Sundhedspolitiske paradokser

I aftes havde vi som et led i vor kirkes kirke-og-kulturuge besøg af den kendte TV-læge Peter Qvortrup Geisling, der i sit foredrag bl.a. sagde, at den største sundhedsmæssige risikofaktor (efter stres) i Danmark i dag er rygning. Hvert år koster rygning alene 13.600 mennesker livet og rygning alene har nedsat befolkningens middellevetid på tre år og seks måneder for mænd og tre år og en måned for kvinder.

Det er – i disse tider hvor regeringens udspil til en sundhedsreform drøftes – chokerende tal. Og endnu mere chokeret blev jeg, da jeg i dag fandt den rapport, som Geisling refererede til, nemlig ”Sundhedsbyrden i Danmark. Risikofaktorer”, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2016. Her kan man nemlig læse flg. om de sundhedsproblemer rygning årligt medfører.

”Der var 150.000 ekstra somatiske indlæggelser, 500.000 ekstra somatiske ambulante hospitalsbesøg, 220.000 ekstra psykiatriske ambulante hospitalsbesøg, 59.000 ekstra somatiske skadestuebesøg, 16.000 ekstra psykiatriske skadestuebesøg, 2,2 mio. ekstra lægekontakter, 2,7 mio. ekstra dage med kortvarigt sygefravær, 2,8 mio. ekstra dage med langvarigt sygefravær og 3.400 ekstra ny tilkendte førtidspensioner blandt eksrygere og rygere i forhold til aldrig-rygere. Der var ekstra omkostninger på 10 mia. kr. til behandling og pleje, ekstra omkostninger på 34 mia. kr. ved tabt produktion og et sparet fremtidigt forbrug som følge af tidlig død blandt eksrygere og rygere, hvilket resulterer i en årlig besparelse på 30 mia. kr. i forhold til aldrig-rygere.”

Når man sammenholder rygning, der årligt koster 13.600 mennesker livet, med trafik, der årligt koster mellem 150 og 200 mennesker livet, er det påfaldende, at der fra politisk hold tages talrige initiativer til at nedbringe dødstallet i trafikken, mens man fra politisk hold er meget tilbageholdende med at gå radikalt til værks for at nedbringe dødstallet i rygningen. Politikerne og os, der valgt dem, ved udmærket, hvad der skal til, for at nedbringe dette enorme dødstal, men viljen til at gøre noget ved det mangler.

Denne paradoksale situation i Danmark minder mig om et amerikansk politisk paradoks, der har med truslen mod sundheden at gøre. I USA blev der i 2013 dræbt omkring 34.000 mennesker med våben og ca. 74.000 blev såret. Våbenvold var således den anden største dødsårsag blandt amerikanere mellem 15 og 24 år, og den tredje største dødsårsag blandt amerikanere mellem 25 og 34 år. Og sammenlignet med 22 andre højindkomst lande, så er våben-mordraten i USA 25 gange højere i USA end i disse lande. I en befolkning på 302 mio. mennesker er ca. 310 mio. våben i omløb er politikerne, og dem der har valgt dem, naturligvis klar over, hvad der skal til for at nedbringe dette enorme dødstal, men viljen til at gøre noget ved det mangler.

Der er helt sikkert en lang række strukturelle problemer i vort eller – efter min erfaring meget gode – danske sundhedssystem, som en sundhedsreform kunne bidrage til løsningen af, og forhåbentlig kan det være med til marginalt at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Men det er tankevækkende, at man kunne forbedre befolkningens sundhedstilstand dramatisk, hvis man fx fulgte det norske eksempel, hvor man over en periode havde hævet prisen på en pakke cigaretter ti 90 kr. og dermed i denne periode havde reduceret antallet af rygere med 30%. At samfundet på sigt ville spare milliarder af kroner er et faktum, men langt vigtigere er, at det årlige dødstal pga. rygning sandsynligvis vil blive reduceret med mange tusinde.

Christiansfeld, lørdag, den 19. januar 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: