Folkekirkens særegne synode

Når jeg igennem snart mange år har deltaget i møder med repræsentanter for andre lutherske kirker og for kirker med en anden konfessionel baggrund, har det været ganske vanskeligt for mig at gøre den danske folkekirkes struktur forståelig for dem, herunder forholdet mellem stat og kirke. De fleste af dem har meget vanskeligt ved at forstå, at kirken ikke har en synode, altså et kirkeligt organ, der træffer beslutninger angående hele kirken. På et tidspunkt traf jeg imidlertid den beslutning, at ændre min forklaring. Ikke kun for at gøre folkekirken mere forståelig for udenforstående, men også fordi min nye forklaring nok var tættere på virkeligheden end min gamle forklaring. Jeg forklarede, at folkekirken naturligvis – lige som alle andre store kirker – havde en synode, men at denne synode bestod af Folketinget, og at vi havde en synodesekretær med meget vidtgående beføjelser, nemlig kirkeministeren. At mange af folkekirkens synodemedlemmer slet ikke var medlemmer af folkekirken (og at synodesekretæren i princippet heller ikke behøvede at være det, men sædvanligvis var det) hørte med til min beskrivelse af folkekirkens synode.

At det forholder sig sådan, bliver vi mindet om med jævne mellemrum. Således er det i dag (KD: ”Politikere skrotter ny præsteuddannelse for ikke-teologer”) blevet meddelt, at et politisk flertal i folkekirkens synode (folketinget) afviser et forslag fra et af kirkeministeren nedsat udvalg bestående af biskopper, provster og præster, en repræsentant for landsforeningen af menighedsråd mv. om afhjælpningen af præstemanglen ved i en periode at give adgang til at søge præsteembeder for akademikere, der tager en tillægsuddannelse (se udvalgets rapport her).

Jeg ved ikke, om dette kirkelige udvalg var rigtigt sammensat, eller der også skulle have været andre repræsentanter fra folkekirkens forskellige grupperinger og institutioner med i udvalget. Jeg ved heller ikke engang, om det forslag, som dette kirkelige udvalg er fremkommet med, vil løse præstemanglen – eller om det i øvrigt er et godt forslag. Begge dele er der sandsynligvis mange meninger om. Men min pointe her er, at det nu igen bliver tydeligt for enhver, der ønsker at se virkeligheden i øjnene (og det er det nok ikke alle, der har lyst til), at folkekirken har en synode, der ikke er bleg for at træffe de beslutninger, som den finder nødvendige.

I det øvrige politiske liv på Christiansborg er det tydeligt for enhver, at nogle af de vigtigste beslutninger, der træffes, har at gøre med økonomien. Når folketinget vedtager finansloven, så handler det naturligvis ikke bare om at få balance i regnskabet, men så er finansloven udtryk for, hvordan folketingets flertal ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. Det samme gælder naturligvis langt hen ad vejen også i folkekirken, hvor folkekirkens synodesekretær, nemlig kirkeministeren, der ganske vist står til ansvar over for synoden (folketinget) for hele sin embedsførelse, træffer beslutning om, hvordan folkekirkens fællesfonds indtægter, som i 2018 var budgetteret til at blive godt 1,6 mia. kr., skulle bruges. Folkekirkens synodesekretær har rådgivende udvalg og følgegrupper, som kan rådgive hende, lige som der er et synodeudvalg (kirkeudvalget), som hun sikkert også lytter til, men det er synodesekretæren, der formelt afgør, hvordan folkekirkens budget skal se ud, og dermed har hun naturligvis meget stor indflydelse på, hvordan udviklingen i folkekirken skal være.

Styrken ved folkekirkens synode er, at den er demokratisk valgt, og sådan må det naturligvis være i en kirke i det 21. Århundrede. Men der er dog et par problemer ved denne ordning. For det første er synodens medlemmer ikke valgt på baggrund af, hvilke holdninger de har til folkekirkens forhold og dens udvikling, men ud fra deres partiprogrammer, hvor folkekirken ikke spiller nogen særlig rolle. For det andet er det ikke kun folkekirkens medlemmer, der er med til at vælge synodens medlemmer, men alle der har stemmeret til folketinget, og derfor kan man da også opleve det paradoks, at der ikke blot i synoden (folketinget), men også i synodens særlige udvalg (kirkeudvalget) kan sidde medlemmer, der ikke er medlemmer af folkekirken, men sågar tilhører en helt anden religion.

Men bortset fra det, så fungerer folkekirken med sin særegne synode faktisk, om end på sin egen særlige måde. Og jeg kan uden at rode mig ud i indviklede (bort)forklaringer, fortælle mine udenlandske venner, at vor kirke, folkekirken, skam også har en synode, lige som enhver anden kirke med respekt for sig selv har. Og at vi har en synode, af hvis art der ikke er mange tilbage af i det 21. århundrede.

Christiansfeld, mandag, den 17. december 2018
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: