Refleksioner over mødet med ”Presence and Engagement” i ”Church of England”

England har en ”established church” lige som Danmark, dvs. en kirke etableret ved lov. Den anglikanske kirke er i kirkefællesskab med folkekirken gennem Porvoo-aftalen mellem lutherske og anglikanske kirker i Europa. England er lige som Danmark et land, der har oplevet en stærk sekularisering. England er som Danmark blevet et multikulturelt og multireligiøst samfund, men kirken har mange flere års erfaring med at forholde sig til den udfordring end folkekirken. Der er flere indvandrere og efterkommere af indvandrere i England end i Danmark, men stort set det samme procenttal muslimer i begge lande. Derfor gav det mening, at vi var en lille gruppe fra Folkekirkens Migrantsamarbejde (Folkekirkens Mellemkirkelige Råd), som tog på studietur til England.

Vi landede i Manchester, besøgte Wakefield ved Leeds, Nottingham, Birmingham og Bradford, alle byer, hvor kirkerne har gjort sig spændende erfaringer og refleksioner mht. at være kirke i mødet med mennesker med andre kulturer og religioner, og hvor de kristne mange steder er kommet i mindretal.

I Wakefield Cathedral deltog vi i en gudstjeneste på engelsk og farsi, hvor Gulnar Francis-Dehqani, som er biskop i Loughborough, og som i 1980 flygtede fra Iran, da hendes bror blev dræbt, ledte gudstjenesten og den lokale biskop Paul Butler prædikede og der blev sunget på både farsi og engelsk. Nadvergudstjenesten, der havde omkring 550 deltagere, langt de fleste unge farsitalende konvertitter, blev holdt i anledning af autorisationen af en farsi-oversættelse af liturgien. En af deltagerne, Sara, præsenterede os efter gudstjenesten for den iranske biskop, der i 1989 – to måneder før ayatollah Khomenis død – havde døbte hende. Siden havde biskoppen tilbragt længere tid i fængslet, og hun var flygtet til England. Men, som hun sagde med et smil, det var sikkert pga hendes dåb, at ayatollaen var død.

I Nottingham deltog vi – i Sct. Pauls with Sct. Steven Church – i den ordinære gudstjeneste, som set fra en dansk folkekirkelig synsvinkel ikke var så ordinær endda, idet to tredjedele af deltagerne var indvandrere fra mange forskellige dele af verden, halvdelen af dem dog iranere. Det var en vigtig pointe for dem, at holde gudstjeneste sammen på tværs af etniciteter, kulturer og sprogbaggrund for dermed at understrege enheden i Kristus. Onsdag aften samledes så den iranske gruppe til bibelstudier, bøn og fællesskab på farsi, men med deltagelse af præsten. For som han sagde, det er ikke alle iranerne, der forstår så meget endnu, men alligevel kommer de til gudstjeneste på engelsk. Så kunne han vel også deltage i deres farsi-fællesskab, selvom han endnu ikke forstod så meget af det.

I Birmingham, hvor der bor 187 forskellige nationaliteter, og hvor næsten alle verdens religioner er repræsenteret, identificerer halvdelen af befolkningen sig som kristne. Præsten i Sct. Christopher Church, der har et meget stort socialt arbejde i sognet (støttet af kommunen), understregede betydningen af den betingelsesløse kærlighed, deres opgave var at tjenes befolkningen uden skjulte dagsordener – som fx at de derigennem skulle blive kristne, og det er der heller ikke meget, der tyder på, at de gør. Præsten var meget klar i mælet: Det er ikke op til os at omvende mennesker, det er Helligåndens opgave. Hvis muslimerne i denne bydel bliver kristne, så mister de hele det stærke fællesskab, som de er meget afhængige af. Han tænkte, at muslimer måske ikke ville begynde at blive kristne i større stil, før kirken ville være i stand til at tage sig godt af dem og give dem et dagligt fællesskab. Nogle enkelte muslimer og sikher var dog blevet kristne, og der var også enkelte skjulte kristne blandt muslimerne.

I Bradford besøgte vi Sct. Paul’s Church in Manningham, et sogn, hvor 80% af befolkningen var pakistanske muslimer. Også her havde kirken et stort socialt eller diakonalt arbejde, hvor man brugte kirkens lokaler. Når man kommer fra en dansk folkekirke, hvor næsten alle kirker er i perfekt stand og indrettet æstetisk, slog det mig at se disse engelske kirker, der virkede en del forsømte og nedslidte. Rammerne var ikke imponerende, men det var det liv og den tjeneste, der udfoldede sig der, hvor mennesker med meget forskellig kulturel, etnisk og religiøs baggrund kom og fik hjælp og fandt fællesskab på tværs af grænser.

Søndagsgudstjenesten var også meget broget med deltagelse ikke bare af englændere, men også iranere, kurdere, afghanere, afrikanere, slovener osv. Knyttet til kirken var der et missional fællesskab hovedsageligt bestående af iranere, der mødtes hver mandag aften

Sognepræsten understregede, at nøgleordet var relationer, ”it is a slow burner, it takes a long time”. Præsten ved nabokirken i samme sogn havde to interessante observationer. For det første, at den anglikanske kirke var fattig på penge, men rig på bygninger, fx præstegårde, som der ikke længere var brug for, men som kunne danne ramme om missionale fællesskaber. For det andet, at det var vigtigt at holde fast i liturgien af hensyn til dem, der endnu ikke kunne så meget engelsk, så der i hvert fald var noget, de hurtigt kunne lære at forstå.

Toby Howarth, der nu er biskop i Bradford, var for en 10-15 år siden med til at gennemtænke, hvordan Church of England kunne være kirke i en multireligiøs kontekst. Et af resultaterne blev ”Presence and Engagement”, der er kirkens ”national programme equipping Christians for mission and ministry in the wonderful diversity of our multi- faith society. The programme has developed a new language for this work, focusing on the importance of the Church both remaining present in multi-religious areas and engaging positively with communities of other faiths.”

If. biskoppen var der tre grunde til etableringen af dette program. For det første havde sognepræster, der arbejdede i multireligiøse kontekster i de store byer, svært ved at redegøre teologisk for, hvad de havde gang i. Derfor var der brug for et forum for teologisk tænkning. For det andet var der ved at være en tendens til at sige, at der ikke var brug for så mange præstelige (og andre) ressourcer i sogne, hvor en større og større andel af beboerne tilhørte andre religioner. Derfor var der brug for en strategi, der kunne fastholde kirkens tilstedeværelse og engagement i disse multireligiøse områder. I det hele taget hørte vi igen og igen en understregning af, at den anglikanske kirke så sig selv som en kirke med ansvar for hele sognet, for hele folket, og ikke kun for medlemmerne eller dem med en kristen baggrund. For det tredje var der brug for at se denne nye mangfoldighed ikke som en problem, men som en gave.

Opgaven for kirken if. Presence and Engagement er både evangelisering, dialog og arbejdet for det fælles gode (diakoni). Alle vi talte med anerkendte, at det var en udfordring at finde balancen og sammenhængen mellem disse tre dimensioner af kirkens virke. De mere evangelikale og karismatiske præster og menigheder ville principielt helst lægge vægten på evangelisering og omvendelse, mens de mere liberale principielt helst ville lægge vægten på dialog og socialt arbejde. Her var det opgave for konsulenterne i Presence and Engagement, dels at hjælpe menighederne med at realisere deres visioner, dels at minde dem om de dimensioner i kirkens arbejde, som de måske havde overset.

Presence and Engagement har en række centre rundt om i England, som støtter op om arbejdet. Et af dem er The Faithful Neighbourhoods Center i Birmingham, hvor vi bl.a. talte med Richard Sudworth, der er ærkebiskoppens sekretær vedr. interreligiøse spørgsmål. If. ham var dialog vigtig, men faren var, at dialogen blev intetsigende venligheder, at der ikke var noget på spil, og at dialogen derfor ikke flyttede noget hos nogen.

Da vi talte med ham om muligheden for, at menigheder i et multireligiøst sogn kunne være engageret i evangelisering, var hans hovedpointe, at det ikke er noget problem, at kristne er helt tydelige om deres tro, tværtimod, for det forventer muslimer og andre. Det er heller ikke et problem i forhold til muslimer (men nok i forhold til hinduer), at kristne ønsker, at de andre bliver kristne, for muslimer ønsker tilsvarende, at kristne bliver muslimer. Det afgørende er etikken i religionsmødet, at man spiller med åbne kort og ikke har skjulte dagsordener. Det diakonale arbejde må aldrig instrumentaliseres og gøres til et redskab for at gøre andre kristne. For som Andrew Smith, der er stiftets konsulent vedr. Presence & Engagement, sagde: Der må være transparens i alt, hvad vi gør. Når vi laver sommeraktiviteter for børnene, så må vi sige præcis, hvad vi gør, og lade forældrene komme når som helst og checke det. Og selv når vi beder for arbejdet, må vi bede på en sådan måde, at det kan ske, også selv om der er muslimske forældre tilstede.

Andrew Smith havde en anden vigtig pointe, som fortjener at blive nævnt, nemlig, at det efter hans erfaring ikke var muligt at pege på en strategi, der kunne bruges i alle sogne. Hvert sogn var så forskelligt mht. demografi, ressourcer, og muligheder, at det altid var nødvendigt så at sige at starte forfra med at besinde sig på, i hvilken kontekst kirken var kirke, hvilke mennesker der var der hvilke udfordringer, og muligheder der var der, og hvem der var parate til at engagere sig.

Det spørgsmål, som brænder mest på i en dansk folkekirkelig sammenhæng i dag, er nok forholdet til muslimerne. Her var det interessant at lytte til biskop Tobys overvejelser. Når det drejede sig om kirkens forhold til muslimer, så var beretningen om Jesu møde med den samaritanske vinder (Joh. 4) en nøgletekst for ham. Der er mange paralleller mellem jødernes forhold til samaritanerne på Jesus tid og kirkens forhold til muslimer i vor tid, paralleller, som det ville være meget lærerigt at reflektere over. If. biskoppen er der i Jesu samtale med den samaritanske kvinde bla. to vigtige pointer. For det første, at Jesus modsiger den samaritanske kvinde: ”Frelsen kommer fra jøderne”. Vi må spørge os selv, hvad er det i vor kristne tro, der er så vigtigt, at vi må have mod til at modsige muslimerne? Det er i den bibelske narrativ, at vi lærer Gud at kende som en nådig Gud. For det andet går Jesus ikke ind på kvindes diskussion, om hvilket bjerg eller tempel, der er det rigtige sted at tilbede Gud. Det handler om at tilbede Gud i ånd og sandhed.

Vi kan naturligvis ikke i folkekirken i Danmark kopiere den anglikanske kirkes program for ”Presence and Engagement”, men vi kunne med fordel lade os udfordre af den grundtanke, at kirken må være til stede overalt i det multireligiøse og multikulturelle samfund og engagere sig i mødet med mennesker med anden religiøs og kulturel baggrund ud fra evangeliet og dets kald til os om at elske mennesker betingelsesløst og at dele evangeliet med alle. Og måske var der også engelske erfaringer, som vi med fordel kunne lytte til, da man i Church of England trods alt har mange flere års erfaringer med at være kirke i en multireligiøs og multikulturel kontekst, end vi har i folkekirken.

København, tirsdag, den 5. marts 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: