Kirken og staten – hvem støtter hvem?

høring
Folketingets kirkeudvalg og Grundtvigsk Samfund havde i dag indkaldt til en høring på Christiansborg om emnet ”Hvem understøtter hvem? – forholdet mellem kirke og stat til debat”. En række kompetente personer var sat til at belyse og perspektivere spørgsmålet – og medlemmer af kirkeudvalget gav deres besyv med.

I prof. emer. Niels Kærgaards optik var forholdet mellem kirke og stat som et gammelt ægtepar med årelang fælles økonomi. Det er umuligt at afgøre, hvem der har ført hvad med ind i ægteskabet. Men det seneste forsøg – i en betænkning fra 2007 – på at opgøre den økonomiske relation, viste at kirken støttede staten med ca. 1772 mio. kr. (personregistrering, begravelser, kulturarv), mens staten støttede kirken med 819 mio. kr. (bidrag til præsteløn), som udgjorde 15% af kirkens samlede indtægter. Efter hans opfattelse er det afgørende imidlertid ikke det direkte økonomiske mellemværende. Langt vigtigere er statens legitimering af Folkekirken ved opkrævning af kirkeskat sammen med de almindelige skatter. Det betyder for mange borgere, at medlemskab ikke er et tilvalg, men et undladt fravalg.

Biskop Marianne Christiansen talte i sit indlæg om, hvad Folkekirken gør for staten. Folkekirken er med til at legitimere statsmagten, der ses som Guds redskab til at holde orden i kaos og til at beskytte den svage og i det hele taget fremme fred og retfærdighed (med henvisning til Paulus’ ord om at myndigheden er indsat af Gud) Toregimentelæren understøtter således statens religiøse legitimitet, samtidig med at kirken leverer et korrektiv til staten. Kirken har lært borgerne, at de skal adlyde statsmagten, men staten må aldrig kræve ubetinget loyalitet, det kan kun Gud (med henvisning til Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er).

Prof. Ulla Schmidt og Danmissions tidligere generalsekretær Jørgen Skov Sørensen indhentede erfaringer fra de andre nordiske lande. Alle forskelle til trods, så er det fælles for disse lande – og i øvrigt også Danmark – at de store lutherske kirker får direkte eller indirekte støtte fra staten, at de har en særstilling i grundloven og lovgivningen i øvrigt, og at de har en privilegeret stilling i nationale symbolske markeringer. Fælles for alle de nordiske kirker er det også, at de støtter staten ved at tage hånd om de døde (og medvirke ved andre overgangsritualer), at de tager vare på kulturminder og kulturliv, og at de bidrage med en symbolsk legitimering af stat og nation.

Jørgen Skov Sørensens arbejdshypotese var, at kirke og stat – når man ser nøjere efter – slet ikke er adskilt i nogen af de nordiske lande. Formelt set blev kirke og stat i Sverige skilt for snart en snes år siden, men i loven om den svenskekirke fra 1998 fastlægges kirkens styreform, konfession, opgaver og kriterierne for medlemskab samt bestemmelser vedrørende opkrævning af medlemsafgift ved staten. Den norske kirker er også i færd med at blive formelt skilt fra staten, men også her har stortinget gennem kirkeloven øvet en indflydelse tilsvarende den i Sverige. Sverige og Norge har ganske vist indrettet sig anderledes, end vi har i Danmark, men ikke med den konsekvens, at kirken har kappet båndene til staten.

Hvorfor har man ikke kappet båndene? Sørensens svar er, at staten ikke tør sætte så store organisationer med et flertal af borgerne som medlemmer fri. Kirkerne er ”too big to fail”, da de har stor betydning som sammenhængskraft og arbejdskraft. Og på den anden side finder kirkerne ro i at have staten i ryggen. Det giver legitimitet og måske autoriet. Uden forbindelsen til staten ville kirkerne måske have mindre folkelig opbakning.

De tre politikere, der kom til orde i panelet, anerkendte alle folkekirkens store betydning for samfundet, men havde naturligvis forskellige bud på forholdet mellem stat og kirke. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti glædede sig over, at Folkekirken var formet af sædvaneretten og fandt den nuværende ordning glimrende. Karen Klint fra Socialdemokratiet fandt relationen mellem stat og kirke vigtig, men talte for at modernisere folkekirkeordningen inden for grundlovens rammer. Lige som vi har fået en lov for de øvrige trossamfund, mente hun, at der var brug for en samlet rammelovgivning for folkekirken. Pelle Dragsted fra Enhedslisten sagde, at folkekirken spiller ‘en hamrende vigtig rolle’ i samfundet, men i et sekulært samfund må stat og religion adskilles. Statens vigtigste rolle i forhold til religion er at beskytte religionsfriheden. Men det gav ingen mening for ham, at han – der ikke var medlem af folkekirken, lige som i øvrigt mange andre i Folketinget – skulle træffe bestemmelser om folkekirkens indre anliggender. Kirken skal have frihed til selv at bestemme sit indhold.

Flere andre oplægsholdere – prof. Sten Schaumborg-Müller, prof. Peter Gundelach og næstformanden for Grundtvigsk Forum Ulla Morre Bidstrup – bidrog sammen med en lang række deltagere i salen til den fredelige og nuancerede debat.

For at blive i prof. Niels Kærgaards billede, så oplevede jeg høringen som det at deltage i et kært gammelt ægtepars kronjuvelbryllup x 2. Dele af familien var samlet igen for 17. gang, og det var også hyggeligt denne gang at tale om de to ægtefællers særheder og deres komplekse forhold til hinanden, hvordan de i deres alderdom støttede hinanden, og i øvrigt sammenligne deres ægteskab med naboernes ægteskaber, der nok alligevel ikke var så forskellige. Hip, hip hurra!

Christiansborg, onsdag, den 23. januar 2019
Mogens S. Mogensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: