At være eller ikke være – ghettoer og parallelsamfund. Det er spørgsmålet.

”At være eller ikke være, det er spørgsmålet” er en central replik fra en tragedie om Danmark.”At være eller ikke være ghettoer og parallelsamfund, det er spørgsmålet” er et centralt emne i en aktuel dansk komedie – eller er det mon også en tragedie?. Der er netop udkommet en ministeriel rapport om parallelsamfund, som – når man ser nøjere efter – slet ikke er samfund, og nu venter vi på regeringens ny ghettoplan, der handler om boligområder, som -når man ser nøjere efter – slet ikke er ghettoer. Hvordan hænger det nu sammen? Ja, det hænger slet ikke sammen.

Fælles for alle definitioner af ghettoer er, at de taler om, at det er bebyggelser, der er isoleret fra omverdenen, er beboet af en homogen gruppe (ofte en minoritet) af mennesker, med deres egne kulturelle normer. Og er der noget, der karakteriserer de boligområder, som politikerne kalder ghettoer, er at de netop er præget af en meget stor mangfoldighed af etniciteter, kulturer og religioner, inkl. kristne og ateistiske gammeldanskere.

Og parallelsamfund er samfund, der eksisterer side om side med et andet eller andre samfund. Men når politikerne taler om parallelsamfund, taler de om familier i hele Danmark, som har nogle fællestræk, men ikke nødvendigvis har noget med andre lignende familier at gøre, og så er der jo ikke tale om samfund. For et samfund er et fællesskab af individer, eller et system, der bygger på sociale relationer mellem medlemmerne.

Nu er politikere lovgivere, så de er jo vant til at bestemme, og så kan de jo lige så godt også bestemme, hvad der er ghettoer og parallelsamfund. En ghetto er, bestemte politikerne i 2008, et boligområde, der opfyldte to ud af tre kriterier, som politikerne havde opstillet. Og så i 2010 føjede de lige et par kriterier til, og bestemte at en ghetto var et boligområde, der opfyldte tre ud af fem kriterier.

Indikatorer

At disse kriterier egentlig ikke indikerer, at der er tale om en ghetto, er én (måske tragikomisk) ting, noget andet er, at det virker helt arbitrært, hvorfor procentsatserne sættes som de gør. Og lige så arbitrært virker det, hvorfor det er tre kriterier og ikke to eller fire, der skal opfyldes, for at der er tale om en ghetto. I praksis betyder det jo, at man på forhånd har kunne bestemme sig til, hvor mange ghettoer man ville ende med, og så sætte procentsatserne – og antallet af kriterier, der skulle opfyldes – sådan, at man nåede præcist dette resultat.

På samme måde har politikerne også brugt deres enestående magt til at bestemme, hvilke og hvor mange mennesker der skal leve i parallelsamfund. De har udvalgt sig 8 indikatorer, der ganske vist indikerer tilstedeværelsen af en række sociale udfordringer, men som egentlig ikke hver for sig eller sammen indikerer tilstedeværelsen af parallelsamfund (der altså, som beskrevet ovenfor, slet ikke med rette kan siges at være samfund).

Ghettokriterie 2013r

Og selvom man så valgte at acceptere, at de temaer, der indgår i de otte indikatorer, som relevante for udpegningen af parallelsamfund, så er det også her helt arbitrært, hvilke procentsatser politikerne har valgt, og hvor mange indikatorer, der skal opfyldes, før der er tale om et parallelsamfund. Her har politikerne valgt, at 3 indikatorer skal være til stede for familier med mere end 3 medlemmer og 2 indikatorer for familier med 3 eller færre medlemmer. På denne måde har politikerne haft helt frie hænder til at nå frem til et ”passende” antal familier, der skulle leve i parallelsamfund. Valget faldt –uvist af hvilken grund – på 28.000 familier, svarende til 74.000 parallelsamfundsborgere.

Spørgsmålet er ikke, om der er eller ikke er integrationsproblemer, boligproblemer, beskæftigelsesproblemer, kriminalitetsproblemer, skole- og institutionsproblemer, for det er alle da enige om. Men det bidrager ikke til løsningen af disse reelle problemer til skræk og advarsel at søge at fremmane ghettoer og parallelsamfund og andre monstre, især ikke, når man åbenbart ikke kan dokumenterer deres tilstedeværelse på en troværdig måde.

Nu kunne man tage det hele fra den humoristiske side, og sige, at verden vil bedrages – og underholdes, og det bliver den så også! Men når latteren dør ud, står den virkelighed tilbage, at politikerne bestemt tager deres store ord om ghettoer og parallelsamfund meget alvorligt og allerede er i fuld gang med gennem lovgivningen at differentiere borgernes rettigheder i forhold til, om de bor i en ghetto eller ej. Og så bliver det pludselig meget alvorligt for mange af vore medborgere og deres boligområder: At være eller ikke være – ghettoer og parallelsamfund. Det er spørgsmålet!

Christiansfeld, torsdag, den 15. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: