Er loyaliteten over for land og folk den vigtigste loyalitet?

Debatten om, hvad der skal til for at få dansk statsborgerskab, rejser en række principielle spørgsmål, som det er vigtigt at få drøftet. Derfor er der god grund til at hilse sognepræst Marie Høghs debatindlæg på Altinget, den 29. September velkommen: ”Sognepræst: Kalifatet eller Danmark – hvor banker statsborgeransøgerens hjerte?” Marie Høgh er meget optaget af at forhindre, at ekstreme muslimer, der vil undergrave det danske samfund, får dansk statsborgerskab, og det får hende til at sætte traditionelle danske principper ud af kraft, for som hun skriver ”I alle andre livs- og åndsforhold skal vi afholde os fra at kigge folk i hjertedybet, men Islamismen er en reel trussel for vores styreform, sammenhængskraft og mod de frihedsværdier, der gør hjertet, tanken, troen og talen fri.” Vi skal altså forsvare vores ”frihedsværdier, der gør hjertet, tanken, troen og talen fri”, ved at indskrænke de sammen frihedsværdier for nogle (eller i praksis alle) borgere.

Marie Høgh fortsætter ud af samme spor, når hun skriver, at ”til spørgsmålet om statsborgerskab ligger nogle (jeg vover et øje) universelle fordringer om at være knyttet til folket og landet. At være loyal. Et forhold, der er alle politiske og religiøse skel overlegen.”. Man kunne vælge at tolke Marie Høghs udtalelser sådan, at når man er dansk statsborger, så er det i den sammenhæng ligegyldigt, hvilken religion man tilhører, eller hvilket politisk parti man stemmer på. Men ud fra sammenhængen tror jeg ikke, at det er hendes hovedpointe. Hovedpointen ser ud til at være, at loyalitet over for folket og landet må være ”Et forhold, der er alle politiske og religiøse skel overlegne”.

Lad os lige et øjeblik glemme muslimerne og kravene til statsborgerskab og overveje vort eget forhold til landet og folket, altså disse ”universelle fordringer om at være knyttet til folket og landet”. Jeg betragter mig selv som en god dansker, der værdsætter dansk kultur og i det store og hele følger danske traditioner. Dog må jeg bekende, at jeg for tiden ikke giver hånd til kvinder (og faktisk heller til ikke mænd), da jeg i dag er blevet opereret i min højre hånd, men i løbet af nogle uger vil jeg igen følge den gode danske hilse-tradition. Jeg betragter også mig selv som en borger, der er loyal over for mit danske folk og mit danske fædreland. Jeg har været soldat under den kolde krig og var dermed parat til at være med til at forsvare Danmark. Jeg vil endda tilslutte mig nedenstående vers i fædrelandssangen ”Jeg elsker de grønne lunde”:

Mig fryder din ros, din ære,
mig knuger din sorg, dit savn,
hver glans, hver plet vil jeg bære,
som falder på Danmarks navn.

Jeg vil endda i denne tid bære hver en plet, som pga. politikeres tåbelige love og lovforslag falder på Danmarks navn, når man i udlandet med velbegrundet forbavselse læser om, hvad der sker i Danmark (se fx Thomas Borchert, ”Er I da blevet vanvittige?”). Jeg vil føle et medansvar som borger i Danmark for de grimme pletter, der på denne måde falder på Danmarks navn.

Men uanset hvor loyal jeg selvfølgelig er over for folk og fædreland, så er denne loyalitet naturligvis ikke absolut. Skulle det komme til en konflikt mellem min loyalitet mod folk og fædreland og så min loyalitet mod min tro og min Gud, så håber jeg, at jeg med apostlen Peter vil sige, at det er vigtigere at adlyde Gud end mennesker. Og derfor kan jeg komme i den situation at måtte begå civil ulydighed – og tage samfundets staf for dette lovbrud, som min samvittighed måtte byde mig at begå.

Loyalitet over for land og folk er vigtig – om end det er problematisk at ville kigge i menneskers hjerte for at identificere den – men det er ikke sundt for hverken enkeltmennesker eller samfundet at gøre den til den øverste værdi.

Christiansfeld, mandag d. 1.oktober 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend jespersen on 1. oktober 2018 - 20:24

    Kære Mogens.

    Allerførst, jeg er på Marie Høghs side i denne sag. Dernæst må jeg gøre opmærksom på, at du i dit indlæg her benytter et stråmandsargument, dvs. du beskylder Marie Høgh for at have en skjult dagsorden, som går på ikke at tildele dansk statsborgerskab til nogle muslimer overhovedet.

    Hendes indlæg på Altinget indeholder ikke noget, som understøtter din udlægning. Hun taler om islamister og andre muslimer, som vurderer koranens og profetens 1300-årige ord og gerninger som mere vigtige for Danmark end det samfunds- og menneskesyn, som kristendommen, Luther, Holberg, Oehlenschlæger, Kierkegaard, H.C. Andersen, Louis Pio, Enrico Dalgas, Grundtvig, Viggo Hørup, Edvard Brandes, Liva Weel, Poul Henningsen, Thorvald Stauning, Hal og Bodil Koch o.m.a. har formet i Danmark. Og ja, føj Benny Andersen, Jens Jørgen Thorsen og Kim Larsen og til listen.

    Jeg går ud fra, at du som kristen missionær har medvirket ved adskillige menneskers konversioner fra islam og andre religioner til kristendommen. Mig bekendt foregår den slags aldrig uden mange forudgående samtaler, hvor man fortæller og forklarer betydningen af skiftet og de væsentlige forskelle mellem det, man forlader, og det, man træder ind i. Ville du acceptere en persons konversion, hvis vedkommende ikke mente, at Jesus var Guds søn, eller at Helligånden ikke var en del af den kristne tro? Eller at begrebet ”Øje for et øje, …” skulle vægtes højere end ”Fader, tilgiv dem, for …”?

    Danmark i dag som et sekulært, liberalt og demokratisk samfund står over for udfordringer, som ikke eksisterede for 30 år siden, og vi er nødt til at indrette os efter de nye betingelser, hvis vi ønsker at bevare det.

    Venlig hilsen
    Svend

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 2. oktober 2018 - 08:16

    Kære Svend
    Du skriver: du beskylder Marie Høgh for at have en skjult dagsorden, som går på ikke at tildele dansk statsborgerskab til nogle muslimer overhovedet.
    NEJ Jeg skrev Marie Høgh er meget optaget af at forhindre, at ekstreme muslimer, der vil undergrave det danske samfund, får dansk statsborgerskab,
    Mit problem med Høghs holdning er som jeg skriver
    Men uanset hvor loyal jeg selvfølgelig er over for folk og fædreland, så er denne loyalitet naturligvis ikke absolut. Skulle det komme til en konflikt mellem min loyalitet mod folk og fædreland og så min loyalitet mod min tro og min Gud, så håber jeg, at jeg med apostlen Peter vil sige, at det er vigtigere at adlyde Gud end mennesker. Og derfor kan jeg komme i den situation at måtte begå civil ulydighed – og tage samfundets staf for dette lovbrud, som min samvittighed måtte byde mig at begå.
    Loyalitet over for land og folk er vigtig – om end det er problematisk at ville kigge i menneskers hjerte for at identificere den – men det er ikke sundt for hverken enkeltmennesker eller samfundet at gøre den til den øverste værdi.
    Vh Mogens

  3. #3 by Karen E. Hansen on 6. oktober 2018 - 23:06

    Kære Mogens
    Både du og apostelen Peter forbinder (forbandt) denne loyalitet mod Gud med en villighed til at tage den straf på jer, som samfundet måtte finde nødvendig at give for den manglende loyalitet mod det. For troen og loyaliteten mod den er adskilt fra politikken og loyaliteten mod land og folk. Den problematik, som Marie Høgh og andre med hende forsøger at forholde sig til, er tildeling af statsborgerskab og stemmeret til personer, for hvem disse to er ét og det samme. Fordi der findes en ide om land og folk og styreform, der er tænkt som et mål for enden af en både religiøs og politisk – og voldelig kamp. Det er en udfordring for et demokratisk styre og et folk, som forventer den adskillelse, som du ganske rigtig kalder sund for både den enkelte og for samfundet.
    Hvad man uvilkårligt efterspørger er din mening om samme sag: Skal/kan vi forsvare den lille, forholdsvist demokratiske, enklave Danmark og det folk, som lever her, mod en undergravning af samfundet med henblik på at rive det ned og erstatte det med (drømmen om) det Store Kalifat, hvor den sande Sharia er eneherskende…? Eller skal vi uden tøven tildele statsborgerskab til adskillige tusinde nye medlemmer af folket hvert år, om hvem vi med stor sandsynlighed ved, at en vis, ikke helt lille andel, vil blive aktive i indsatsen for Kalifatet, og naturligvis vil foragte det demokrati og den sondring mellem religion og politik, som de vil bekæmpe – uden at forsøge at skelne mellem ønsket om at få de praktiske og politiske fordele, der er ved et dansk pas, og ønsket om at blive en del af det eksisterende samfund. Hvad er dit forslag? Skal vi uden nogen form for modstand lade et samfund med kristne rødder – og religionsfrihed – erstatte af et forsøg på at gøre det til et teokrati, hvor tros- og talefrihed vil være forsvundne? Tilsiger din ikke-helt-så-vigtige loyalitet over for landet og dets nuværende og kommende borgere ikke nogen form for modstand? Tilsiger din kristentro dig kun ureflekteret tillid over for enhver person, som vil have dansk pas?
    Spørgsmålet er vanskeligt for mange.
    Men det er interessant, at nogen i denne tid finder det en god ide, at udgive Martin A. Hansens overvejelser i forbindelse med besættelsestidens spørgsmål om modstand eller ej.
    Vh Karen

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 9. oktober 2018 - 09:44

    Kære Karen

    Tak for dine kommentarer, refleksioner og spørgsmål.
    For det første er det for mig vigtigt – og burde også for præsten Marie Høgh være vigtigt – at holde fast i, at loyaliteten mod land og folk aldrig kan gøres absolut. Hvis denne loyalitet gøres absolut for muslimske borgere, så bliver den også absolut for alle andre.
    For det andet er det efter min mening altid meget problematisk med sindelagskontrol. Sniger den sig ind på et område, vil den sandsynligvis brede sig også til andre områder. Det er rigtigt at der findes muslimer (men langt fra alle muslimer), som ønsker at erstatte demokratiet med et islamistisk styre, men vort demokrati trues også fra andre sider. Tidligere var det fra kommunistisk side (i min studietid på Århus Universitet!), kommunisterne talte åbent om at indføre proletariatets diktatur, og jeg tror, at der den gang var flere der på denne måde ville omstyrte samfundet end der er i dag i islamistiske kredse. Demokratiet trues også af illiberale kræfter, der ønsker at underminere vort liberale demokrati. Hvis vi skulle følge din og Høghs vej, så skulle vi vel udøve sindelagskontrol over for dem alle. Det gik jeg ikke ind for i 70’erne og det går jeg heller ikke ind for i dag. Ekstreme udemokratiske islamister, kommunister, fascister og lignende skal straffes når de bryder landets love, de skal til enhver tid modsiges, men vi skal efter min mening ikke indskrænke ytringsfriheden i bestræbelserne for at bevare demokratiet og ytringsfriheden.

    Vh Mogens

    • #5 by Karen E. Hansen on 9. oktober 2018 - 20:29

      Kære Mogens
      Du skriver: “Din og Høghs vej”. Der er ikke belæg for, at sige sådan. Jeg har ikke talt for sindelagskontrol. Jeg stillede et spørgsmål, om hvad din fine tradition for åndsfrihed, som jeg støtter, så betyder for din mening om tildeling af statsborgerskab i DK. Det interesserer mig… Fremgangsmåden nu er et krav om beherskelse af sproget og en underskrift – en loyalitetedrklæring – i forhold til vor grundlov. Er det så u-liberalt? Hvis den danske grundlov støder an mod en religiøs overbevisning, burde det så give fritagelse for underskriften? Og indfødsret alligevel? Når nu loyalitet over for religiøs overbevisning står over loyalitet mod landet? Konsekvensen af den form for åndsfrihed er så vidt, jeg ser det, stats borgerskab i DK til alle, som ønsker det, og ingen krav overhovedet fra det hidtige samfund. Den, der ikke skiller religion og politik vil kunne hævde, at ethvert krav fra samfundet er sindelagskontrol. Ikke mindst et krav om at skille religion og politik… Så, hvad mener du, i modsætning til Marie Høgh om erhvervelse af statsborgerskab? Efter ønske, helt uden krav fra det hidtidige folk og fædreland???

      Vh Karen

  5. #6 by Mogens S. Mogensen on 10. oktober 2018 - 07:39

    Kære Karen
    Beklager, at jeg tillægger dig tanken om sindelagskontrol. Det gjorde jeg, fordi jeg fornemmede, at du var enig med Marie Høgh. Min begrundelse for at sige, at hun går ind for sindelagskontrol er lige præcis det hun selv skriver i sit indlæg på Altinget den 29. sep.

    “Derfor er forslaget fra De Konservative og Naser Khader om en mundtlig samtale med en offentlig myndighedsperson om statsborgerskabsansøgerens forhold til danske (friheds-)værdier, ligestilling mellem kønnene og demokrati ikke sindelagskontrollerende, uliberalt eller alt muligt andet væmmeligt – nej, det er det eneste ansvarlige.

    Hænger statsborgerskabsansøgerens hjerte ved Danmark eller ved kalifatet? Er det sidste tilfældet, bør man med al rimelighed fortabe muligheden for et dansk statsborgerskab.

    I alle andre livs- og åndsforhold skal vi afholde os fra at kigge folk i hjertedybet, men Islamismen er en reel trussel for vores styreform, sammenhængskraft og mod de frihedsværdier, der gør hjertet, tanken, troen og talen fri.”

    At ville kigge folk i hjertedybet og træffe beslutninger på basis heraf mht. statsborgerskabs er netop sindelagskontrol. Altså kontrol af, om ansøgeren har det sindelag, som politikerne ønsker.

    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: