Har vi nu også i Danmark tradition for at holde religion og politik adskilt?

I forbindelse med debatten om imamers anbefaling til muslimer i ghettoer om at stemme på Det Radikale Venstre eller Enhedslisten ved det netop afholdte folketingsvalg, har kritikken mod imamerne været, at de med deres adfærd bryder med det danske princip om at holde religion og politik adskilt.

At imamerne i denne situation ikke holder religion (her islam) og politik adskilt, er helt åbenlyst, men spørgsmålet er, om vi i det danske samfund traditionelt holder religion (her: kristendom) og politik adskilt Lad os se på, hvordan forholdet mellem kristendomog politik traditionel har været i Danmark.

– Alle er enige om, at kristendommen historisk set har sat sit præg på det danske samfund – og dermed også på politik, som jo bl.a. handler om, hvilket samfund vi ønsker os. Mange vil sige, at det danske samfund – som det kommer til udtryk i vore love – langt hen ad vejen bygger på kristne værdier.

– Grundloven slår i par. 4 fast, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, der understøttes som sådan af staten. Vi har altså om ikke en statskirke (selvom det for mange udlændinge på afstand ser sådan ud), så dog en statsunderstøttet og statsstyret kirke.

– Folkekirken styres på nationalt plan af politikere, nemlig kirkeministeren og folketinget, der fungerer som folkekirkens synode. Det gælder ikke kun folkekirkens ydre anliggender, men også folkekirkens indre anliggender.

– Folkekirkens præster er ansat af staten og dermed statstjenestemænd/kvinder, og dermed i deres virke undergivet politikerens lovgivning.

– Folketinget afholder hvert år ved begyndelsen af det nye folketingsår en gudstjeneste i slotskirken. Her får en præst mulighed for at forkynde evangeliet for det store flertal af politikerne, som møder op, inden de går i gang med det nye folketingsårs lovgivning.

– De to seneste regeringer har sat ind i deres regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land. Når kristendommen indsættes i et regeringsgrundlag, markerer det naturligvis, at kristendommen skal spille en rolle i denne regerings lovgivning.

– Vi har i folketinget haft et politisk parti, der definerer sig i forhold til kristendommen, et parti der også ved seneste valg opstillede til folketinget. Desuden slår også andre partier sig op på deres forbindelse til kristendommen.

– Vi har folkekirkepræster, som er politikere, og som naturligvis anbefaler vælgerne også i deres sogn at stemme på dem og deres politiske parti. Det ville i visse andre kirker i andre lande være utænkeligt.

– Der afholdes undertiden politiske valgmøder i kirker – både folke- og frikirker. Det ville også i visse andre krker i andre lande være utænkeligt.

– Nogle politikere gør kristendom (evt. som kulturkristendom) til en del af den danske identitet, dvs. at være rigtig dansker. Det er naturligvis i strid med en ren sekulær betragtning, hvor religion gøres til en privatsag.

– Der er historisk set en række eksempler på, at biskopper, præster og andre kirkelige personer og grupper i Danmark har udtalt sig offentligt om politiske spørgsmål. Mest kendt er biskopperne hyrdebrev i1943 om arrestation af jøder. Brevet blev både sendt til fremlæggelse på departementschefmødet den 29. september med ønsket om, at det blev givet videre til de tyske myndigheder og også sendt til alle præster mhp. oplæsning for menighederne den førstkommende søndag. 69 år senere sendte alle folkekirkens biskopper igen en slags hyrdebrev, denne gang i form af en henvendelse til justitsministeren og formanden for flygtningenævnet, for beskytte konvertitter fra islam til kristendommen mod hjemsendelse til lande, hvor deres liv ville være i fare.

– I folkekirken inddrager mange præster politiske spørgsmål i deres prædikener, ikke for at støtte eller tage afstand fra særlige partipolitiske forslag, men for at bringe et kristent menneskesyn og kristen etik i spil.

Når men kigger ned over denne liste, der let kunne gøres meget længere, er det svært at fastholde troen på dogmet om, at vi her i Danmark traditionelt holder kristendom og politik adskilt. Spørgsmålet er – for mig at se – ikke, om religion og politik holdes adskilt, for det sker næsten aldrig i noget land, men om, hvordan forholdet mellem religion og politik ordnes i det enkelte land og i de forskellige trossamfund. Her er der helt åbenlys store forskelle mht. lovgivning og traditioner mellem forskellige lande, lige som der er store forskelle på, hvordan forskellige trossamfund (og forskelle inden for det enkelte trossamfund), hvordan man ser på forholdet mellem religion og politik.

København, torsdag, den 12. juni 2019
Mogens S. Mogensen

Reklamer
  1. #1 by Svend Jespersen on 14. juni 2019 - 21:06

    Kære Mogens.

    Du skriver: ”Har vi nu også i Danmark tradition for at holde religion og politik adskilt?”. Det kommer fuldstændigt an på, hvordan du tolker ordet ”adskilt”. Jeg behøver nok ikke belære dig om, at graden, tolkningen og formen for adskillelse af politik og religion varierer betydeligt fra land til land. Jeg har set nogle betegne den irske forfatning fra 1937 som den mest sekulære forfatning nogensinde, men langt de fleste behøver kun læse præamblen til den, før de må erklære sig uenige.

    Jeg var og er uenig med vores tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, da han i 2006 sagde sådan: ”Religion er et privat anliggende og skal forblive sådan. Derfor skal religion fylde mindre i det offentlige rum,”. Religion hverken kan eller skal holdes ude af det offentlige rum, og hans ord er blot endnu en påmindelse om, at faktuelt kendskab til religioner og deres indhold og indflydelse på mennesker og samfund er en mangelvare idag. En ureflekeret bedømmelse, som hans, af alle religioner og deres syn på mennesker og samfund som værende ens, uønskede og uden relevans i den offentlige debat tyder på, at vores danske, kristne debattører ikke helt har formået at informere vores politikere om de væsentligste forskelle mellem vores kristne tro og ”de andres” tro.

    Essensen af al den her polemik ligger ikke i det, du omtaler som ”… det danske princip om at holde religion og politik adskilt.” Selvfølgelig har præster og biskopper lov til at deltage i den politiske debat, det er en del af ånden i vores liberale, sekulære demokrati. Forskellen, og den er altafgørende, ligger i, at disse imamer og deres fæller udtaler sig fra prædikestolen og med deres skrifter som pålidighedsvidner fortæller deres menigheder: ”Hvis du anser dig selv for en god muslim, skal du stemme på dem her.” Og den væsentligste forskel ligger i, at ingen dansk lovgiver med bare et lille bitte ønske om at blive valgt/genvalgt tør udtale: ”Jeg stemmer på XXX, fordi Gud og Jesus anbefaler det.”

    Hvis du så hertil siger: ”Jamen, Søren Krarup og Jesper Langballe ….”, så må du henvise os til indlæg, hvor du fortæller om tilsvarende valgkampagner fra de to, hvor du på samme måde forsvarer deres metoder. Og, jeg gentager et enkelt ord: ”tilsvarende”.

    Der er en rigtig god grund til, at den politiske brug af og tolkning af religiøse skrifter fra paver, biskopper, præster og andre har mistet deres tiltrækningskraft i Danmark, og at vores tolkning af forskellen mellem kejserens og Guds rige på den måde har været medvirkende til at skabe et af verdens mest fredelige samfund.

    Venlig hilsen
    Svend

    • #2 by Mogens S. Mogensen on 14. juni 2019 - 22:00

      Du skriver
      “Jeg behøver nok ikke belære dig om, at graden, tolkningen og formen for adskillelse af politik og religion varierer betydeligt fra land til land”
      Det var jo netop mon pointe.

  2. #3 by Svend Jespersen on 15. juni 2019 - 19:19

    Kære Mogens.

    Og min pointe er, at her i Danmark holder vi religion og politik adskilt på en måde, som fungerer ganske udmærket, ja faktisk så udmærket, at mange flygtninge finder vores land så tiltrækkende, at de hellere vil bo her end i deres oprindelige hjemlande.

    Du skriver: “At imamerne i denne situation ikke holder religion (her islam) og politik adskilt, er helt åbenlyst, men spørgsmålet er, om vi i det danske samfund traditionelt holder religion (her: kristendom) og politik adskilt.” Senere skriver du: “Når men kigger ned over denne liste, der let kunne gøres meget længere, er det svært at fastholde troen på dogmet om, at vi her i Danmark traditionelt holder kristendom og politik adskilt.”

    Ordene i dit indlæg kan ikke tydes på anden måde, end at du mener, at ” biskopper, præster og andre kirkelige personer” på samme vis som imamerne og deres fæller bryder den danske tradition for at holde religion og politik adskilt.

    Og det er ikke korrekt.

    Venlig hilsen
    Svend

  3. #4 by Mogens S. Mogensen on 15. juni 2019 - 19:32

    Kære Svend
    Tak for din kommentar.
    Du skriver “Ordene i dit indlæg kan ikke tydes på anden måde, end at du mener, at ” biskopper, præster og andre kirkelige personer” på samme vis som imamerne og deres fæller bryder den danske tradition for at holde religion og politik adskilt.” Og nej, det er da en helt forkert tydning. Jeg anfægter, at vi har en dansk tradition for at holde religion og politik adskilt, men vi har bestemt en tradition for, som jeg skriver, “hvordan forholdet mellem religion og politik ordnes” her i landet (og det er den tradition, som jeg i punktform har skitseret, og den tradition er naturligvis forskellig fra den tradition, som man har andre steder). Og den tradition bryder biskopper mv. ikke med.
    Venlig hilsen
    Mogens

  4. #5 by Svend Jespersen on 15. juni 2019 - 20:12

    Kære Mogens.

    Ok, så er vi nok enige. Jeg vil stadig fastholde, at du vildleder dine læsere med ordlyden i dit oprindelige indlæg, som ikke kan tydes på anden måde, end at både imamer og “biskopper, præster og andre kirkelige personer” ikke formår at holde religion og politik adskilt. Hvis du havde fortalt lidt om, hvor forskellene ligger, f.eks. at en biskop eller præst, i modsætning til muslimerne i denne valgkamp, aldrig ville bruge prædikestolen til anbefaling af et bestemt politisk parti eller person, så havde det været en anden sag.

    Eller, for at gøre det endnu mere klart, så vil jeg citere biskop Henrik Stubkjær fra dagens Jyllands-Posten: “Det vil aldrig ske i folkekirken. Vi vil nok kunne opfordre til, at man deltager i demokratiet og stemmer, men vi vil aldrig tale partipolitik”. Eller som Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær for Dansk Missionsråd, i samme artikel siger: “Den største del af befolkningen er medlem af folkekirken, og det vil sige, at de forskellige politiske forståelser er lige så brede i folkekirken, som de er i resten af befolkningen. Alene det gør det umuligt at tale partipolitik”.

    Venlig hilsen
    Svend

  5. #6 by Mogens S. Mogensen on 15. juni 2019 - 22:03

    Kære Svend
    Du skriver: “Ok, så er vi nok enige. Jeg vil stadig fastholde, at du vildleder dine læsere med ordlyden i dit oprindelige indlæg, som ikke kan tydes på anden måde, end at både imamer og “biskopper, præster og andre kirkelige personer” ikke formår at holde religion og politik adskilt”. Det er korrekt, at jeg mener at hverken imamer og biskopper/præster holder religion og politik adskilt, men den måde de relaterer religion og politik til hinanden er forskellig.
    Venlig hilsen
    Mogens

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: