Pave Frans’ missionale økumeni

I sidste uge besøgte Pave Frans Kirkernes Verdensråd Centralkomite i det Økumeniske Center i Geneve i anledning af Kirkernes Verdensråds 70 års jubilæum. Her holdt paven en prædiken med udgangspunkt i Paulus’ opfordring til Galaterne om at vandre i Ånden (Gal 5,16 & 25) og knyttede til ved temaet ”Walking together, working together, praying together – pilgrimage of justice and peace”, som er Kirkernes Verdensråds vision for sit arbejde i disse år. Paven kom ikke med en løsning på de teologiske stridspunkter mellem Den Katolske Kirke og kirkerne i Kirkernes Verdensråd, men , som han sagde : ”Vore forskelle må ikke blive undskyldninger. Selv nu kan vi vandre i Ånden: vi kan bede, evangelisere og tjene sammen. Det er muligt, og det behager Gud. At vandre, bede og arbejde sammen: det er den store sti, som vi er kaldet til at følge. Og den sti har et klart mål, nemlig enhed”

I sin efterfølgende tale til centralkomiteen tog paven udgangspunkt i tallet 70, og mindede om, at Herren befaler os at tilgive hinanden ikke kun 7 gange, men 70 gange 7 (Matt 18,22), og han udtrykte sin glæde over, at der nu efter århundreders konflikt trods alt er banet ”en sti af forsonet fællesskab, der har som mål den synlige manifestation af det broderskab, som allerede nu forener troende”. 70 var også tallet på de disciple, som Jesus sendte ud i mission (Luk 10). Tallet på disse disciple reflekterer tallet på verdens folkeslag, som vi finder på de første sider i Bibelen (sml. 1 Mos 10)”. Hvad viser det os, om ikke, at mission er rettet til alle nationer og at enhver discipel, for at være en sådan, må blive en apostel, en missionær”.

Paven mindede endvidere om, at Kirkernes Verdensråd udsprang af missionsbevægelsen (”at de alle må være ét, for at verden må tro”, Joh 17,21), men gav udtryk for en bekymring, som ”kommer fra et indtryk, at økumeni og mission ikke længere er så tæt sammenflettet, som de var i begyndelsen. Men missionsmandatet, som er mere end diakoni og fremme af menneskelig udvikling, kan ikke negligeres eller tømmes for dets indhold. Det bestemmer selve vores identiet. Forkyndelsen af evangeliet til verdens ende er en del af selve vor væren som kristne.” Paven advarede om, at ”vi ikke ville være tro mod den mission, der var betroet os, hvis vi nedgjorde denne skat til en rent immanent humanisme, tilpasset øjeblikkets mode. Og vi ville heller ikke være gode vogtere af den, hvis vi bare prøvede at begrave den af frygt for verden og dens udfordringer (Matt 25,25).”

Hvad pave Frans præsenterede var egentlig en opfordring til en missional økumeni, der ikke bygger på en dogmatisk enhed, men på at vandre, bede og arbejde sammen i mission. ”Det, der virkelig er behov for, er en ny evangelisk rækken ud (”outreach”). Vi er kaldet til at være mennesker, der erfarer og deler evangeliets glæde, lovpriser Gud og tjener vore brødre og søstre med hjerter, der brænder af et længsel efter at åbne horisonter af godhed og skønhed som dem, der ikke er blevet velsignet med i sandhed at kende Gud, ikke kan forestille sig. Jeg er overbevist om, at en forøget missionsimpuls vil lede til større enhed. Lige som i de første dage markerede forkyndelsen kirkens forår, sådan vil evangelisering markere opblomstringen af et nyt økumenisk forår.”

Også i denne tale knyttede paven til ved temaet om at vandre, bede og arbejde sammen. Vi må vandre sammen ind til Kristus og hjælpe hinanden med at forblive forenet med ham, og må vandre ud mod ”de mange eksistentielle periferier i dagens verden for at medvirke til at bringe evangeliets helende nåde til vore lidende brødre og søstre. Vi må også bede sammen: ”Bøn er økumeniens ilt”, sagde paven, og opfordrede til, at vi bad for hinanden.

Endelig må vi også arbejde sammen. Og her var hans princip: ”Lad os se, hvad vi konkret kan gøre sammen, i stedet for at blive modløse over det som vi ikke kan. … Så lad os spørge os selv: Hvad kan vi gøre sammen?” Her nævnte paven specifikt ”vore mange brødre og søstre i forskellige dele af verden, især i Mellemøsten, som lider, fordi de er kristne”.

Fem hundrede år efter den splittelse af den vestlige kristenhed, som reformationen indebar, er der heller ikke med Pave Frans’ taler udsigt til nogen nært forestående teologisk forbrødring, der fx vil kunne føre til fælles nadverfejring og gensidig anerkendelse af hinandens kirker. Der vil også fremover være brug for teologiske samtaler om alt det, der skiller vore kirker, men Pave Frans peger her på, at der er også er en anden vej til kirkens enhed, en enhed som i dag er mere farbar end tidligere, nemlig at vi trods vore teologiske forskelle og uenigheder vandrer sammen, beder sammen og arbejder sammen – til gavn for den verden, som vi er sendt for at tjene. Man kunne tale om en missional økumeni, hvor forkyndelsen af evangeliet får en central placering.

I en tid, hvor også det danske samfund bliver præget af en større og større kirkelig og religiøs mangfoldighed, er der vigtig inspiration at hente i Pave Frans’ økumeniske overvejelser, ja, måske kunne de lige frem give ny ilt til den økumeniske bevægelse.

Christiansfeld, onsdag, den 27. juni 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Pave Frans’ missionale økumeni | Mellemkirkelig blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: