Jules Vernes eventyrlige romaner – Erindringsglimt 3

På mit skrivebord ligger der en stak gamle bøger. Jeg stødte på dem i forbindelse med en større oprydning i vore gemmer, og de stammer fra mit hjem. Bøgerne har ligget der nogle dage, og min hustru har flere gange spurgt, om ikke disse gamle bøger skulle sendes til genbrug.

”En verdensomsejling under havet”, ”Fem uger i ballon”, ”Kaptajn Grants Børn”, ”Det rullende hus” er nogle af de eventyrlige titler på bøgerne af Jules Verne. Det er små røde bøger udgivet af Kunstforlaget ”København” i 1913 og forsynet med de originale franske tegninger. Bøgerne vækker minder til live fra min barndom, når vor far samlede os børn og læste højt for os. Jeg elskede at sidde og lytte til hans stemme og blive ført ind i fremmedartede universer.

”En sælsom, uforklarlig Begivenhed, som tildrog sig i Aaret 1866, vil sikkert endnu være i uforglemmelig Minde. Fra alle Sider og Kanter indløb der Beretning om, at mange forskellige Skibe på deres Vej havde mødt en enorm Genstand, et aflangt legeme, der lyste med en fosforagtig Glans og bevægede sig med utrolig Hastighed.” Sådan begynder beretningen om Kaptajn Nemo, der i Nautilus foretog ”En Verdensomsejling under Havet”.

Min far læste ikke bare højt for os børn, men var – lige som min mor – en meget ivrig læser. Jeg ser stadig for mig min mor og far ligge i deres senge om aftenen med hver sin bog i hånden. På hver deres natbord havde de en høj stak bøger, som de havde lånt på biblioteket. Biblioteket var en del af det største klasseværelse i Mølgaards skole i Skovsgård, hvor jeg begyndte min skolegang i 1958. Undertiden var jeg med min far eller mor på biblioteket om aftenen for at hente bøger. Undertiden sendte de mig med en pose med en snes bøger, som jeg så skulle aflevere og erstatte med nogle nye. Jeg kiggede bag i bøgerne for at se, om mine forældres lånernummer var skrevet ind i der, som et tegn på, at de havde lånt bøgerne før. Eller jeg spurgte Mølgaard, om de havde fået nogle interessante nye bøger.

Mine forældre var nærmest altædende, når det gjaldt bøger. De læste romaner, levnedsbeskrivelser, krimier og meget andet. Men en dag fandt jeg ud af, at min far havde for vane på et tidligt tidspunkt i læsningen af en bog lige at læse slutningen for at danne sig et indtryk af, om bogen virkelig var værd at læse, eller han skulle lade den ligge og i stedet kaste sig over en anden.

Når mine forældre med lange mellemrum havde et ærinde i Ålborg, skete det ofte, at de kom hjem med en eller flere pakker gamle bøger, som de havde købt på Knud Engsigs antikvariat. Der kunne man få en pakke usorterede bøger til en meget billig pris. Og det var som juleaften, når vi åbnede pakkerne for at finde ud af, hvilke spændende bøger vi havde fået.

Mine forældre gik ud af skolen efter 7. klasse og kom hurtigt derefter ud at tjene. Min mor som pige i huset og min far som karl på en gård. Uanset deres evner og deres interesser, så var det helt utænkeligt at de skulle læse videre. Deres forældre, bedsteforældre osv. havde alle været bønder, og det lå i kortene, at det skulle de også være. Alle min forældres søskende blev da også landmænd eller blev gift med landmænd.

Det var imidlertid ikke ukompliceret at købe en gård og etablere sig som landmand, og det store spørgsmål var altid, hvem der skulle overtage forældrenes gård, ”hjemmen”, som man kaldte det. I min mors familie skabte det en livslang konflikt. De var tre søskende, den ældste var en søn, så kom min mor og derefter hendes lillesøster. Først hjalp min morfar sin ældste søn og hans hustru, der for øvrigt kom fra København, til et købe en ret lille landejendom i Fredensdal uden for Brovst. Derefter blev min mor gift med min far, og de fik – sikkert med min farfars hjælp – købt en lidt større ejendom på Nørre Skovsgård. Lillesøsteren forelskede sig i en af min morfars karle, og så fik de ”hjemmen”, Teglgården, der var en temmelig stor gård. Jeg kender ikke til de økonomiske detaljer, men den beslutning førte til en livslang konflikt mellem min mors storebror og hendes lillesøster – og deres ægtefæller. Der var ingen tvivl om, at den ældste bror – støttet af hans hustru – følte sig forfordelt. Det betød, at de to familier aldrig kom sammen, og kun mødtes til familiefester hos os, da min mor bevarede en god kontakt til begge sin søskende.

Jeg husker min mosters begravelse i Langeslund kirke, som var det i går. Præst og organist havde åbenbart misforstået hinanden, så vi ventede i lang tid forgæves på organisten. Da hun ikke kom, spurgte præsten om vi ikke kunne gennemføre gudstjenesten uden musikledsagelse. Det mente vi nok, vi kunne, og vi, der – i denne bevægede situation – kunne synge og kendte salmerne, sang igennem, så kirken fyldtes af sang. Efter begravelsen kom min morbror hent og hilste på min mosters mand. ”Det var godt, du kom”, sagde min mosters mand til ham. ”Men det havde været bedre, om du var kommet noget før”.

Set i bakspejlet forklarer denne betændte familiesituation, hvorfor min mor altid var ekstremt opmærksom på ikke at gøre forskel på os fem børn. Hendes største skræk må have været, at noget lignende skulle ske mellem hendes børn. Det kom så heldigvis heller ikke til at ske.

Men tilbage til mine forældres læsning. Min far blev en dygtig og respekteret landmand og min mor blev en ditto landbokone. Men især, når det gælder min far, så havde jeg det indtryk, selvom han aldrig talte om det, at han nok gerne ville have læst videre og have fået sig et andet job end landmand.

I min barndom havde jeg selv en drøm om at blive landmand lige som min far, og det var bestemt ikke fordi min far søgte at overbevise mig om, at jeg skulle gå i hans fodspor og evt. overtage gården efter ham. Det er da også tankevækkende, at ud af de 18 fætre og kusiner, som vi var, er der kun én, der er endt med at blive landmand (eller landsmandskone).

Min far fik ikke mulighed for at læse videre. Og dog: hele livet igennem fortsatte han med at læse videre – i de bøger han lånte på biblioteket – og han læste op for os børn, blandt andet af Jules Vernes fantastiske romaner.

Mens jeg overvejede, om jeg skulle aflevere disse spændende bøger til Brødremenighedens genbrugsbutik her i byen, kom jeg i tanke om en oplevelse, som nu afdøde biskop Niels Henrik Arendt en gang fortalte mig om. Arendt var kendt som en både gavmild og nøjsom mand; han afleverede det tøj, som han ikke længere havde brug for, i en genbrugsbutik, og han købte også en del af sit tøj i en genbrugsbutik. En dag kom han glædesstrålende hjem til sin hustru og fortalte, at han i en genbrugsbutik i Haderslev havde fundet en jakke, der passede ham perfekt. Da hans hustru så hans indkøb, konstaterede hun tørt, at det var den jakke, han for nogle uger siden havde afleveret i genbrugsbutikken. For ikke at komme i den samme pinlige situation besluttede jeg derfor at finde en plads til min fars gamle Jules Verne bøger i de i forvejen hårdt belastede reoler i stuen.

Christiansfeld, torsdag, den 9. august 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Vagn Ry on 9. august 2018 - 15:11

    Hej Mogens

    Jeg har ofte stor fornøjelse af at læse dine historier, men med netop Jules Verne rammer du en et særligt område for mig!

    Min far blev i 1954 ansat i OECD i Paris, familien flyttede til Frankrig, hvor jeg kom i børnehave og derefter i skole.

    Den første JUles Verne film jeg så der var en “verdensomsejling under havet”.

    Den sidste jeg læste for ca 20 år siden var “Paris i det tyvende århundrede” fra 1860’erne, en bog der endnu en gang viste hvor fremsynet han var, der var forudsigelser om selvkørende biler, flyvemaskiner, radio, TV mv.

    Så der var, og er, stadig masser af gods i Jules Vernes historier.

    Og dit erindringsglimt fik det hele frem igen, tak for det;-)

    • #2 by Mogens S. Mogensen on 9. august 2018 - 20:58

      Hej Vagn.
      Tak for dine kommentarer. Ja, der er virkelig gods i Jules Vernes romaner.
      Vh Mogens

  2. #3 by Svend jespersen on 9. august 2018 - 19:26

    Kære Mogens.
    Vi er uenige på nogle punkter, men de gode minder om Jules Verne deler vi tilsyneladende.

    I mine drengedage hjemme på gården i det vestjyske fandt jeg i en dragkiste på loftet en gammel udgave af ”Fem uger i ballon”. Den må have stammet fra mine bedsteforældres tid på gården, men bare nogle få linjers læsning var nok til, at jeg med et nutigt udtryk var ”hooked”. Bogen blev læst på loftet i fred og ro fra alle forstyrrelser og i lyset fra et lille ovenlysvindue, som lige netop gav lys nok til at man i den alder kunne læse bogen med en fornemmelse af, at man selv befandt sig oppe i træet med alle slangerne.

    Siden da blev der lånt flere af Jules Vernes bøger på biblioteket, og resten af familien (især min grundtvigianske farmor) bidrog til min læselyst og nysgerrighed med bøger af Knud Rasmussen, Jørn Riel, Maksim Gorkij, Thor Heyerdahls bog om Kon-Tiki-ekspeditionen og mange andre. Desværre er mange af bøgerne fra mine yngre år forsvundet/blevet smidt ud pga. mine mange flytninger gennem årene
    .
    Genfundne bøger kan sætte tanker i gang, som man kan videregive til andre, især sine børn. Gad vidst, hvilke tanker, WordPress.com kan videregive, hvis man tænker på, at den slags formentligt ikke længere kan læses nogen steder om 50 år?

    Venlig hilsen Svend Jespersen

    • #4 by Mogens S. Mogensen on 9. august 2018 - 21:04

      Kære Svend
      Tak for din kommentar, som jeg læste med meget stor interesse og glæde. En lille meget smuk historie fra drengeårene.
      Vh Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: