Dåb og asyl – endnu en gang

Udlændinge- og Integrationsministeriet har netop offentliggjort, at der i den femårige periode fra 2013 til 2017har været 168 sager, hvor asylansøgere er konverteret til kristendommen efter et afslag på asyl. I 130 af disse sager, svarende til 77%, har asylansøgerenes konvertering til kristendom og dåb ført til, at de alligevel har fået asyl, på baggrund af par. 7 i udlændingeloven, der sikrer lovligt ophold for personer, som er i fare hvis de bliver sendt hjem til deres hjemland (”Konversion giver opholdstilladelse til langt de fleste asylansøgere” Kristeligt Dagblad, den 3. Februar 2018).

Der er altså ikke tale om nogen folkebevægelse af afviste muslimske asylansøgere til kristendommen, idet det trods alt kun er 26 afviste asylansøgere om året, der på denne måde får asyl. Det er bestemt muligt at nogle af dem – eller dem, der alligevel ikke fik asyl – er blevet fristet til at bruge dåben som en genvej til asyl. Men det er bestemt også muligt, at de i løbet af deres ophold i Danmark som asylansøgere og afviste asylansøgere ærligt og redeligt er blevet tiltrukket af den kristne tro og derfor ønsker at blive døbt. Det bør egentlig ikke undre de politikere, der fx gennem regeringsgrundlaget har lagt stor vægt på, at Danmark er et kristent land, og at det danske samfund samfund bygger på kristne værdier, som de gerne vil dele med de mennesker, der kommer til vort land.

Men politikerne er nervøse over udviklingen. Da Bertel Haarder var kirkeminister anbefalede han i 2016, at kirken for at undgå misbrug af dåben aldrig skulle døbe asylansøgere, og nu råber politikere igen vagt i gevær. ”Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, efterspørger, at præsterne i højere grad vurderer, om det er på sin plads at døbe asylansøgere, som er midt i en asylproces”. Og i dagens leder i Kristeligt Dagblad slås der med udgangspunkt i den politiske situation til lyd for, ”at man af og til er nødt til at sige nej til dåb af mennesker, som siger, de vil konvertere”.

I denne spegede politiske/administrative og kirkelige/teologiske situation er det vigtigt at holde tungen lige i munden og skelne skarpt mellem, hvad der er statens, og hvad der er kirkens rolle. Det er politikernes ansvar at vedtage de love, der skal danne grundlag for, hvem der skal have asyl, og det er statens embedsmænds opgave at administrere efter disse love. Det er kirkens ansvar at forkynde evangeliet til tro for ethvert menneske, uanset om det har fået asyl, eller ej, og det er præsters ansvar at tage imod de konvertitter fra andre religioner, der ønsker at blive døbt, at oplære dem og at døbe dem.

Men det er ikke statens eller politikeres opgave at afgøre, hvem kirken må døbe, og hvem de ikke må døbe. Og det er heller ikke kirkens eller præsters opgave, at afgøre, hvem der skal have asyl, og hvem der ikke skal have asyl. Hvis politikerne søger at lægge pres på kirken mht. dåb af asylansøgere (eller ligefrem begynde at lovgive på dette område), så er der tale om et alvorligt brud på religionsfriheden i vort samfund og man nærmer sit en totalitær holdning. Hvis præster eller andre repræsentanter forsøger at påtvinge samfundet sine holdninger, når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal have asyl, så overskrider kirken sine beføjelser og nærmer sig en teokratisk holdning.

Når det gælder udlændingemyndighedernes administrationen af loven om asyl, så bør det være sådan, at statens embedsmænd (lige som dommer i tilsvarende situationer) hellere giver én asylansøger for meget asyl (altså giver asyl til en person, som ikke har krav på asyl, enten fordi hans konversion ikke er troværdig, eller fordi hans liv ikke vil være i fare ved en hjemsendelse), end at de giver asyl til en person for lidt, altså giver afslag på asyl til en person, som uretmæssigt hjemsendes, og derfor risikerer at blive forfulgt eller ligefrem dræbt.

Der er bestemt et vigtigt arbejde at gøre både for staten/politikere mv. og for kirken/præster mv., når det gælder spørgsmålet om dåb og asyl, og der er bestemt ingen lette løsninger. Men det er af afgørende betydning, at skelne mellem, hvad der er statens og politikernes opgave, og hvad der er kirkens og præsternes opgave.

Når jeg ser på, hvordan udlændingemyndighederne i disse år behandler disse vanskelige konvertitsager, så synes jeg, at de alt i alt gør et godt stykke arbejde. Og når jeg ser på, hvordan man i kirken i disse år tager imod asylansøgere og også afviste asylansøgere, der ønsker at blive døbt, så er det mit helt klare indtryk, at der både i folkekirken og andre kirkesamfund gøres et stykke arbejde, der både etisk og teologisk er meget forsvarligt.

Christiansfeld, lørdag, den 3. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: