Tak til statsministeren for at minde om, at mangfoldighed er et vilkår og ikke et valg

I sin nytårstale i går sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen bl.a. flg.

”Jeg kan huske, da jeg gik i skole, og Ibrahim kom ind i klassen efter sommerferien. Som den første og eneste med udenlandsk baggrund. Da jeg gik i gymnasiet, var der i hele Danmark omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund. I dag er der tæt på en halv million. På én generation er vores land forandret. Er det et problem? Det er det jo i den forstand, at vi har udfordringer, som vi ikke ville have, hvis vi stadig var en ensartet befolkning. Rundet af samme muld. Flasket op med de samme værdier. Men vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.”

Jeg tror, at mange der er på alder med Lars Løkke eller som mig ældre end ham kan genkende hans oplevelse af, hvordan det danske samfund har forandret sig. I min barndom og ungdom i 50’erne og 60’erne mødte jeg ingen med ikke-vestlig baggrund, hverken i min landsby eller i Aalborg. Men i dag møder jeg hver dag, uanset hvor jeg færdes, mennesker med en ikke-vestlig baggrund.

Danmark er blevet et mangfoldigt samfund. Det gælder mht. kultur, når vi møder andre sprog, værdier, klædedragter, vaner osv. Det gælder mht. religion, når vi mennesker, der repræsenterer næsten alverdens religioner. Det gælder mht. konfession, når vi møder kristne, der tilhører kirkesamfund, som vi måske – måske ikke – kun har læst om i bøger. Som Lars Løkke sagde, det så er der i dag tæt på en halv million indvandrere (inkl. første generations efterkommere) fra ikke-vestlige lande, hvortil kommer alle de indvandrere, der kommer fra vestlige lande, der skiller sig mindre ud fra gammeldanskere end de ikke-vestlige indvandrere.

Når Lars Løkke med prisværdig realisme siger, at ”vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra.”, så slår han altså fast, at mangfoldighed i dag er et vilkår i Danmark, ikke et valg.

Politisk har der været et stærkt fokus på de forskelle som den befolkningsmæssige mangfoldighed fører med sig, og det er også nødvendigt, hvis vi ikke skal stikke os selv og hinanden blår i øjnene. Men der er også brug for at begynde at fokusere på det, der – trods mangfoldigheden – er fælles for både gammel og nydanskere. Efter min erfaring, baseret både på mange års ophold i Afrika, rejser rundt i verden og mødet med mennesker her i Danmark, at der nok er mange kulturelle, religiøse og konfessionelle forskelle mellem mennesker, men at der er meget mere, som vi er fælles om som mennesker. Det bliver man ikke nødvendigvis klar over ved blot at lade sig informere af medier og politikere, det forudsætter et personligt møde, hvor vi lærer hinanden at kende.

For mig at se er der en vigt udfordring til repræsentanter for alle kulturer, religioner, konfessioner, filosofier – og også for repræsentanter for alle politiske ideologier – at identificere og italesætte – og dermed bidrage til den fælles samtale om – hvad de/vi forstår som det fælles menneskelige, der binder os sammen på tværs af forskellene. Hvad er det vi først og fremmest få øje på og fokuserer på, når vi ser det andet ’fremmede’ menneske? Er det hans eller hendes anderledes kultur, religion, konfession osv., eller er det et med-menneske, som jeg kan identificere mig med, fordi jeg selv er et menneske. Grundtvigs ord om ”Menneske først, og kristen så” kunne måske tolkes derhen, at Hassan først og fremmest er menneske, og dernæst muslim. At Cheng først er menneske, der er optaget af sin familie, sit helbred, sit arbejde, sine interesser, og dernæst kineser, der har en anderledes historie og kulturel baggrund end mig.

Lars Løkke har ret i, ”at vi har udfordringer, som vi ikke ville have, hvis vi stadig var en ensartet befolkning. Rundet af samme muld. Flasket op med de samme værdier”. Men han har også ret i, at vi ikke kan rulle tiden tilbage. ”Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.” Ja, vi må finde sammen – som mennesker, der har menneskelivet til fælles. Og fordi der er langt mere, der er fælles for alle mennesker end der adskiller os, så kan vi, hvis vi vil finde sammen også finde ud af det sammen.

Tak til statsministeren for, at han i sin nytårstale mindede os alle sammen om, at mangfoldighed i dag er et vilkår og ikke et valg, og for at opfordre os til på tværs af forskellene i vort samfund at finde sammen og finde ud af det sammen.

Christiansfeld, onsdag, den 2. januar 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: