For første gang inddrages kirken i en konflikt på arbejdsmarkedet med mulighed for strejke blandt og lockout af nogle af kirkens overenskomstansatte medarbejdere, inkl. præster. Det rejser naturligvis en række nye spørgsmål, spørgsmål som også haren teologisk karakter.
Er det fx teologisk set forsvarligt at præster, der er kaldet til at gøre tjeneste i en menighed, strejker? For mig at se er det problem helt på linje med det problem, som rejser sig for alle andre erhvervsgrupper. Det er ikke kun præster, der har et kald, vi tjener alle Gud og vor næste i kald og stand. Og derfor må det i princippet give lige så alvorlige overvejelser for en bager eller en skolelærer at strejke, som for en præst. Hvis en skolelærer strejker, vil det naturligvis skabe store problemer for de børn, der fx forbereder sig til en eksamen, lige som det vil give store problemer for den menighed, hvis præst strejker. Men da vi har indrettet vort arbejdsmarkedssystem sådan, at strejker og lockout indgår som legitime tiltag i forhandlingerne, så kan jeg ikke se, at der skulle være noget uetisk i strejker og lockout’er.
Men lige som en enhver borger normalt vil føle sig forpligtet på at overholde landets love, så kan han eller hun komme i en helt speciel undtagelse- eller nødssituation, hvor han eller hun kan blive overbevist om, at det etisk set rigtige vil være, at begå civil ulydighed, dvs. at bryde loven og samtidig være parat til at tage straffen, sådan kan fx en præst, der er i strejke eller er lockout’et naturligvis komme i en situation, hvor han eller hun føler, at det etisk set vil være det rigtige at bryde arbejdsmarkedskonfliktens spilleregler, dvs. at bryde strejken eller lockouten og så være klar til at tage konsekvenserne.
Men hvad så med en menighed, hvor en eller flere medarbejdere enten strejker eller er lockoutet? Hvis fx præsten er konfliktramt, ville det så ud fra en teologisk/etisk betragtning være det rigtigste at aflyse gudstjenesten? Hvis kirken var et statsligt/kommunalt væsen på linje med skolevæsenet, så måtte det være sådan. Men nu er kirken ikke et statsligt/kommunalt væsen på linje med skolevæsenet. Kirken er derimod, if. den augsburgske bekendelse ” de helliges forsamling, hvori evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret”. Kirken – og den enkelte menighed – er ikke et statsligt/kommunalt serviceorgan som fx skolerne er det, og kirkerne er heller ikke defineret ud fra præstens eller andre medarbejderes tilstedeværelse. Men kirken er en forsamling eller et fællesskab af kristne, der er kaldet sammen omkring evangeliet og sakramenterne.
Af praktiske grunde – og for at sikre ordnede forhold for gudstjeneste- og kirkelivet – har menighederne kaldet, ansat og lønnet præster, organister, kirkesangere, kirketjenere mv. for at få løst nogle af de opgaver, der er forbundet med at være kirke. Helt konkret vil det sige, at en gudstjeneste ikke er præstens eller medarbejdernes servicering af kirkegængerne, men gudstjenesten er et fælles projekt, hvor alle spiller en rolle. Hvis den lønnede kirkesanger glemmer at komme,, så må menigheden naturligvis løse opgaven selv. Og hvis den overenskomsansatte præst ikke kan medvirke ved gudstjenester pga strejke eller lockout, – og på samme måde med de øvrige overenskomstansatte medarbejdere – så må menigheden da, så vidt den magter det, løse opgaverne, så menigheden stadig kan fejre gudstjeneste sammen.
Men er der så ikke tale om at overtage konfliktramt arbejde? Det ville det være, hvis kirken var et statsligt/kommunalt serviceorgan, men det er kirken som sagt ikke. Og det ville det være, hvis menigheden ansatte/lønnede andre for at løse opgaver, som strejke/lockoutramte medarbejdere sædvanligvis udfører. Men hvis de kristne, der netop er menigheden og har kaldet, ansat og lønnet medarbejderne, selv løser (nogle af) opgaverne, kan der ikke være tale om et brud på spillereglerne.
Men vil nogen måske indvende, er det ikke et udtryk for at menigheden insisterer på at kunne holde gudstjeneste selv uden præst, og vil det ikke indebære en underminering af præstens autoritet i kirken? Nej, det er ikke en insisteren på at kunne selv, men en insisteren på at ville holde gudstjeneste – allerhelst med den ordinerede præst og andre ansatte og lønnede medarbejdere, men om NØDvendigt også uden. For mig at se flugter denne tilgang helt med et luthersk kirke- og embedssyn. Hvordan menigheden så i øvrigt vil forholde sig til arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, som fx denne overenskomstkonflikt, er et andet spørgsmål. Men jeg kan ikke forestille mig, at kristne for at markere en holdning til et i øvrigt vigtigt spørgsmål om rimelige løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte – om det så blot drejede sig om nogle få søndage – vil holde op med at holde gudstjeneste. Det ville da også være det rene kirkelige selvmord.
Christiansfeld, fredag, den 9. marts 2018
Mogens S. Mogensen
Mogens S. Mogensen 