Er kirkelig høring om børn i udrejsecentre politisk?

På mandag afholder Københavns Stiftsudvalg i domkirken en ”Offentlig høring om børn i udrejsecentre”. Det spørgsmål, som høringen søger at besvare er: ” Er det forsvarligt, at der er et sted i vores land, hvor rammerne for familieliv og børns opvækst er så ringe, at de med stor sandsynlighed vil give børnene varige mén – hvad enten deres liv kommer til at udfolde sig her eller i et andet land?”

I Kristeligt Dagblad i dag problematiseres dette kirkelige initiativ. Således gør lektor Brian Arly Jacobsen, der blandt andet forsker i forholdet mellem religion og politik i Danmark opmærksom på, at ”Når præster og ledere i folkekirken markerer sig i en debat som denne, vil det uden tvivl vække utilfredshed i de dele af befolkningen, som anser det som et politisk indlæg”.

Er spørgsmålet om behandlingen af flygtningebørn på udrejsecentre et politisk spørgsmål? Ja, naturligvis er det det! For det er politikerne, der skal vedtage de love, der danner rammer for behandlingen af flygtningebørn på asylcentre, og debatten om dette spørgsmål, er en politiske debat.

Er spørgsmålet om behandlingen af flygtningebørn også et kristeligt (kirkeligt/teologisk/etisk) spørgsmål? Ja naturligvis er det det. For spørgsmålet om, hvordan vi behandler flygtninge og deres børn er et etisk spørgsmål, og naturligvis må præster og andre kirkemedlemmer deltage i debatten om etiske spørgsmål med afsæt i den kirkelige og teologiske tradition.

Men bliver præster og teologer og andre repræsentanter for kirken så ikke til politikere? Nej, for deres opgave er ikke at udarbejde konkrete politiske løsninger eller lovforslag ang. flygtninge og migrantpolitik, det må vi overlade til politikerne, men det er deres opgave at bidrage til det gode samfund ved at minde om kristne værdier og principper, som fx hvert enkelt menneskes værdighed, som udspringer af troen på, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Og det er deres opgave at råbe vagt i gevær, når fx menneskers værdighed trædes under fode. Kirken skal aldrig være partipolitisk, men kirken kan heller ikke undgå at være politisk. Politik handler om fælles offentlige anliggender, og politik kan ikke, eller burde i det mindste aldrig, adskilles fra etik, og naturligvis må præster og lægfolk derfor deltage på lige fod med alle andre i debatten om politik – og om hvordan vi værner om hvert enkelt menneskes værdighed.

Et andet grundprincip i kirkens tradition, som hænger sammen med menneskers værdighed, og som går helt tilbage til Det gamle Testamente, er vort ansvar for enken, den faderløse, den fremmede og den fattige – altså de mest sårbare og marginaliserede mennesker i vor verden. I Jesu domslignelse i Matt 25 reflekteres dette ansvar, når Jesus ligefrem identificerer sig med den fremmede og andre sårbare mennesker. Man kan naturligvis ikke udlede en konkret flygtninge- og migrantpolitik ud fra disse principper og værdier og fx sige, at så skal alle, der har lyst til det, have lov til at slå sig ned permanent i Danmark. Men uanset hvilken politik, man gennemfører, så er det vigtigt at repræsentanter for den kristne (kirkelige/teologiske/etiske) tradition holder politikerne og administratorerne fast på, at hvert enkelt menneskes værdighed skal respekteres, og at vi som samfund har et særligt ansvar for at tage vare på de sårbare og marginaliserede.

Et tredje princip i kirkens tradition er forståelsen af menneskelivet som præget af interdependens og solidaritet. Vi er skabt til at leve i fællesskab med hinanden, og tilværelsen er skruet sådan sammen, at vi er gensidigt afhængige af hinanden, både lokalt og globalt. Kristeligt set bygger tanken om interdependensen og solidariteten mellem mennesker på svaret på Kains spørgsmål til Gud, da han havde slået sin bror Abel ihjel: ”Er jeg min brors vogter”. Ja, du er din brors vogter. En del af menneskets gudbilledlighed er, at mennesket er skabt til at indgå i relationer af gensidig afhængighed. Løgstrup udtrykker det sådan, at ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Jesu ”gyldne regel” siger, at ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det kan der ikke udledes nogen konkret flygtninge- og migrantpolitik ud af, men det burde udfordre os til i de politiske tiltag, vi drøfter, altid at forsøge at sætte sig i de andres sted. Hvordan ville vi have det, hvis vore børn skulle vokse op under de forhold, som vi byder dem på udrejsecentre? Nu er ingen forpligtet ud over deres evner og muligheder, og derfor kan vi ikke med et snuptag løse alle verdens problemer, men vort ansvar rækker så langt som vore evner og muligheder, og som et af verdens rigeste samfund har vi alle muligheder for at tage bedre vare på disse børns ve og vel.

Men kan det ikke være nødvendigt at gøre forholdene for mennesker på tålt ophold så utålelige som muligt, for derved at mindske flygtninge og andre migranters motivation til at vandre ad farlige ruter mod Danmark og dermed skabe endnu flere integrationsproblemer i Danmark. Denne tankegang – som også reflekteres i sognepræst Claus Thomas Nielsens kritik af arrangørerne af høringen for indirekte at have blod på deres hænder, når de arbejder for bedre vilkår for børnene på udrejsecentret – bygger på en utilitaristisk etik, hvor en handling betragtes som moralsk god blot den forøger summen af velfærd. Men efter min overbevisning er det i strid med det princip i den kirkelige og teologiske tradition, at vi altid skal behandle vort medmennesker som et mål i sig selv, og aldrig blot som et middel. Vi kan naturligvis ikke ud fra dette princip sige noget præcist om, hvilke vilkår børnene skal have, men vi må protestere, hvis børnene (og deres ve og vel) reduceres til et middel for et (højere politisk) mål (som fx at hindre tilstrømningen af flygtninge).

Hvis denne kirkelige røst ikke lyder ind i den politiske debat – også om børns forhold på udrejsecentre – så svigter vi som kristne og som kirke vor mission at gøre kristendommen gældende i det offentlige rum, og dermed svigter vi også vor ansvar for – ud fra værdier og principper i den kirkelige tradition – at bidrage til udviklingen af det gode samfund.

Derfor er der al mulig grund til at udtrykke en stor tak til Det Mellemkirkelige Udvalg i Københavns Stift og specielt til biskop Peter Skov-Jakobsen, domprovst Anders Gadegaard og sognepræst Niels Nymann Eriksen for at have modet til arrangere denne nødvendige høring – med den risiko, at de i deres bestræbelser for at skabe ørenlyd for klassiske kristne værdier og principper af betydning for behandlingen af sårbare børn selv får ørerne i maskinen.

Christiansfeld, fredag, den 7. december 2018
Mogens S. Mogensen

  1. #1 by Svend jespersen on 9. december 2018 - 22:49

    Kære Mogens.

    Du spørger selv: ”Men bliver præster og teologer og andre repræsentanter for kirken så ikke til politikere?” Mit svar er, at ”Jo, med et foretag som dette forsøger Københavns Stiftsudvalg i høj grad at gøre sig selv til en politisk aktør. Det gør stiftsudvalget i det øjeblik, det indkalder til et møde som dette med en helt åbenlys agenda, som f.eks. kommer til udtryk i teksten ”Det spørgsmål ønsker vi at stille vore politikere på 70-årsdagen for FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne”, og i linket til kronikken på altinget.dk ”Præster: Statens uforsvarlige asylpolitik giver børn varige mén”.

    Høringen er i allerhøjeste grad politiserende, uanset hvor meget man prøver at bortforklare det. Tag blot denne kommentar fra De Radikales partileder, Morten Østergaard, om centret fra dagens (9.12) Jyllands-Posten: ”»Det hjælper ikke at anbringe mennesker i den uværdige situation, hvor de lever bag pigtråd, …”. Hans eget parti var sammen med Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de tre nordatlantiske mandater med til at vedtage loven om oprettelsen af udrejsecentrene i 2012. Morten Østergaard burde, om nogen, vide, at beboerne på Sjælsmark ikke ”lever bag pigtråd”.

    Den danske folkekirke vil, efter min mening, miste store dele af den sympati og støtte, den stadig har, hvis den fortsætter ad denne linje med f.eks. organiserede bimlerier for klodens klima og diverse grupper, som på gruppens vegne udtaler sig om kirkens syn på flygtningepolitik, næstekærlighed, fremmedhad og alle mulige andre spørgsmål med relation til etiske dilemmaer.

    Jeg er ikke ekspert på kristen teologi eller etik, men jeg mener dog at vide, at Jesus altid overlod det til den enkelte at afgøre med sin egen samvittighed, hvor skellet mellem godt og dårligt og rigtigt og forkert lå. Eller tager jeg fejl? Som jeg ser det, kan alle disse nye tiltag sagtens af mange ses som et forsøg på at indføre noget, der ligner kirkernes fatwaråd.

    Venlig hilsen
    Svend Jespersen

  2. #2 by Mogens S. Mogensen on 10. december 2018 - 10:45

    Kære Svend Jespersen
    Efter din definition, så bliver alle der indgår i en diskussion om politiske emner politikere. Min definition af politikere er, at politikere er dem, der træffer – eller arbejder på at træffe – politiske beslutninger for et land, en region eller en kommune.
    Efter min mening skal kirken – repræsentanter for kirken – ikke deltage i den politiske beslutningsproces og normalt heller ikke anvise konkrete løsninger på politiske problemstillinger – det har vi politikere til. Men det er for mig at se helt legitimt, at mennesker, der repræsenterer den kirkelige teologiske tradition, hvor etikken, inkl. samfundsetikken, spiller en central rolle, engagerer sig i samtalen om det fælles samfund (dvs politik). Hvis menneskers værdighed trædes under fode, så må de/vi naturligvis har ret (ja, og jeg vil sige pligt) til at gøre opmærksom på det, også selv om det er et politisk emne, hvordan disse mennesker skal behandles.
    Hvis man skulle have fulgt dine anvisninger, så skulle det gamle testamentes profeter heller ikke have gået i rette med datidens politiske magthavere, når de forbrød sig mod menneskers værdighed og mod etiske principper.

    Venlig hilsen
    Mogens

    Og et NB: Der er naturligvis ingen, der udtaler sig – eller kan udtale sig – på folkekirkens vegne.

  3. #3 by Svend jespersen on 10. december 2018 - 18:22

    Kære Mogens.

    Det at individer udtaler sig om emner af politisk karakter, det gør dem ikke til politikere. Så er de blot mennesker, som benytter sig af deres ret til at deltage i den grundlovssikrede, åbne debat. Når derimod en gruppe præster med Københavns Stiftsudvalg som arrangør træder frem på scenen med en ”høring” om et emne som dette, med et oplæg med en ordlyd, som helt tydeligt placerer 99% af ansvaret for børnenes ulykke hos den danske regering, så gør kirken sig til en politisk aktør på en måde, som jeg ikke synes om. Og når Jesus drages ind i debatten på denne måde, så kan det af andre ikke opfattes på anden måde, end at Jesus helt bestemt ville have stået på stiftsudvalgets side i denne sag. For nogle år siden hørte man af og til ord som ”Jesus var verdens første socialist”, underforstået at kun socialister havde forstået den sande kristne lære, som Jesus forkyndede den.

    Måske skal det lige med, at når Det Gamle Testamentes profeter gik i rette med datidens politiske magthavere, så var det, så vidt jeg ved, udelukkende fordi, disse magthavere gik imod deres guds forordninger. Den slags er ikke relevant for nogen af os i dag. Det ville være mere relevant at sammenligne det med en anden religions opfattelse i dag af, at en regent aldrig skal kritiseres, undtagen når denne regent befaler sine undersåtter at gøre noget, som strider mod Hans (dvs. Allahs) bud.

    Venlig hilsen
    Svend

  4. #4 by Mogens S. Mogensen on 10. december 2018 - 18:49

    Kære Svend

    OK, vil det så ikke betyde, at fx Naturfredningsforeningen ikke må holde en høring, hvor man forholder sig kritisk til r regeringens politik vedr. bevarelse af naturområder? Eller må dyreværnsforeninger ikke afholde en høring om, hvor man forholder sig kritisk til de love folketinget har vedtaget mht. behandlingen af dyr? Blive disse to foreninger så også til politiske aktører på en måde som du ikke kan acceptere? Nu er det så bare nogle kirkefolk, der kritiserer politikerne for den måde børn bliver behandlet på.

    Profeterne i Det Gamle Testamente kritiserede datidens politikere for at handle uetisk, og ja, etikken har at gøre med folkets pagt med Gud. På samme måde må det være legitimt for repræsentanter for den kirkelige og teologiske tradition at gøre opmærksom på, at de synes – og andre har jo lov til at synes noget helt andet eller tredje – at der er et etisk problem i den måde børn behandles på.

    Og ja, den etik, som de taler ud fra har med kristendom at gøre. Men nu har politikerne jo igen og igen slået fast, at Danmark er et kristent land, så de og du burde jo ikke blive overrasket over, at nogen så med udgangspunkt i deres tolkning af kristendommen har en mening om, hvordan vi bør behandle samfundets svageste og mest udsatte medlemmer.

    Venlig hilsen
    Mogens

  5. #5 by Karen E. Hansen on 12. december 2018 - 17:10

    Kære Mogens
    Referatet i Kristeligt Dagblad lyder bestemt til, at det blev et politisk møde. Man må respektere Mette Bock for at stille op ved denne lejlighed. For som det lød:”Verden er alles hjem!” Et smukt udtryk, hvis betydning konkret så ikke er til at få hold på. Betyder det, at Danmark er alles hjem? At enhver, der ønsker det, kan komme og slå sig ned her? I forhold til det velfærdssamfund, vi har indrettet os med, er det bl.a. en praktisk udfordring. Som Mette Bock sagde: “Så opstår der andre problemer, som vi skal tage stilling til….Men hvis ikke alle har ret til at komme og blive, så er det en udfordring at få sendt afviste asylansøgere hjem. Når det af forskellige grunde er vanskeligt – og børnene bliver påvirket af tiden, der går med det.. For ikke at tale om at overholde asylsystemets oprindelige ide, at asyl er beskyttelse og hjælp i en konkret situation – og ikke uden videre immigration. “Verden er alles hjem”! ….Når de folk, der arrangerede dette møde, som repræsentanter for kirken i Danmark, tilsyneladende lader Mette Bock som politiker (faktisk, og ikke bare som medkristen. Paula Larrain gjorde det tydeligt) alene om at påpege dilemmaerne i situationen, så giver man det indtryk, at ud fra kristen etik er sagen såre enkel: Børn har ret til et ordentligt børneliv, DERFOR kan familier ikke nægtes ophold som velfærdsborgere, så længe de ønsker det, f.eks. Ville det ikke have været kristen etik at indrømme dilemmaet i sagen? Det ville have været interessant at få Københavns biskop til at svare på, om det ikke ville være mest humant at omgå menneskesmuglernes grusomme forretning, oprette en luftbro og frit bringe alle familier med børn i Mellemøsten og Afrika, der måtte ønske det, til Danmark for at få ophold her, som de selv syntes. I stedet for at lade det være dem, der har råd og styrke eller held til at tage den lange rejse selv? Og bør man så, kristeligt set, forholde sig til de konsekvenser, der bliver ved det? Svaret kunne sætte den kristne etik – anvendt på politik – i relief.
    Med venlig hilsen
    Karen E.

  6. #6 by Mogens S. Mogensen on 12. december 2018 - 17:32

    Kære Karen
    Sagen er nemlig meget enkel: Børn har ret til et ordentligt børneliv. Og det må naturligvis også gælde børn af forældre, der venter på udvisning. Det er sagens kerne, det er det etiske spørgsmål Det handler ikke om, hvor mange der skal have asyl eller ej. Det handler ikke om menneskesmuglere. Det handler om, hvordan vi behandler børn. Og hvis det at gøre opmærksom på, at børn skal behandles ordentligt, så de ikke får varige men, er politisk, ja, så er det et politisk møde, og så må det være et politisk møde. Vi kan naturligvis ikke ofre uskyldige børns fremtid på en stram asylpolitiks alter. Hvis det, at vi behandler børn humant betyder, at der kommer lidt flere asylansøgere til Danmark, ja, so be it. For vi kan da ikke bevidst gå ud og behandle børn inhumant for på den måde at holde asylansøgere væk fra Danmark, og det er vel ikke det du mener vi skal gøre?
    Venlig hilsen
    Mogens

  7. #7 by Karen E. Hansen on 12. december 2018 - 18:51

    Kære Mogens
    Nej, jeg mener selvfølgeligt også, at børn skal behandles ordentligt. Jeg konstaterer bare, at man ved det møde agerede for humanitet, som kristen forpligtelse, ved omhyggeligt at lukke øjnene for dilemmaerne, der opstår, hvis man er fortaler for humanitet – men alligevel vil mene, at ikke enhver, der ønsker det, skal kunne komme og slå sig ned her. De omtalte børns fremtid ville uden tvivl få det bedst, hvis forældrene fik varigt ophold her, nu. ligesom for mange andre. Men man lod Mette Bock helt alene om at sige, at “så opstår der andre problemer, vi skal tage stilling til! Hun er næppe heller fortaler for “at behandle børn inhumant”. Men hvordan kan en løsning på det enkelte problem, man fokuserede på, undgå at handle om asyl? Og om antallet? Kun ved at lade som om dilemmaer ikke findes. Som et udtryk for kristen etik er det ikke til megen hjælp, at lade som om, at det for de gode ikke kan handle om dilemmaer. Min respekt er større for Mette Bock end for den, der bare jubler, når der råbes så banalt: “Verden er alles hjem”!
    Bedste hilsner
    Karen E.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: