Ytringsfrihed og sandhedspligt – en refleksion

Forud for trosbekendelsen fremsiger vi i kirken forsagelsen: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Da jeg her til morgen reflekterede over det, kom jeg til at tænke på, at Djævelen kaldes ”løgnens fader”, men at vi er kaldet til at følge ham, som er ”sandheden” og derfor til at vandre i lyset, lige som han er i lyset. Det er sandt at sige en stor udfordring i ens daglige liv.

Derfra fløj tankerne videre til ”fake news” – og politikeres forhold til sandheden. Har der udviklet sig en politisk kultur, hvor man godt må lyve? For det første, er det i orden, at politikere tier om sandheden, eller ikke fortæller hele sandheden om en sag? Som man siger, ”man behøver ikke at rutte med sandheden”.For det andet, er det i orden, at politikere videregiver oplysninger, som de ikke ved om er sande eller ej? Altså en ukritisk omgang med sandheden. For det tredje, er det i orden, at politikere siger noget, som de godt ved er usandt? Måske fordi sandheden er ilde hørt, eller sandhedens pris ville være for høj at skulle betale. Jo længere politikere glider ned ad dette skråplan, jo alvorligere bliver det.

Det er naturligvis meget problematisk, hvis vi som vælgere ikke kan stole på, at politikere holder sig til sandheden. Så kan det blive svært at bevare tilliden til det politiske system. Men det er også et problem, når der lovgives ud fra et grundlag, som måske ikke er på direkte kollisionskurs med sandheden, men som måske ikke bygge på den hele viden (sandhed), som vi rent faktisk har om en sag. Det sidste gælder for mig at se fx i udlændingepolitikken, hvor politikere undertiden giver et helt fortegnet billede af virkeligheden omkring integrationen af indvandrere – og lovgiver på basis heraf.

Nu er det jo altid lettere at se splinten i sin politiske broders øje end at se bjælken i sit eget private borgerøje, så spørgsmålet om vort forhold til sandheden er meget relevant for enhver borger i samfundet. Både i vort private liv og i vor deltagelse i samfundslivet, er sandhedsspørgsmålet en utrolig vigtig udfordring, som vi må tage alvorligt.

I forbindelse med Muhammed-krisen blev det slået fast med syvtommersøm, at ytringsfriheden er en helt grundlæggende værdi i det demokratiske danske samfund. Og det er efter min mening også helt rigtigt. Men spørgsmålet er, om ikke sandhedspligten er en lige så grundlæggende værdi for et demokratisk samfunds sundhed. Hvis det demokratiske politiske system skal fungere, så må vi værne om alles ret til frit at ytre deres mening, kritisere magthavere og indgå frit i den offentlige debat. Men hvis demokratiet – og hele samfundet – skal fungere, så må vi efter min mening være lige så opmærksomme på at værne om alles pligt til at holde sig til sandheden i den offentlige debat. Sandhedspligten er efter min mening en lige så vigtig ’dansk værdi’ som ytringsfriheden. Jeg tænker ikke her i første omgang på lovgivning omkring ytringsfrihed og sandhedspligt, men om de værdier, som vort samliv, vort fællesskab og vort samfund bygger på. Hvis vi ikke holder sandhedspligten i hævd, så mister vi tilliden til hinanden og sammenhængskraften i samfundet undermineres.

I det hele taget har vi måske brug for i endnu højere grad, end tilfældet har været, at samtale – ikke bare om de værdier, der har at gøre med vore rettigheder som borgere, men også – om de pligter, vi har over for hinanden som samfundsborgere. Det handler om normer og etik, og det kan man ikke bare udlede af regneark eller af videnskabelige analyser af virkeligheden, men her er troen, religionen, en vigtig ressource, da den referer til noget, der transcenderer vor videnskabeligt erkendbare og teknologisk og økonomisk håndterbare virkelighed. At hvert enkelt af mine medmennesker har en umistelig værdighed, der må værnes gennem rettigheder, og at jeg har et ansvar for andre mennesker, der giver mig en række pligter, er ikke værdier, som effektivt kan fastholdes blot med henvisning til videnskab og økonomi, men som historisk set har hentet deres styrke i religionen, fx i kristendommens tale om mennesket som skabt i Guds billede og om det dobbelte kærlighedsbud.

Christiansfeld, onsdag, den 10. januar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: