Tegningekrisen i offentlighedsteologisk perspektiv

Tegningekrisen ligger nu over 12 år bag os, men den påkalder sig stadig opmærksomhed, netop fordi den på dramatisk vis illustrerer konflikten mellem religiøse og sekulære værdier. I bogen ”Theology in the Public Sphere. Public Theology as a Catalyst for Open Debate” (2011) vier Sebastian Kim et helt kapitel til denne konflikt under overskriften ”Freedom of Religion vs. Respect for Faith”. Kims hovedsynspunkt er, at disse to værdier ikke nødvendigvis behøver at være i konflikt med hinanden, men at de tværtimod er viklet ind i hinanden og må forstås i lyset af hinanden

Kim understreger, betydningen af ytringsfrihed som en hjørnesten i det liberale demokrati og som en ledestjerne i civilsamfundet. Og som et forsvar for ytringsfriheden var publikationen af Muhammed-tegningerne efter Kims opfattelse legitim, idet den gjorde det klart for alle, at i en sekulær kontekst i Europa kan en religiøs gruppe ikke trække deres religiøse tro og praksis ned over hovedet på den brede befolkning. Men på den anden side kan ytringsfriheden heller aldrig være absolut, og argumentet om faren for indførelse af selvcensur i pressen holder heller ikke. Medierne udøver hele tiden selvcensur, fx når de af respekt for de efterladte undlader at nærbilleder af døde legemer. Pressen må naturligvis hele tiden foretage en ”forhandling” mellem ytringsfrihed og respekt. Kim konkluderer derfor, at publikationen af tegninger af profeten var hel legitim, men at tegne profeten med en bombe i turbanen overskred de grænsen for, hvor langt ytringsfriheden bør strækkes, især i den konkrete situation, hvor der var mange terrorangreb udført af ekstreme muslimske grupper. Fortalerne for ytringsfrihed bør derfor altid overveje dens grænser, og ytringsfrihed må altid ledsages af respekt for andres tro og værdier.

På de anden side må de, der argumenterer ud fra respekt for tro også udvise forståelse for, at offentliggørelsen af profettegningerne skete som et udtryk for selvforsvar (for ytringsfriheden) og ikke bare som et udtryk for arrogance, diskriminering og dæmonisering. Muslimer må, efter Kims opfattelse, acceptere, at tegninger af profeten bliver publiceret, men de har ret i deres kritik af den måde profeten blev fremstillet på, med en bombe i turbanen, så det indtryk blev formidlet at islam var en terroristisk religion. Dermed oplevede den muslimske minoritet, at flertalssamfundet søgte at trække sine værdier ned over hovedet på dem, mens majoritetssamfundet modsat oplevede, at det var minoritetssamfundet, der truede majoritetens værdier og normer. Det muslimske argument var baseret på respekt for deres religion, men samtidig evnede de ikke at vise respekt for civilsamfundets europæiske forståelse af religion og samfund. Og de muslimer, som reagerede voldeligt på fremstillingen af islam som voldelig og terroristisk bekræftede det billede af islam, som tegningen af profeten med en bombe i turbanen fremstillede af islam. Kim konkluderer, at det muslimske samfunds protest med tegninger var legitim, men måden, man nogle steder protesterede på, ved anvendelse af vold var naturligvis ikke acceptabel i noget civilsamfund.

Kims intention er ”at finde et fælles rum for både religiøse og sekulære værdier i konteksten af det moderne og postmoderne Europa. … At skabe et fælles rum er et vitalt aspekt ved at leve i ethvert multikulturelt samfund, hvor værdierne til stadighed må forhandles gennem gensidig tolerance”. Kim mener, at i Europa må dette fælles rum være inden for det sekulære demokrati og civilsamfundet. Det betyder ikke, at fx det muslimske samfund skal opgive sin religiøse identitet, men at det skal bevæge sig ud og interagere med det omgivende samfunds værdier. På tilsvarende måde må den sekulære ideologi i muslimske lande, hvor islamisk lov praktiseres, finde dets fælles rum inden for det samfund, som er bygget på islamiske religiøse værdier. Begge parter må forhandle deres egne værdier inden for disse kontekster og tilpasse sig den andens værdier. Det betyder fx, at muslimske samfund i Europa må leve med, at ikke alle de regler og normer, som praktiseres i islamiske lande, respektereres i de europæiske lande. Og på samme måde må ikke-muslimer i Mellemøsten også tilpasse sig de normer, der gælder i disse lande. Derfor må muslimer i Europa acceptere at afbildning af profeten hører til religionsfrihedens domæne, og muslimerne må som en del af deres integration forsone sig med det, mens de sekulære medier må udvise respekt for tro ved at lytte sensitivt til minoriteten. Religiøse grupper må bidrage til samfundet ved at dele deres værdier i det fælles rum, samtidig med at de anerkender og påskønner samfundets værdier, inkl. ytringsfriheden og retten til at kritisere religion.

Kim har ikke nogen let universalløsning på det multikulturelle samfunds udfordringer, men problemet opstår, hvis man anser ytringsfrihed og respekt for tro som værdier, der nødvendigvis må være i konflikt og udelukke hinanden. Tværtimod så må disse to værdier være i stadig forhandling – i lyset af den kontekst, hvor man befinder sig.

Når Kim drøfter den danske tegningekrise i en bog om ”public theology”, eller som vi vil sige på dansk ”offentlighedsteologi”, så er det, fordi han er af den opfattelse, at offentlighedsteologi kan bidrage til at løse sådanne konflikter. ”At bedrive offentlighedsteologi betyder, at man engagerer sig i begge sider af kløften [mellem religiøse, socioøkonomiske og politiske forskelle]. Offentlighedsteologi søger at repræsentere den ene for den anden, og søger også at stille kritiske spørgsmål til begge. Offentlighedsteologi påtager sig mæglingsrollen i kløften med kritisk solidaritet. Den anerkender de religiøse dimensioner af samfundsmæssige spørgsmål, især relationen mellem tro og identitet, og samtidig anerkender den de samfundsmæssige implikationer af en bestemt religion. Den stiller spørgsmål til sekularisme, som ikke respekterer tro, og til religion, som sætter sig op imod ytringsfrihed. Og den gør det på en måde som fremmer kritisk forståelse og fredelige relationer mellem forskellige grupper i samfundet. Ved at mediere i kløften med kritisk solidaritet bidrager offentlighedsteologi til dannelsen af et samfund af samfund, hvor de religiøse dimensioner af identitet forstås bedre, og hvor religiøse grupper opmuntres til at arbejde for det bredere samfunds interesser.”

Vi får sikkert aldrig en gentagelse af tegningekrisen, men vi vil sandsynligvis også fremover i i et samfund, der bliver mere og mere mangfoldigt, komme til at opleve konflikter, hvor sekulære og religiøse værdier spiller en central rolle. Og i den situation kan et offentlighedsteologisk engagement måske bidrage til en løsning af konflikterne.

Christiansfeld, onsdag, den 9. maj 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: