Velkommen til et dansk sædelighedspoliti!

Det måtte jo komme før eller siden. De har haft det i mange år i en række islamiske lande i Mellemøsten. Man kan naturligvis ikke bare lade borgerne klæde sig – og da slet ikke kvinderne – som de vil. De må naturligvis følge sæd og skik, ellers kommer sædelighedspolitiet efter dem. Nu vil danske politikere følge trop og vedtage en ændring af straffeloven, så man kan få styr på borgernes – og især kvindernes – påklædning. I Mellemøsten er det et tildækningspåbud, mens det her hos os bliver et tildækningsforbud. Men målet er det sammen, nemlig at borgerne – og især kvinderne – skal følge sæd og skik. For som der står i bemærkningerne til lovforslaget, så der det ”efter regeringens opfattelse ikke … foreneligt med værdierne og sammenhængskraften i det danske samfund eller respekten for vores fællesskab at holde ansigtet skjult i det offentlige rum.”

Men dette forslag til fremme af sædeligheden i Danmark er dog mere humant end tilsvarende love om sædeligheden i Mellemøsten. Efter sigende kan det blive meget varmt i Mellemøsten, men uanset temperaturen så er det strafbart – især for kvinderne – at reducere stofmængden. Her hos os kan det, som bekendt blive meget koldt, og her vil man få tilladelse til at øge stofmængden, og således tildække sit åsyn, hvis man fryser om næsen. Men der er måske kun tale om en gradsforskel, for regeringen har i lovforslaget endnu ikke fastsat, hvor koldt det skal være, før man må tage sin elefanthue eller lignende på.

Hvis forslaget, som forventet, bliver vedtaget af folketinget og dronningen vælger at underskrive loven, så vil vi endnu mere nærme os mellemøstlige forhold. Der har man fx i Iran i årtier haft et sædelighedspoliti, som holder et vågent øje med borgernes påklædning, og griber ind med hård hånd og med straf, hvis påklædningen ikke følger sæd og skik. Nu får vi – efter at have ventet på det i årevis – omsider vort eget sædelighedspoliti, som kan sørge for at borgerne – og især kvinderne – følger sæd og skik mht. stoffer, og som kan sikre, at samfundets sammenhængskraft ikke bliver truet. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det hele ville se ud, hvis samfundet mistede sin sammenhængskraft – men det behøver jeg altså heller ikke længere bekymre mig om.

En lille bekymring har jeg dog stadigvæk: Hvad nu hvis vi får en rigtig fimbulvinter, med tindrende frost og ”himmelbetændt rajfog”, som man siger i Nordjylland, så vil alle danskere i det offentlige rum i månedsvis gå rundt formummede i elefanthuer og tørklæder, så man ikke kan se hinandens åsyn. Så vil sammenhængskraften da i den periode blive alvorligt truet!

Men bortset fra det, så kan vi nu sætte vor lid til sædelighedspolitiet, der vil sørge for at afklæde borgerne, altså reducere stofmængden, så den svarer til dansk sæd og skik. Og vi kan have fuld tillid til, at sædelighedsbetjentene altid vil medbringe et termomenter og en vindmåler, så de kan se, om vejrliget berettiger til tildækning. Og på samme måde er jeg sikker på, at sædelighedsbetjentene vil være udstyret med en computer med online adgang til den løbende opdaterbare liste over over de ”anerkendelsesværdige formål”, der gør det tilladt at gå tørklæde, elefanthue – eller en sæk over hovedet og – for hemmelige agenters vedkommende – ”skæg og blå briller”.

Så vidt så godt. Og dog, nu er det jo et nyt politimæssigt tiltage, at give politibetjente til opgave at holde øje med borgernes – og især kvindernes – sæd og skik, en opgave som de nok ikke er klædt på til at løfte. Det ville klæde politikerne, hvis de ved samme lejlighed bevilgede penge, så disse danske sædelighedsbetjente kunne komme på et praktikkursus i et af de mellemøstlige lande, hvor de har meget mere erfaring med den slags sædelighedsopgaver, end vi har her i Danmark.

Christiansfeld, onsdag, den 7. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by christinakroll2016 on 7. februar 2018 - 17:10

    Kære M
    Du er godt nok opbragt, og jeg kan følge dig så langt, at vi ikke bør lovgive om forbud mod burka mv. Det burde være et spørgsmål der kan løses via normer hen ad vejen.
    Du sidestiller dog det evt. Kommende sædelighedspoliti her og i Mellemøsten, og her bliver jeg så nødt til at gøre opmærksom på at der er en afgørende forskel, idet tildækning skjuler identiteten, og afdækning blot gør det muligt at identificere den man taler med, hvilket er en meget vigtig pointe.

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 7. februar 2018 - 17:53

    Kære C
    Tak for din kommentar. Du har da ret i, at der i den danske sædelighedslov er tale forbyde tildækning, der skjuler identiteten. Men i begge tilfælde er der tale om “sæd og skik”, som der lovgives om.
    En pudsighed mht. vigtigheden af altid at kunne identificere den, som man taler med, er, at det ikke er vigtigere end at den kan fraviges, hvis der er dårligt vejr, eller hvis en person påstår at han skal optræde som julemand.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: