han et religiøst tolerant styre baseret på sufi-begrebet sulh-e-kul, ”fred til alle”. Hans mål var lighed for alle undersåtter, og derfor afskaffede han fx jizya-skatten for ikke-muslimer og tillod muslimer at omvende sig til andre religioner (apostai).

Da hans søn spurgte ham, hvorfor han havde tilladt en hindu-minister i hans regering at bruge penge på at bygge et temple, svarede Akbar: ”Mn søn, jeg elsker min egen religion, men hindu-ministeren elsker også sin religion. Hvis han ønsker at bruge penge på sin religion, hvilken ret har jeg så til at forhindre ham i det? … Har han ikke ret til at elske det, som er han eget”. Måske gik Akbar endog så vidt, at han forsøgte at forene alle religioner i én religion. Men Akbars vision for et religiøst tolerant imperium var ikke langtidsholdbar. Da hans sønnesøn Aurangzeb i 1658 blev stormogul genindførte han jizja-skatten og ødelagde hindu-templer.

Et moderne eksempel på inspiration fra sufisme er Hizmet (tjenesten), den bevægelse, som Fethullah Gülen (f. 1941) har taget initiativ til. Gülen, der er en karismatisk tyrkisk prædikant, imam, lærer og politisk tænker, vedkender sig at stå i sufi-traditionen. Især fra 1990’erne og fremefter har han i stigende grad givet udtryk for tolerante holdninger mht. religion. Gülen har ikke selv været helt eksplicit omkring sin holdning til religionsfrihed, men en af hans betroede elever, dr. Ahmet Kurucan, argumenterede på en konference i Tyskland I 2006 for, at dødsstraf for apostasi ikke var et eksplict påbud i islam, men et eksempel på en ijtihad (dvs. en selvstændig juridisk tolkning udført af en retslærd) fra en tidligere periode, som i en ny situation i dag kunne afløses af en ny og mere relevant ijtihad. Efter Kurucans opftattelse blev apostasi af præ-moderne jurister behandlet som højforrædderi og oprør, og deres ijtihad om dødsstraf havde derfor egentlig ikke noget at gøre med fornægtelse af troen. Kuruzan argumenterer for en ny ijtihad, der i praksis vil tillade konversion væk fra islam. If. Kuruzan er der i Koranen ikke nogen henvisning til verdslig straf for apostasi, men det fastslås tværtimod, at der ikke kan være nogen tvang i religion. Og da apostasi i dag ikke knyttet til forræderi eller oprør, er der I dag brug for en ny ijtihad, der i praksis vil gøre apostasi straffrit (Özcan Keles,The Gülen Movement and human rights values in the Muslim world. Today’s Zaman, Nov. 2, 2007).

Gülen-bevægelsen har millioner af tilhængere Tyrkiet, og det kan heller ikke undre, at den er populær blandt især unge uddannede tyrkiske indvandrere i vesten, som her ser en mulighed for at forbinde islam med moderne vestlige værdier, som bl.a. trosfrihed.

 

Christiansfeld, torsdag, den 9. november 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: