Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed

Forleden udsendtes rapporten fra den af biskopperne i 2016 nedsatte arbejdsgruppe vedrørende autorisation: ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed/orden”. Det er rapporten fra det første af tre udvalg, og vi kan nu med spænding vente rapporter om gudstjeneste og sakramenter.

Rapportens indhold
Den 105 sider lange rapport falderi tre dele. Den tredje del er en beskrivelse af faggruppens møder og arbejdsformer. Den anden del indeholder otte meget oplysende artikler, der har dannet baggrund for faggruppens overvejelser. Rapportens første del er både den mest interessante og vigtigste del, hvor faggruppens præsenterer sine overvejelser, kommentarer og anbefalinger vedrørende autorisation af liturgier og tilsyn, balancen mellem liturgisk frihed og fasthed, vejledning og uddannelse med meget mere.

Autorisationsmodeller
Faggruppen opstiller tre forskellige modeller mht. hvor meget der skal autoriseres, og overvejer de mulige konsekvenser af hver af de tre modeller. Model 1 er en bibeholdelse af den eksisterende gudstjenesteordning fra 1992.

Model 2 er en Ordo model, hvor den fireledede struktur i gudstjenesten med indledning, ordet, nadver, sendelse er det faste og forpligtende grundstruktur. Det indebærer, at det bliver minimalt, hvad der autoriseres i gudstjenesten, således at der gives rum for større frihed og variationsmuligheder. Ordo-tænkningen har været en vigtig inspiration for gudstjenesteordninger i lutherske kirker i USA, Tyskland, Norge og Sverige.

Model 3 indebærer autorisation af enkelte liturgiske led i højmessen, sådan som vi allerede kender det i forbindelse med begravelseer, hvor kun dele af ritualet er autoriseret. Overført til højmessen kunne det betyde, at man fx ved nadver nøjedes med flg. autoriserede led: Fadervor, indstiftelsesord, uddeling og bortsendelse, mens de øvrige dele kan vælges frit.

Anbefalinger
Rapporten indeholde en lange række perspektiver og overvejelser frem og tilbage, men hvad er så faggruppens anbefalinger?

  1. Der skal ikke reguleres på områder, hvor der ikke tidligere har været reguleret.
  2. Der skal udarbejdes et liturgihistorisk og liturgiteologisk grundlagsdokument til understøttelse af gudstjenestelivet
  3. Selvom højmessen visse steder har mistet sin funktion som sognets hovedgudstjeneste, og ikke længere er stedet, hvor alle medlemmer af folkekirken finders deres identitet, så må højmesseliturgien tænkes ”som ’idealmeteren, vi som kristen kirke må værne om, uden at det dermed udtrykkes, at den er den eneste og mest rigtige gudstjeneste” (s. 29).
  4. Rapporten giver det indtryk, at faggruppen anbefaler en større grad af frihed. Det fordrer, at tilsynet nytænkes i form af vejledning, samtale og dialog.
  5. Den øgede frihed betyder, at der vil blive behov for en opprioritering og opkvalificering af uddannelse, viden og kompetencer inden for det liturgiske felt.

Rapportens styrke ligger ikke i dens forsigtige anbefalinger, men i, at den lægger en udmærket grund for en nødvendig debat i folkekirken om forholdet mellem frihed og fasthed (autorisation) i højmessens liturgi. Og den udfordring tager jeg gerne op, under fire overskrifter: (1) den normative status (2) den empiriske status (3) den ønskelige udvikling (4) de næste skridt i den retning.

Den normative status
Rapporten – og især artiklerne i andel del – gør det tindrende klart, at den gældende autorisationspraksis (historisk set, og langt hen ad vejen også aktuelt) bunder i en forståelse af folkekirken som statskirke. Fra reformationen og fremefter blev det tydeligt, at kirken var kongens kirke, og gudstjenesten kongens gudstjeneste, som skulle følge hans love og bestemmelser, og biskopper og provster var kongens tilsynsmænd, der skulle sikre overholdelsen af love og regler. At denne autorisationsordning bundede i politiske hensyn og ikke i den lutherske teologi fremgår tydeligt af Luthers syn på gudstjenesteordninger, hvor han fx sammenligner gudstjenesteordningers holdbarhed med holdbarheden af sko, der skan smides væk. Argumenterne for autorisation har da også i stedet været hensynet til genkendelighed og folkekirkens sammenhængskraft.

At der i den gældende gudstjenesteordningen er er givet valgmuligheder fx i nadverliturgien og muligheder for at søge om dispensation, fx når det gælder salmevalg, ændrer ikke ved den grundlæggende ordning, at højmessen liturgisk set er centralt styret.

Et paradoks ved autorisationsordningen er, at det kun er liturgien for højmesser, der er autoriseret, mens det samme ikke er tilfældet for andre gudstjenester, som der i disse år bliver stadig flere af. Hvilken mening giver det at fastholde en fast liturgisk styring af liturgien i gudstjenesten søndag formiddag kl. 10/10.30, mens der er næsten frit slag for de andre gudstjenester?

Den empiriske status
Det tjener fagudvalget til ære, at det i rapporten gør det meget tydeligt, at der i disse år udvikler sig en stadig større afstand mellem den autoriserede højmesseliturgi og den faktuelle praksis ved højmesser. Det skyldes, dels at biskopper giver stadig flere dispensationer fra den autoriserede liturgis bestemmelser, dels at præster og menigheder i stigende grad ”forholder sig frit” til den autoriserede orden. For nogle præster og menighedsråd giver det fx ikke megen mening, at man skal søge om dispensation hos biskoppen for at synge en salme, som præst og menighed har fundet frem til og glæder sig til at bruge ved en særlig højmesse.

Det bliver også sværere og sværere at forstå, at gudstjenestelivet i praksis skal opdeles skarpt i højmesser og andre gudstjenester, når det gælder udformningen af gudstjenesten. Efterhånden som præster efterhånden flere steder heldigvis begynder at involvere lægfolk mere og mere i tilrettelægning, afvikling og evaluering af gudstjenester, bliver presset mod de snævre autoriserede regler sandsynligvis også kun større.

Den ønskelige udvikling
Der er helt sikkert meget delte meninger både blandt præster, provst og biskopper, og blandt valgte menighedsrådsmedlemmer og andre lægfolk om, hvordan den ønskelige udvikling af forholdet mellem frihed og fasthed (autorisation) i folkekirkens højmesseliturgi skal være, og derfor har vi naturligvis brug for en grundig dialog, som denne rapport lægger op til. Men efter min ydmyge mening, så ville det være ønskeligt, hvis vi stilede mod på langt sigt at afskaffe autorisationsordningen, der efter min mening hører en statskirkeforståelse til, som jeg synes vi skulle lægge bag os.

Efter min opfattelse er gudstjenesten – og dermed også højmessen – først og fremmest den lokale menigheds gudstjeneste, og derfor må de lokale forhold tillægges større vægt end centrale hensyn til genkendelighed på tværs af sognegrænser og sammenhængskraft mellem alle folkekirkens menigheder. For mig at se er det den lokale genkendelighed, som er af betydning for deltagerne i gudstjenester.

Det betyder ikke, at alt, hvad man lokalt finder på at gøre til en gudstjeneste principielt skal være tilladt. Vi har stadig brug for et biskoppeligt/provsteligt teologisk tilsyn. Men i stedet for at føre tilsyn med, om den autoriserede liturgis mange forskellige elementer overholdes til punkt og prikke (og der sker vist nok heller ikke i dag ret mange steder), så ville det være mere hensigtsmæssigt, at føre tilsyn med det, der if. Den Augsburgske Trosbekendelse er det, der skal til for at være en sand kirke, nemlig evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning (og når det gælder dåb og nadver, så ville en minimal autorisation af enkelte led måske stadig være på sin plads?).

Realistiske skridt på vejen
Hvis man ønsker at gå den vej, som jeg ovenfor har skitseret, så er det naturligvis en længere vej, og ikke noget, som det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre i et hug. Det første skridt på vejen kunne være at indføre en minimal autorisation (fx ud fra en Ordo-tænkning), som der også i en af modellerne peges på som en mulighed. Dvs. at der kun ville være enkelte led (tekster o.l.), som ville være autoriserede, mens præst og menighed i fællesskab kunne træffe beslutning om alt det øvrige. Efterhånden kunne man så minimere autorisationen mere og mere, indtil der måske kun var en autorisation af dele af dåbs- og nadverritualet tilbage. I denne situation ville det give mening at betragte højmesser og andre gudstjenester under et, således at de alle skal have et tilsyn ud fra kriterierne om evangeliets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning.

I denne proces kunne man løbende evaluere resultatet af en løbende minimering af autorisationens omfang, og sætte farten ned eller standse processen, hvis der viser sig alvorlige problemer ved denne udvikling.

Hvis man vælger at begynde gå denne vej (eller i det mindste i den retning), vil det naturligvis have en lang række konsekvenser for karakteren af tilsynet, for samarbejdet mellem præst og menighedsråd/menighed, for uddannelse af præster osv. Men det er ikke en vej, som folkekirken kommer til at betræde alene, for andre evangelisk-lutherske kirker er allerede trådt ind på samme vej.

Christiansfeld, mandag, den 25. juni 2018
Mogens S. Mogensen

  1. Folkekirkens gudstjeneste mellem frihed og fasthed – set fra en kirkegængers synsvinkel | Mogens S. Mogensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: