Det andet kirkekoncil i Basel

Basel

For øjeblikket sidder jeg til et kirkemøde og føler mig næsten hensat til det andet vatikanerkoncil, men vi er ikke i Rom i 1960’erne, vi er i Basel i dag. Så måske var det bedre at tale om, at jeg deltager i det andet koncil i Basel. Det første koncil i Basel blev åbnet i 1431, og fandt sted netop i den Münster-katedral, som jeg nu sidder i. Koncilet, der blev indkaldt af pave Martin den 5. varede i 18 år. Så lang tid har vi ikke til rådighed her i 2018, vi skulle gerne være færdige på tirsdag, dvs. om 5 dage. Efter sigende blev det første kirkekoncil i Basel aldrig formelt set afsluttet, så på en måde kunne vi insistere på, at det faktisk stadig er det første kirkekoncil, vi deltager i. Hvis ikke det lige var, fordi det første koncil blev afholdt af den katolske kirke, og dette kirkemøde af repræsentanter for de ca. 100 protestantiske kirker fra ca. 30 europæiske lande, som er medlem af Leuenberg-fællesskabet, som også kaldes Community of Protestant Churches in Europe (CPCE).

Under alle omstændigheder, så mærker vi helt tydeligt historiens vingesus i dette fantastiske kirkerum. Her ligger renæssance-humanisten Erasmus af Rotterdam, som døde i 1536, begravet. Vor vært mindede om, at Erasmus har sagt, at hvis han havde penge, ville han købe bøger, og var der penge til overs ville han købe mad. Var der stadig penge tilbage, ville han også købe tøj. Her har den verdensberømte teolog Karl Barth mange gange stået oppe på prædikestolen og sikkert talt om evangeliet som det, der kommer ”senkrecht von oben”.

Under overskriften ”Befreit, verbunden, engagiert” er vi samlet til den 8. generalforsamling i CPCE. Folkekirken er repræsenteret af en delegation på fem medlemmer, og der er også en repræsentant for metodistkirken og en repræsentant for den reformerte kirke i Danmark. Der afholdes kun generalforsamling hvert sjette år, så det er retningslinjerne for CPCE for de næste seks år, der nu fastlægges.

På det første møde i eftermiddag fremlagde præsidiet for det afgående råd rapport om deres arbejde, hvilket jo er helt normalt, også efter danske forhold. Men det flugter ikke med vore traditioner, at det afgående råd fremlægger konkrete forslag til mål for de næste seks år – ganske vist fremlagt som oplæg til diskussion.

I en farvestrålede brochure i A3 format, under overskriften ”Gemeinsam Kirche sein” præsenteres tre mål, der hver har 5 eller 6 initiativer til realisering af disse mål. Det første mål er, at ”De protestantiske kirker skal uddybe deres kirkefællesskab”, og det skal bl.a. ske ved at producere ”eine Charta der Kirchengemeinschaft”, ved at uddybe relationerne mellem CPCE medlemmer og klargøre rettigheder og pligter i medlemsskabet af CPCE.

Det andet mål er, at ”De protestantiske kirker skal fremme kirkens enhed”, og det skal bl.a. ske ved at indlede en officiel dialog med den katolske kirke og ved at fortsætte dialogen med anglikanske kirker i Europa. Særlig interessant er her – set fra mit synspunkt – at ”CPCE vil undersøge betydningen af kirke-reform bevægleser til fornyelse af kirken” (som fx Fresh Expressions).

Det tredje mål er, at de protestantiske kirker skal tjene samfundet, og det skal bl.a. ske ved, (1) at CPCE understøtter medlemskirkerne i deres offentlige positionering i forhold til den samfundsmæssige udviklinger på det europæiske kontinent, (2) at CPCE vil være fortaler for et etnisk ansvarligt Europa i en global verden (3) at CPCE repræsenterer protestantiske holdninger i de europæiske institutioner, (4) at CPCE bidrager til den europæiske sammenhængskraft, og (5) at CPCE vil støtte medlemskirkers projekter, især i det sydlige og østlige Europa.

For hvert mål henvises der til Leuenberg-aftalen, og for det tredje måls vedkommende til par. 36A, hvis overskrift er ”Vidnesbyrd og tjeneste”. Der er bestemt meget godt at sige om disse tre mål og de dertil hørende initiativer, men det er for mig meget påfaldende, at det tredje mål og de dertil hørende initiativer, som det afgående råd foreslår, kun handler om ”tjeneste”, altså en form for diakoni, her omsorgen for samfundet. Den diakonale tjeneste er naturligvis i sig selv en form for vidnesbyrd om evangeliet, men det er for mig at set meget påfaldende, at der ikke siges noget som helst om vidnesbyrd, forstået som ønsket om at dele evangeliet med alle de mennesker i Europa, som grundet sekularisering er blevet fremmedgjorte for evangeliet, og tilhængere af andre religioner, som måske aldrig har hørt evangeliet.

Her på det andet kirkekoncil i Basel må vi bestemt også drøfte dette spørgsmål. Vi har ikke 18 år til vor rådighed, som under det første kirkekoncil i Basel, men jeg vil gøre mit til, at vi de næste fem dage også kommer til at tale om denne udfordring, som jeg tror vi er fælles om som protestantiske kirker i Europa i dag.

Münster-katedralen, Basel, torsdag, den 13. september 2018
Mogens S. Mogensen

 

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: