Den aktuelle politiske og folkelige diskurs

En diskurs er en måde at tænke og tale på, en ramme der definerer, hvad der kan siges om et givet emne. En diskurs vil ofte fokusere på bestemte kategorier og faktorer. Hvis en diskurs bliver dominerende kommer den let til at påvirke den måde, vi forstår og indretter samfundet på. Igennem tiderne har der været mange forskellige samfundsmæssige diskurser i omløb, her vil jeg blot pege på nogle få fra historien.

Den religiøse diskurs: Fra reformationstiden og fremefter spillede den religiøse diskurs en afgørende rolle. Kampen stod mellem katolikker og protestanter, både i de enkelte lande og landene imellem. I Danmark opfattedes papisterne (katolikkerne) som en trussel mod det lutherske samfund, og der indførtes love, der påførte katolikker og katolsk mission hårde straffe. Helt frem til grundloven i 1849 var ikke-lutherske trossamfund med enkelte undtagelser forbudte i Danmark.

Den nationale diskurs: Fra 1800-tallet og fremefter var det nationaliteten, der var i fokus, og målet var at etablere nationalstater, hvor der var sammenfald mellem nationalitet og stat. I Dansk sammenhæng blev skellet mellem dansk og tysk, og mellem dansksindede og tysksindede afgørende. Tydeligst kom det til udtryk i den del af kongeriget, som hertugdømmerne udgjorde.

Racediskursen: I det 20. Århundrede dukkede race op som en vigtig faktor i den folkelige og politiske diskurs. Vi kender det fra Tyskland, hvor nazisterne søgte at overbevise befolkningen om, at den jødiske race var en trussel mod det tyske samfund, og at jøderne derfor burde elimineres fra samfundet. Vi kender det også fra Sydafrika, hvor samfundet i apartheidperioden blev opdelt i hvide, farvede og sorte, og hvor tankegangen var, at den bedste samfundsmæssige udvikling fik man ved en racemæssig adskillelse. Men denne racediskurs blev dog aldrig en vigtig diskurs i Danmark.

Den sociale eller socioøkonomiske diskurs: Fra 1960’erne og fremefter spillede begrebet socialklasser en afgørende rolle i den videnskabelige, politiske og folkelige debat. Fokus var her på betydningen af den socialklasse, som den enkelte borger tilhørte. Tanken var den, at mange ting i samfundet kunne forklares ud fra borgernes socioøkonomiske placering. Her blev borgerne inddelt i fem socialklasser, hvor fokus mest var på den laveste klasse, nemlig socialklasse fem, som udgjorde de største udfordringer og indebar de største problemer for samfundet.

Spørgsmålet er, hvilken samfundsmæssig diskurs der er dominerende i dag? Når jeg har fulgt den politiske og folkelige debat i den seneste snes år, er der en ting, der stikker i øjnene, og som også er blevet meget tydeligt i de sidste dages debat om ghettoer. Der tales om samfundet og parallelsamfundet – eller flere parallelsamfund. Parallelsamfundet defineres som mennesker med bestemte karakteristika. I dag opdeles befolkningen i (1) danskere, (2) vestlige indvandrere og førstegenerationsefterkommere og (3) ikke-vestlige indvandrere og førstegenerationsefterkommere. Danmark beskrives med termerne samfundet og parallelsamfund. Parallelsamfund defineres som samlingen af mennesker med en række fælles karakteristika. Endelig skelnes der mellem (1) udsatte boligområder, (2) ghettoer og (3) hårde ghettoer, der tilsammen er en del af parallelsamfundet, og så det omgivende samfund. Her er der altså tale om en geografisk opdeling af samfundet.

Det, der er meget tankevækkende i denne sammenhæng, er, at den vigtigste faktor i definitionerne af parallesamfund og udsatte boligområder, ghettoer og hårde ghettoer er tilstedeværelsen af (et stort antal) ikke-vestlige. Og i politikernes debat om disse emner er det da også tydeligt, at det er udfordringen fra de ikke-vestlige, der er i centrum. Dvs. at det er tilstedeværelsen af ikke-vestlige, der udgør den vigtigste udfordring for eller trussel mod det danske samfund. Og debatten handler derfor om, hvordan man skal håndtere denne voksende gruppe af ikke-vestlige mennesker med en kultur, som  er anderledes end den danske, og som angiveligt truer sammenhængskraften i det danske samfund.

Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør en kulturel kategori, og derfor må konklusionen være, at den folkelige og politiske samfundsmæssige diskurs i dag har skiftet karakter, hvor den social og socio-økonomiske dimension er blevet erstattet af den kulturelle dimension. Som den historiske erfaring viser, er den samfundsmæssige diskurs ikke kun af akademisk interesse. Når en samfundsdiskurs er dominerende, sætter den fokus på et område, og den kommer let til at skygge for andre – måske vigtigere områder, og naturligvis får det ofte politiske konsekvenser og udmøntes i lovgivning, sådan som vi også ser det i denne tid.

Christiansfeld, fredag, den 2. marts 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: