Fra integration over assimilation til segregation

Det er måske en overdrivelse, når politikerne taler om, at der er sket et paradigmeskift i dansk udlændingepolitik, for et, for et paradigme har med videnskab at gøre, og det, der sker i denne tid har intet med videnskab eller evidensbaserede tiltage at gøre, men med politiske holdninger.

I mange år var målet med udlændingepolitikken, at de flygtninge, der fik asyl, skulle integreres i det danske samfund, dvs. at de skulle blive en del af det danske samfund. Integration betegner en gensidig tilpasning mellem majoriteten og minoriteter i et samfund med henblik på at skabe en velfungerende helhed. Målet for integrationen var, at de skulle i arbejde og forsørge sig selv. De skulle lære dansk og have en uddannelse. De skulle engageres som medborgere i civilsamfundet og ikke udføre kriminalitet osv. Og disse parametre har man løbende målt på, i det såkaldte integrationsbarometer. Integration betød, at de skulle overholde landets love og bidrage til det danske samfund, og så måtte de gerne bevare deres egen religion og kultur, for så vidt som det ikke kolliderede med ovenstående mål.

Under afgørende politisk indflydelse fra Dansk Folkeparti er udlændingepolitikken i de senere år blevet ændret mere og mere i retning af assimilation. Det mål, der mere og mere lovgives ud fra, er ikke længere kun, at de flygtninge, der fik asyl, skulle integreres i det danske samfund, men at de i kulturel betydning skulle blive danske. Assimilation er ”i antropologien den proces, hvorved en kultur gradvis inkorporeres i en anden, således at kulturforskellen ophæves. Og i modsætning til integration, hvor der kan ske en gensidig påvirkning ”opererer assimilation kun i én retning og resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder”  (Gyldendals Store Danske) Der er naturligvis stor forskel på, om assimilation sker som et resultat af de assimileredes eget valg, eller om det bliver påtvunget fra statsmagten.

Men allerede inden Dansk Folkeparti er nået i mål med assimilationspolitikken, så har Dansk Folkeparti og dermed også regeringen gennem finanslovaftalen nu slået ind på en ny kurs, nemlig segregation. If. en lærebogen ”Billeder på integration” betyder segregation “opdeling eller adskillelse af forskellige befolkningsgrupper. Her beholder mindretallet deres oprindelige kultur, og samtidig er der meget lille kontakt mellem minoriteten og majoriteten.” Segregation kan være en strategi for indvandrere, når de søger sammen i ghettoer, men det kan altså også, som vi oplever det nu, være en politisk strategi i udlændingepolitikken.

At udlændingepolitikken nu tænkes ud fra en segregationsmodel fremgår en en række elementer i aftalen. For det første ændres integrationsydelsen til en ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”. Dvs. der er altså ikke tale om en ydelse, der skal bidrage til at vedkommende bliver integreret i samfundet, men en ydelse der skal holde vedkommende i live indtil han eller hun kan sendes ud af landet igen. For det andet sænkes denne ydelse med 2.000 kroner om måneden for enlige mødre eller fædre og 1.000 kroner for hver af forsørgerne i familier, hvor mor og far bor sammen. Med en så lav ydelse vil det være meget vanskeligt for flygtninge og deres børn at deltage i samfundet, det vil sige, at de kommer til at leve et segregeret liv sammen med andre i samme nødlidende situation. Alt i alt vil det sandsynligvis fremme ghettodannelsen, som jo i sig selv er et udtryk for segregation. For det tredje er det blevet besluttet at anbringe en række udlændinge, der ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark, på en øde ø, nemlig øen Lindholm. Det gælder bl.a. udlændinge på talt ophold eller som er udvist efter dom for kriminalitet, men som ikke tvangsmæssigt kan udsendes til deres hjemland, fordi de dér risikerer dødsstraf, tortur e.l. Der er eksempler Ud fra erfaringerne på dette område betyder det, at de måske skal leve adskilt (segregeret) fra det øvrige samfund i årevis, måske resten af deres liv. At man har opgivet tanken om integration fremgår også af aftalens overskrift, som netop er “Fra integration til midlertidighed, selvforsørgelse og hjemsendelse“.

Det er tankevækkende, at det på forholdsvis kort tid er lykkedes Dansk Folkeparti at ændre dansk udlændingepolitik radikalt, så den nu ikke længere har integration – og heller ikke engang assimilation – som orienteringspunkter, men segregation. Så længe flygtninge er i Danmark – uanset om det er 3 år eller 20 år indtil de eventuelt kan vende hjem til deres hjemland – så er målet for Dansk Folkeparti og dermed i praksis også for regeringen (og sikkert også langt hen ad vejen for Socialdemokratiet), at flygtningene ikke skal være en del af det danske samfund og bidrage til det danske samfund, men holdes mest muligt adskilte fra det danske samfund, så det bliver lettest muligt at sende dem hjem.

Hvad bliver det næste skridt? Vil vi ad åre opleve, at alle flygtninge bliver interneret i lejre isoleret fra det øvrige samfund, hvor de kan overleve 5, 10 eller 20 år inden de eventuelt kan sendes hjem? At det ikke er et usandsynligt scenarie fremgår af, at vi allerede nu oplever, at børn – trods de påviselige skader for deres udvikling – holdes isoleret eller segregeret fra det danske samfund i årevis, fordi de sammen med deres forældre må leve i udrejsecentre næsten uden kontakt med omverdenen, og hvor forældrene ikke engang må lave deres egen mad til hele familien.

Om den segregationspolitik, som der nu med stor fanfare introduceres med udlændingeforliget, er i overensstemmelse med grundloven og de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, ved jeg ikke – og jeg ved heller ikke om det overhovedet bekymrer de implicerede politikere – men jeg ved, at denne politik ikke harmonerer med den forståelse af det enkelte menneskes værdighed, som har rødder i den kristne tradition, og som jeg troede, det danske samfund byggede på.

Christiansfeld, mandag, den 1. december 2018
Mogens S. Mogensen