Glem ikke Dennis Christensen midt i VM feberen

I dag begynder Verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland. I åbningskampen møder Rusland Saudi Arabien. Værten for denne sportsbegivenhed, som sandsynligvis vil blive fulgt af milliarder af sportsinteresserede verden over, er i sidste instans Ruslands præsident Vladimir Putin, og blandt gæsterne vil være ministre fra hele verden, inkl. kulturminister Mette Bock, der også er sportens minister. Samtidig med, at Mette Bock sidder på lægterne som Putins gæst og hepper på det danske landshold, når det spiller sin sidste og sikkert afgørende gruppekamp mod Frankrig, sidder en dansk statsborger i et russisk fængsel på 13. måned. Det er Dennis Christensen, som blev anklaget for at organisere aktiviteter i en ekstremistiske organisation og arresteret i maj 2017.

Anklagen baseres på den føderale russiske straffelovs art. 282.2, der siger, at ”Actions aimed at the incitement of hatred or enmity, as well as abasement of dignity of a person or a group of persons on the basis of sex, race, nationality, language, origin, attitude to religion, as well as affiliation to any social group, if these acts have been committed in public or with the use of mass media” i værste fald kan straffes med bøder eller flere års fængsel, og hvis ” The same deeds committed: a) with the use of violence or with the threat of its use; b) by a person through his official position; c) by an organized group”, så kan straffen if. den seneste revision af loven være op til 10 års fængsel.

Hvad er det så for en ekstremistisk gruppe, som den danske statsborger er anklaget for at have udført sine strafbare handlinger i? Det er såmænd Jehovas Vidner. Og hvad er det så for handlinger, Dennis Christensen skal straffes for? Det er såmænd det, som medlemmer af Jehovas Vidner foretager sig i Danmark og mange andre lande. De vidner på gader og stræder. De samles til møder og gudstjenester i deres rigssale. De nægter at modtage eller lade deres børn modtage blodtransfusioner. Det er handlinger er beskyttet af FNs menneskerettighedserklæring art. 18, som også Rusland har tilsluttet sig, og som siger, at  ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Dennis Christensens sag er vigtig, dels fordi der her er tale om en dansk statsborger, dels – og især – fordi Dennis Christensens sag er en af talrige lignende sager i Rusland. På mange måder så er religionsfrihed en litmustest for menneskerettighedssituationen i et hvert land. Der er ikke nær så meget fokus på religionsfrihed, som fx på ytringsfrihed. Og når det gælder religiøse minoriteter er der endnu færre der råber op. Og er der tale om en i øvrigt meget upopulær religiøs minoritet, så forbigås det ofte i tavshed. Men erfaringen viser, at begrænsninger af borgernes frihedsrettigheder måske ofte begynder med religionsfriheden, og så især for minoriteter, og upopulære sådanne, men de standser ikke der. Og i Rusland er begrænsninger af religionsfriheden blot en brik i Putins totalitære politik.

Burde det danske fodboldlandshold så ikke i protest være blevet hjemme? Burde kultur- og sportsministeren ikke også være blevet hjemme i protest? Nej, hverken fodboldspillerne eller ministeren burde efter min mening være blevet hjemme i protest, men tværtimod tage af sted og deltage i protest. Når man er uenige – som Danmark (forhåbentlig) er med Rusland, når det gælder spørgsmålet om religionsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget, så er løsningen ikke at afbryde al kontakt og standse samtalen, men netop at mødes og konfrontere hinanden i en saglig dialog. Derfor ville det være meget ønskeligt om der var modige fodboldspillere, som i interviews ville gøre opmærksom på de russiske myndigheders uanstændige behandling af den danske statsborger, Dennis Christensens (og dermed også indirekte behandlingen af alle de andre, hvis menneskerettigheder trædes under fode). Og det ville være endnu mere ønskeligt, om vores minister ville gøre det samme.

Jeg forudser, at nogle læsere af dette blogindlæg vil være uenig med mig, ud fra den tankegang, at man ikke skal blande sport og politik sammen. Hvis Putin ikke viste sig i forbindelse med Verdensmesterskabet og overlod scenen til lederne af det russiske fodboldforbund, og hvis den danske kultur- og sportsminister ikke viste sig på lægterne i Rusland, så kunne man måske hævde, at sport og politik ikke allerede blev blandet sammen. Men det gør det altså. Og sport og politik er da blevet blandet grundigt sammen, lige siden Hitler var vært for de olympiske lege i Berlin i 1936, og måske endda endnu før, ja måske altid. Elitesport har altid haft meget med politik at gøre, for det er ikke bare individuelle sportsmænd og kvinder, der konkurrerer om at vinde, men det er stater – som fx Rusland og USA – der konkurrerer om æren, og derfor invester de fleste regeringer mange millioner af kroner i deres elitesportsudøvere. Ikke nødvendigvis for at fremme folkesundheden, men først og fremmest for at fremme statens interesser i det internationale samfund. Og derfor er Verdensmesterskaberne i fodbold naturligvis også en kærkommen anledning for Putin til at vise Ruslands storhed og herlighed.

Jeg håber bestemt, at det må gå det danske fodboldlandshold godt ved VM i Rusland, men langt vigtigere end resultatet af fodboldkampene er efter min mening resultatet af Dennis Christensens sag, og dermed spørgsmålet russernes religionsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget.

Christiansfeld, torsdag, den 14. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by sexually transmitted disease on 16. juli 2018 - 13:42

    Hurrah! At last I got a blog from where I be capable of truly
    take helpful information regarding my study and knowledge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: