Religion og digital dannelse

KMS.jpg

I dag var knap 50 muslimske og kristne ledere samlet i Minhaj ul-Qur’ans lokaler på Nørrebro til den 12. lederkonference i regi af Kristent Muslimsk Samtaleforum. Emnet var ”Digital dannelse”. Efter om formiddagen med afsæt et foredrag af Preben Brock Jacobsen, der har skrevet bøgerne ”Kristendomskritik i medierne” og ”Islam i medierne” at have drøftet de udfordringer, som de trykte medier stiller både kristne og muslimer overfor, tog vi over middag fat på de digitale medier. Og her vil jeg blot dele nogle af mine refleksioner i den forbindelse.

Historisk set har introduceringen af nye medier altid haft store konsekvenser for kristendommen. I år, hvor vi fejrer 500-året for reformationen, bliver vi mindet om, at bogtrykkekunsten gjorde det muligt, at lægfolk fik bibelen på deres eget modersmål i hænderne, så de selv kunne læse teksten med de konsekvenser, som det på langt sigt fik. På samme måde

I artiklen ”Christianity in the Digital Age: From Mastering New Tools to Understanding Emerging Cultures” (maj 2017) peger Jeffrey H . Mahan, der er professor i ”Ministry, Media and Culture” i Denver på, at introduceringen af nye medier altid har haft stor indflydelse på kristendommen. Da radioen for omkring 100 år siden blev udbredt, sagde Københavns Biskop nej tak til radiotransmission af gudstjenester, for gudstjenester kunne kun opleves ved at være til stede. Alligevel endte det med, at vi fik regelmæssige gudstjenestetransmissioner med en dertil hørende ”menighed”, hvoraf nogle aldrig kunne finde på at gå i kirke.

I artiklen ”Christianity in the Digital Age: From Mastering New Tools to Understanding Emerging Cultures” (Maj 2017) peger Jeffrey H. Mahan, der er professor i ”Ministry, Media and Culture” på, at det ville være fejlagtigt at tro, at nye medier i kirken blot er neutrale bærere af det uforanderlige budskab, de er ikke blot sofistikerede forstærkere, der hjælper os til at bringe det samme budskab ud til flere tilhørere. En ny mediekultur vil fremme nye måder, hvorpå vi forstår os selv, og vil understøtte bestemte former for religiøse praksisser og få andre til at se gammeldags ud. I dag er kristne godt på vej til at leve i en digital kultur. På den ene side er der ingen realistisk vej til at undslippe denne digitale kultur, men på den andens side må vi også gøre os klart, hvilke ændringer den fører med sig, når det gælder spørgsmål som kristen identitet og kristent fællesskab.

Mahan peger på tre faktorer i den digitale kultur, som vil komme til at påvirke kirken. For det første er den digitale kommunikation en tovejskommunikation. For det andet fører den digitale kultur til en udjævning af autoritetsstrukturer. For det tredje indebærer den digitale kultur, hvor elementerne hele tiden kan sammensættes på nye måder til, at folk vil være tilbøjelige til at tænke om sig selv, deres religiøse identitet, deres teologier og kirken, som noget der er under konstant formation og reformation.

Mulighederne og fordelene ved digitale medier er så åbenlyse, at det næsten er umuligt at forestille os, at vi ikke havde dem. Og de digitale medier udgør i dag så stor en del af folks virkelighed, at hvis kirken ikke er på de digitale medier, så er den i fare for at forsvinde ud af folks virkelighed.

De digitale medier giver os adgang til en utrolig mængde information, og vi får også mulighed for at dele vore egne informationer med andre. Men problemet er selvfølgelig, at nettet er fuldt af en uskøn blanding af tekster med og uden kvalitet, troværdige nyheder og ”fake news”. De digitale meder giver os også mulighed for at interagere med mennesker over hele klode i form af dialog og debat. Men mange har nok den erfaring, at debatten let bliver så grov, så man skal have en hård hud for at deltage i den, eller debattørerne samles i ekko-rum, hvor de alle er enige og bekræfter hinanden i deres synspunkter.

På det personlige plan er faren, så vidt jeg kan se, at vi risikerer at blive mere overfladiske og dummere, når vi fristes til at zappe rundt, uden den fordybelse og refleksion, som er mere nærliggende, når vi fx læser en bog. Faren er også, at vi med de mange lettilgængelige tilbud på de forskellige digitale platforme bliver stressede, og at vi kommer til at bruge så meget tid på dem, at vi bliver asociale.

Derfor er der brug for digital dannelse, if. Jeppe Bundgaard i boge ”Digital dannelse” (2017) ”handler både om at kunne anvende og opføre sig ordentligt med teknologi, erkende teknologiens rolle i vores fælles liv, forholde sig til udfordringer og deltage engageret i at forstå og handle i forhold til de muligheder og udfordringer teknologier giver for os i vores fællesskaber, i vores samfund og som individer”.

Ud fra mine erfaringer med forskellige digitale medier – www, hjemmesider, blogs, facebook, twitter, instagram mv. – er mine konklusioner

  • At vi i kirken må tilegne os en digital kompetence, så vi kan engagere os på nettet og bruge de forskellige digitale medier til det, de hver for sig egner sig bedst til
  • At vi må udvikle en digital æstetik, dvs. lære at bruge billeder, da billedsiden bliver stadig vigtigere for kommunikationen på nettet.
  • At vi må indøve en digitaldisciplin, så vi bruger de digitale medier hensigtsmæssigt, og ikke lader os styre af dem.
  • At vi bliver dygtigere til at praktisere en digital kildekritik, så vi ikke lader os forføre af utroværdige oplysninger eller er med til at forføre andre
  • At vi udvikler en digital etik, så vi ikke skader andre eller bringer vort budskab eller vor kirke i vanry.
  • At vi arbejder politisk for en digital politik lovgivning, der sætter fornuftige rammer og regler for de digitale medier.
  • At vi erkender grænserne for brugbarheden af de digitale medier, og minder hinanden om den fortsatte betydning af det fysiske møde med mulighed for stilhed, fordybelse, nærvær, et møde ansigt til ansigt, et møde som hele mennesker, der kommunikerer på båndbredde, der er meget større end den, som de digitale medier kan tilbyde.

Debatten på konferencen viste mig, at når det gælder digitale medier, så står vi langt hen ad vejen med de samme udfordringer i kirken og i moskéen. En anden observation var, at når det gælder de traditionelle medier, så kan vi (måske) rette vor kritik mod andre, aviserne, radio og fjernsyn osv. Men når det gælder de digitale medier, så må kritikken altid begynde hos os selv, fordi enhver der fx har en facebookprofil har sit eget digitale medie.

København, lørdag, den 11. november 2017
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: