Fører regional ulighed til politisk populisme – også i Danmark?

I verden som helhed og i de fleste lande, inkl. i Danmark, vokser uligheden i disse år. En række internationale forskere med den kendte økonom Thomas Piketty i spidsen udgav i december sidste år ”World Inequality Report 2018”, hvor man bl.a. kan læse, at i 2016 tjente de rigeste 10% hele 37% af den samlede indkomst i Europa, 47% i USA og 55% i Afrika syd for Sahara, Indien og Brazilien, og 61% i Mellemøsten. Uligheden er vokset de fleste steder i seneste årtier, hurtigst i USA, Rusland og Kina, og knap så hurtigt i Europa. Den voksende ulighed har naturligvis mange alvorlige konsekvenser, både sociale og politiske. Og derfor er der også grund til, at et af verdensmålene, nemlig nr. 10, handler om at nedsætte den generelle ulighed mellem rige og fattige lande, og mellem mennesker internt i hvert land.

Men der er måske en anden ulighed, som ikke har været så stort fokus på, nemlig den regionale ulighed i de enkelte lande, og som i disse år påvirker den politiske udvikling i en række lande mere. I en klumme fra den 6. februar i The Revenge of the Places That Don’t Matter , som er omtalt i Berlingske i dag, gør Andrés Rodríguez-Pose, professor i økonomisk geografi ved London School of Economics, rede for sin forskning, der på overbevisende måde dokumenterer en sammenhæng mellem regional ulighed og støtte ved valgene til populistiske partier i bl.a. USA og Europa i de senere år.

Han konkluderer, at ”Vedvarende fattigdom, økonomisk forfald og manglende muligheder forårsager utilfredshed i regioner med tilbagegang … denne afkobling har ført til, at mange af disse “steder, der ikke betyder noget” til at gøre oprør i en bølge af politisk populisme med et stærkt territorialt snarere end et socialt fundament”. Mens den moderne globalisering førte til en stærk økonomisk udvikling især i en række storbycentre, så oplevede andre områder, at de blev efterladt tilbage uden udsigt til udvikling.

Tidligere ville man have forventet, at folk i økonomisk tilbagestående områder ville flytte til de områder, som var i en rivende udvikling, for at søge job der, men sådan er det i mange tilfælde ikke gået. ”De, der bliver boende i de regioner, der er tilbagestående eller i tilbagegang, er utilbøjelige til at flytte på grund af følelsesmæssig tilknytning til det sted, hvor de lever, deres alder eller mangel på de nødvendige færdigheder og kvalifikationer, eller af andre grunde”

Reaktionen har været vrede. Men det tankevækkende er, at der ikke er tale om de fattiges vrede mod de rige, men de fattige regioners vrede mod de rige, det er altså ikke den personlige økonomiske ulighed, men den regionale ulighed, følelsen af at være blevet overset, glemt, efterladt, der er udslaggivende. Reaktionen er kommet ved de politiske valg, hvor både rige og fattige i de fattige regioner i meget stort tal har gjort oprør ved at stemme på populistiske partier.

Rodriques- Pose’s observation er altså, at der er en iøjnefaldende korrelation mellem de regioner, som har været i økonomisk tilbagegang, og de regioner, hvor populistiske partier eller politikere har fået meget stor tilslutning. Det gælder Trumps sejr ved præsidentvalget i USA i 2016, AfDs tilslutning ved valget i Tyskland 2016, Brexit-afstemningen i Storbritannien i 2016 det østrigske præsident valg i 2017. Og mange flere eksempler kunne nævnes.

”Hævnen fra af ​​de steder, der ikke betyder noget – afspejlet i den hurtige stigning i populismen – repræsenterer en seriøs og reel udfordring for de nuværende økonomiske og politiske systemer”, konkluderer Rodriques- Pose. Med denne ” hævn” har disse økonomisk svækkede regioner opnået at skabe opmærksomhed omkring sig, selv om prisen undertiden har været, at det har lidt under resultatet, sådan som det nok er tilfældet med Brexit, der især netop vil ramme de regioner, der som protest stemte for Brexit. Spørgsmålet er, om det mønster, som Rodriques-Pose har identificeret i USA og en række europæiske lande, og kan genfindes i Danmark? Er den forholdsvis store tilslutning til det populistiske Dansk Folkeparti i bestemte regioner udtryk for en tilsvarende protest fra de overset mod de regioner af landet, som økonomisk set nyder godt af globaliseringen?

Når man ser på de borgerlige partiers og Socialdemokratiets forsøg på at vinde Dansk Folkepartis vælgere tilbage, er det tydeligt, at de tror, at det handler om frygten for de fremmede, udlændinge, muslimer, og at de derfor skal forsøge at overgå Dansk Folkeparti mht. en stram udlændinge- og integrationspolitik. Men spørgsmålet er, om der også bag tilslutningen til Dansk Folkeparti ligger et oprør fra “steder, der ikke betyder noget”, dem, der ikke kom med på den økonomiske udviklings vogn, dem, der føler sig overset, glemt og efterladt? Hvis det ikke er tilfældet endnu, altså med Dansk Folkeparti, så kan man spørge, om vi i fremtiden risikerer en tilsvarende ”hævn fra de steder, der ikke betyder noget”, som vi kan observere også i vore europæiske nabolande?

Under alle omstændigheder, så har the Economist nok ret, når de som reaktion på professor Rodriques-Poses forskningsresultater skriver, at ” “Regional inequality is proving too politically dangerous to ignore”.

København, mandag, den 19. februar 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Kloge, kloge ord. Tak. – wazmn.my ideas & thoughts. you do NOT have to agree.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: