Kampen om religionsfrihed i islam – 6 Islamisme

Islamisme er en islamisk bevægelse, hvis rødder går til begydelsen af det 2o. årh.. Islamister ønsker at realisere en islamisk stat, der er baseret på Koranen og hadith-litteraturen og arbejder på en fuldstændig implementering af shari’a. To af de mest indflydelsesrige islamistiske teologer er Sayyid Abul Ala Mawdudi og Yusuf al-Qaradawi.

Mawdudi (1903-79) dannede i 1941 partiet Jamaat-i Islami, der blev fortaler for etableringen af en islamisk stat i Pakistan. Hans mest kendt bog er Towards Understanding of Islam, som udkom på urdu allerede i 1932, og som indeholder argumenter for, at islam er et dynamisk system for alle aspekter af livet, inkl. samfundslivet, og hans vigtigste bog om holdningen til religionsfrihed The Punishment of Apostates according to Islamic Law fra 1943.

Mawdudi inddeler befolkningen i en islamisk stat i tre grupper: muslimer, der har fulde borgerrettigheder og udgør umma’en, bogens folk, dvs. jøder og kristne, der må praktisere deres religion inden for snævre rammer (og mission er naturligvis udelukket), og apostater, som ingen rettigheder har og dybest set ingen ret har til at leve i landet. For Mawdudi er religionsfriheden friheden til at være eller blive muslimer, og det berømte vers, ”Der er ingen tvang i religion” (Koranen 2,256) tolker Mawdudi sådan, at ingen skal tvinges til at blive muslimer. Men for dem, der er muslimer eller er blevet muslimer, der skal staten udøve om nødvendigt maksimal magt, for at sikre at de fortsætter med at leve som gode muslimer. Det vil bl.a. sige, at alle apostater, uanset deres grunde til at konvertere og uanset omstændighederne, med deres handling pådrager sig dødsstraf.

For Mawdudi er der ingen tvivl om, at Koranen og hadith skal forstås sådan, at der er dødsstraf for apostasi. Og når apostasi straffes så hårdt if. de hellige skrifter, så må det være, fordi apostasi er en så farlig handling for det muslimske samfund. Apostasi er nemlig altid at forstå som et angreb på umma’en, et forræderi, der kan ødelægge hele umma’en, og derfor er dødsstraf for apostasi at regne som en nødvendig form for selvforsvar.

Qaradawi, der er født i Egypten i 1926 og har siden sin ungdom været nært knyttet til Det Muslimske Broderskab, som Hassan al-Banna grundlagde i 1924. I 1961 drog han i eksil i Doha i Qatar, hvor han stadig bor og har regelmæssige udsendelser i al-Jazeera, hvilket sammen med hans talrige bøger har gjort ham til en af de mest indflydelsesrige muslimske teologer i verden i dag. I modsætning til Mawdudi, der vender ryggen til vesten og moderniteten, præsenterer Qaradawi sig som en moderne moderat teolog, der er optaget af islams tilstedeværelse i vesten, og han er da også formand for ”European Council for Fatwa and Research”, baseret i Dublin.

Qaradawis mest kendte bog er The Lawful and the Prohibited in Islam (1960), der er en slags praktisk håndbog i, hvordan man lever som muslim i det 20. Århundrede i ikke-muslimske lande. Qaradawi fremstiller sig selv som en centrumsøgende, moderat teolog, mellem en bogstavtro traditionalisme og moderne liberalisme. Denne midterposition gælder også hans holdning til apostasi. På den ene side tager han ikke afstand fra den traditionelle lære om dødsstraf for apostasi; på den anden side hævder han, at der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før dødsstraffen evt. kan eksekveres.

For Qaradawi er der ingen tvivl om, at apostasi er strafbart. Alle otte lovskoler – 4 sunni og 4 shi’a – er enige om, at der i.f islamisk lov dødsstraf for apostasi, hvilket han også finder talrige belæg i hadith-traditioner. Men Qaradawi skelner – efter inspiration fra Ibn Taymiya, en berømt teolog fra det 13. årh. – mellem to typer apostasi. Det er lovligt at nære tvivl i sit hjerte om islam, og så længe vedkommende holder sine tanker for sig selv, er der ingen straf for det. Den anden type apostasi, som er strafbar, er den som Qaradawi betegner som ”krig mod Gud og hans sendebud”. Hvis en person offentliggør sit frafald fra islam og dermed er med til at vinde andre for sit frafald, og måske tilmed tilslutter sig en anden religion, er der tale om en utilgivelig synd, fordi den fører til fitna, uro og kaos, i samfundet.

I islamismen med dens ønske om at implementere en meget konservativ og restriktiv udgave af shari’a, består ’relgionsfriheden’ i at blive (eller forblive) muslim, og verset om, at der ikke er tvang i religion, fortolkes så snævert, at det kun handler om, at ingen må tvinges til at blive muslimer, mens man har pligt til at tvinge muslimer til at forblive gode muslimer. Qaradawi går et lille skridt videre og anerkender en begrænset form for samvittighedsfrihed, der imidlertid ligger meget langt fra en egentlig religionsfrihed i moderne forstand. For Mawdudi er udfordringen at reproducere det samfundssystem, der var gældende på profetens og hans efterfølgeres tid.

Qaradawi er angiveligt optaget af at sikre, at islam kan fungere i moderne samfund. Men spørgsmålet er om an virkelig ønsker at ”modernisere islam”, eller der snarere er tale om en bestræbelse på at ”islamisere moderniteten (vesten)”? Qaradawi bruger moderne begreber som religionsfrihed og ytringsfrihed, men spørgsmålet er, hvilket indhold han lægger i disse begreber. Når det gælder religionsfrihed og apostasi repræsenterer Qaradawi grundlæggende på de samme holdninger, som har været gældende i islam helt tilbage til middelalderen. Og når det gælder ytringsfrihed, som han også går ind for, så forstår han det som friheden til at ytre sig, men kun så længe det er til gavn for samfundet.

Christiansfeld, tirsdag, den 14. november 2017
Mogens S Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: